Ny møgsag: Holst beskyldes for skattebetalt V-valgkamp

Anklage fra regionsrådsmedlemmer: Forsvarsminister Carl Holst brugte journalist ansat i Region Syddanmark til at føre personlig folketingsvalgkamp for Venstre-profilen

Det er ikke længe siden Carl Holst måtte forsvare sin dobbeltløn. Nu er hovedperson i endnu en møgsag. (Foto: Ekstra Bladet TV)

En ny penibel sag rammer nu forsvarsminister Carl Holst (V).

Den omdiskuterede Venstre-profil mistænkes således af en række regionsrådsmedlemmer i Region Syddanmark for at have benyttet sig af en medarbejder, der for regionens penge hjalp ham med sin personlige valgkamp op til folketingsvalget i juni måned. Det skriver Vejle Amts Folkeblad, Fyens Stiftstidende og Jydske Vestkysten lørdag.

Den samme medarbejder, Christian Ingemann Nielsen blev for et par uger siden udnævnt som spindoktor for Carl Holst i Forsvarsministeriet.

Og det har fået en række regionsrådsmedlemmer til at spærre øjnene øjnene op. Både Socialdemokraterne, de konservative, Enhedslisten og SF har mistanke om, at Ingemann i høj grad har fungeret som skattebetalt personlig rådgiver for Carl Holst under hans folketingskandidatur.

Den socialdemokratiske gruppeformand Karsten Uno Petersen sidder i Innovationsudvalget, hvor der arbejdes med velfærdsteknologi, men havde aldrig hørt om Ingemann, hvis jobbeskrivelse ellers var at 'løfte kommunikationen' i projekt 'Smart Vækst og Velfærd', hvor han var ansat i en projektstilling fra august 2014 og til valget i år, da Holst blev minister.

- Så det var da lidt mærkeligt, at ingen af os var stødt på ham overhovedet, siger socialdemokraten til de jyske og fynske aviser.

Kulegraves

Hos de borgerlige ønsker Lasse Krull (K) nu brugen af kommunikationsafdelingen i regionen  kulegravet.

Både Enhedslisten og SF anklager derudover Carl Holst for at have brugt Ingemann til sin personlige valgkamp frem mod valget juni.

- Ingen kender manden, så det er da snublende nært at antage, at det mest drejede sig om at stå for Carl Holsts valgkamp, siger Vibeke Syppli Enrum (EL) til Vejle Amts Folkeblad.

Mail bestyrker mistanke

Anklagen mod Carl Holst bakkes op af en mail fra marts i år til JydskeVestkysten. Her sendte Ingemann på vegne af Carl Holst to links, der netop handlede om, at Holst som folketingskandidat - og ikke regionsrådsformand - foreslog at rykke Energistyrelsen til Esbjerg. Mailen blev sendt fra regionens mailadresse underskrevet "Råds- og direktionssekretariatet".

- Det kommer fuldstændig bag på mig. Det er ikke en opgave for regionens ansatte at assistere regionsrådsformanden op til en valgkamp, siger Ida Damborg (SF) ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Carl Holst svarer, at han ikke havde noget med ansættelsen at gøre. Derimod siger Region Syddanmark i et svar på spørgsmål fra Socialdemokraterne, at ansættelsen var Carl Holsts og den daværende regionsdirektørs idé.

- Hvis nogen har det indtryk, at Ingemann udelukkende var personlig assistent for mig, så forstår jeg godt, de undrer sig. For det var han ikke, lyder det fra Holst.'

177 kommentarer
Vis kommentarer