Ny magtfuld over-spindoktor

Deles mellem Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen

Martin Rossen rykker med den nye formand ind på Christiansborg. (Foto: Philip Davali)
Martin Rossen rykker med den nye formand ind på Christiansborg. (Foto: Philip Davali)

Socialdemokraterne får ikke bare ny formand. De får også en ny magtfuld over-spindoktor i form af Mette Frederiksens særlige rådgiver, Martin Rossen, der rykker med den nye formand ind på Christiansborg.

Martin Rossen er i den særlige situation, at han ikke bare har været Mette Frederiksens nærmeste rådgiver, siden hun blev beskæftigelsesminister i 2011. Han er også en meget nær ven af partiets klare nummer to, Henrik Sass Larsen. De to holder blandt andet ferie sammen.

Flere i partiet vurderer, at Rossen har bidraget til at skabe den stærke magtalliance mellem Mette Frederiksen og højrefløjs-socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som reelt har banet vejen for det fredelige formandsskifte.

Partiets nye over-spindoktor kom i 2011 fra et højtlønnet job som kommunikationsdirektør i Microsoft Danmark – men har en fortid i DSU’s landsledelse og et stort netværk i partiet.

I DSU-tiden blev han gode venner med Mette Frederiksen og tidligere justitsminister Morten Bødskov. En anden af hans gamle venner er forsvarsminister Nicolai Wammen, som han kender fra studietiden i Aarhus.

Foretrækker Audi

Både i partiorganisationen, Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet er der folk, som har slået sig på Rossens kontante stil.

Han har ikke voldsomt meget til fælles med Helle Thornings mangeårige toprådgiver, Noa Redington, der voksede op i et københavner-kollektiv. Eksempelvis har Rossen kørekort, og i de vellønnede Microsoft-dage var den foretrukne firmabil en stor, beskidt Audi.

Det er endnu ikke afklaret, om Henrik Sass Larsens spindoktor i Erhvervsministeriet, Peter Strauss, rykker med ind på Christiansborg. Hvis han gør, så bliver den socialdemokratiske familiefest fuldtallig. Strauss er nemlig gift med folketingsmedlemmet Ane Halsboe, som er med i Mette Frederiksens kaffeklub Netværket.

74 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere