Der ligger i forvejen en bunke klageafgørelser og bøder hos det nyvalgte Moderaterne-folketingsmedlem Tobias Grotkjær Elmstrøm, men nu vokser den sig større.
Tobias Grotkjær Elmstrøm har nemlig fået endnu en klagesag på nakken, skriver DR.
Politikeren, der er advokat med særlig fokus på udlændingesager, bliver af Foreningen af Udlændingeretsadvokater anklaget for via en klient at ville sprede negativ omtale om en konkurrerende advokat, Niels Erik Hansen, i blandt andet facebookgrupper tidligere i år.
Niels Erik Hansen kalder det selv 'rigtig, rigtig ubehageligt'.
- Jeg er grundlæggende stolt af mit arbejde og afventer naturligvis Advokatnævnets behandling af denne sag. Jeg har stillet min version til rådighed for Advokatnævnet. Derudover har jeg ingen kommentarer, skriver Tobias Grotkjær Elmstrøm til mediet.
'Vi hjælper hinanden'
Opfordringen til klienten er sket i en samtale på Messenger, som DR er i besiddelse af.
'Det er dem her, der anbefaler advokat Niels Erik Hansen.' indledes udsnittet af samtalen, som mediet lægger frem.
'Fortæl det negative om ham til dem og i mange forskellige facebookgrupper og på din facebookprofil.' skriver han videre.
Derefter fortsætter snakken i et par beskeder om klientens sag.
'Jeg hjælper dig med din sag - det har du fortjent.' lyder det fra Tobias Grotkjær Elmstrøm. I udsnittet kvitterer han desuden med et 'vi hjælper hinanden' til klienten, og senere, da klienten undrer sig over beskederne, skriver han selv, at det ikke vil hjælpe klientens sag at sprede den dårlige omtale over for navngivne personer, men beder alligevel om klientens hjælp.
Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller vurderer over for DR, at det er i strid med de advokatetiske regler, og at man ikke skal få klienter til at agere 'stikirenddreng for ens egne interesser', lyder det.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Bøde på 400.000
Men det er langtfra første sag, der rammer Tobias Grotkjær Elmstrøm.
Faktisk skal den helt nyvalgte politiker ganske snart i retten, fordi han bestrider en bøde på 400.000 kroner, som han er idømt hos Ligebehandlingsnævnet for uretmæssig fyring af en ansat advokat, der stod over for at skulle i fertilitetsbehandling.
Sagen skal ifølge Ekstra Bladets oplysninger køre i dagene omkring 23. og 24. januar 2023.
Bag sig har han desuden to afgørelser, hvor han får kritik af Flygtningenævnet og tre bøder fra Advokatnævnet, som DR tidligere har beskrevet.