Ny bog: Pind ville være Venstres formand

Søren Pind afslører i ny bog, at han var klar til at gå efter formandsposten i Venstre

Søren Pind ville være Venstres formand. Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
Søren Pind ville være Venstres formand. Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix

Da Søren Pind popularitet var på sit højeste, var han klar til at gå hele vejen efter formandsposten i Venstre.

Det afslører den tidligere Venstre-profil i bogen 'Frie ord', der udkommer 16. september, og som Ekstra Bladet har læst.

Pind var klar til at tage skridtet efter valget i 2011, hvis Lars Løkke Rasmussen havde trukket sig som formand. Pind var sågar klar til et kampvalg om posten, hvis det blev nødvendigt.

I et interview med Berlingske uddyber Søren Pind. Her forklarer han, at ingen intentioner havde om at ære den arvefølge i partiet, som Anders Fogh Rasmussen troede, han kunne definere – med først Lars Løkke, så Kristian Jensen og til sidst Troels Lund Poulsen.

- Du havde altså en konge, en arveprins og en hertug. Hvis man interesserer sig bare det mindste for danmarkshistorien, ved man, det er en møgkombination, siger Pind til avisen.

Måtte strække våben
Men selv om Løkke i 2011 tabte magten til Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet, så gik Venstre frem ved valget, og formanden skulle ingen steder.

Dermed måtte Søren Pind strække våben, selv om ambitionen om at blive Danmarks statsminister ikke forsvandt. Først i 2015 opgav han planerne, fortæller han til Berlingske. På det tidspunkt blev han nemlig ramt af en giftig cocktail af omstændigheder.

Hans personlige popularitet blev slidt af at forsvare Lars Løkke Rasmussen under GGGI-sagen og affæren om Venstre-formandens partibetalte tøj. Og Ekstra Bladet kastede sig over Pinds ofte ganske frie skriverier på Facebook.

'Ustyrlig'
Internt i Venstre var der murren over, at Pind var 'ustyrlig', og til sidst fik han ved et møde hos Lars Løkke Rasmussen direkte besked på at stoppe sinde sonderinger.

- Det hele falder sammen på samme tid. Og så kunne jeg bare se, at det var det. Så var den tid gået, siger han til Berlingske:

- Jeg kunne se, hvor det bar hen. Nogle gange var jeg på den rigtige side, andre gange på den forkerte. Sådan er politik, lyder det fra Søren Pind.

69 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere