Ny Sass-afsløring: Optog tv-show på pjækkedage

Henrik Sass Larsen blæste på tjenesterejse for i stedet at deltage i sit eget tv-program

For et par uger siden konfronterede Ekstra Bladet Henrik Sass Larsen med pjækkeriet. Hør, hvad han havde at sige dengang. Video: Jonas Olufsen

Pjæk igen, igen.

Henrik Sass Larsen har i endnu et tilfælde glimret ved sit fravær fra Statsrevisorerne. En post, der hvert år indbringer ham 330.000 kroner oveni Folketingsgagen.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at Henrik Sass udeblev fra en vigtig tjenesterejse, hvor Statsrevisorerne d. 21 og 22. november sidste år besøgte Luxembourg og Bruxelles. Blandt andet for at få indblik i EU's kontrol- og revisionsinstanser.

Men Sass blæste på Statsrevisor-arbejdet og blev hjemme.

I stedet sad Socialdemokratiets stærke gruppeformand og statsrevisor i et tv-studie på TV2 News og snakkede med Søren Pind om sociale medier med Pinds tidligere spindoktor. Det fremgår af Radio 24Syvs dækning, at radioens reporter forsøgte at fange Sass d. 21. Imens fløj resten af det samlede Statsrevisor-kollegium af sted på arbejdsrejsen.

Ekstra Bladet erfarer, at rejsen til Luxembourg begyndte allerede kl. 8.35 om morgenen fra Københavns Lufthavn, hvor Statsrevisorernes formand, Henrik Thorup, og de fire øvrige revisorer trådte ombord på Luxair-flyet til lilleputlandet.

Op ad dagen deltog Henrik Sass Larsen i optagelserne til tv-programmet 'Pind & Sass', som blev sendt samme aften.

Sass: - Forventes at komme til rejser
Henrik Sass Larsen har i forbindelse med afsløringerne af hans pjækkeri fra Statsrevisorerne ellers hævdet, at netop rejser er vigtige at dukke op til.

- Vi har ordinære møder. Dem forventes man at komme til. 11 om året. Så har vi besigtigelsesrejser, som man også forventes at komme til, lød det fra Henrik Sass Larsen, da Ekstra Bladet konfronterede ham om sit fravær for to uger siden.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra formanden for statsrevisorerne, Henrik Thorup, til den type rejse, som Henrik Sass Larsen.

Statsrevisorernes sekretariatschef oplyser til Ekstra Bladet, at revisorerne indimellem har de såkaldte besigtigelsesrejser, som blandt andet kan gå til udviklingslande for at se, om den danske ulandsbistand har den ønskede effekt. Men at de også kan gå til EU, hvor revisorerne kan få indblik i kontrol- og revisionssystemer.

4 ud af 11
Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at Henrik Sass sidste år var fraværende ved fire ud af 11 ordinære møder i Statsrevisorerne. Derudover har han i årets første måneder også være fraværende ved flere ikke-ordinære møder, hvor de andre statsrevisorer er dukket op.

Disse møder har Sass imidlertid afvist, at man behøver at komme til.

- Så er der alle de andre møder. Der kommer kun dem, om man så må sige, som man udpeger fra gang til gang. Der forventes det aldrig nogensinde, at alle seks møder op. Typisk er det dem, der har bedst tid eller dem, der ved mest om området.

Ekstra Bladet ville gerne have haft en kommentar fra Henrik Sass Larsen til, hvorfor han valgte at sidde i et tv-studie med Søren Pind i stedet for at deltage i sit arbejde som statsrevisor på rejsen til Luxembourg og Bruxelles.

Det har imidlertid trods gentagne forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Sass.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Gjorde det også ugen før

Henrik Sass Larsen. Foto: Jonas Olufson
Henrik Sass Larsen. Foto: Jonas Olufson
 

Henrik Sass Larsen har hidtil nægtet at give landets skatteydere noget indblik i, hvilke statsrevisor-møder han specifikt har pjækket fra, samt hvad den præcise årsag har været til fraværet.

Indtil nu har Henrik Sass Larsen først fortalt Ekstra Bladet, at det handlede om, at han skulle have bedre styr på sin kalender. Senere har han både i et interview med Ekstra Bladet samt på TV2's Presselogen antydet, at der lå personlige årsager bag fraværet fra arbejdet i Folketingets vigtige kontrolinstans.

Men nu kan Ekstra Bladet også løfte sløret for, hvad Henrik Sass lavede på dagen for et af de statsrevisor-møder, som han valgte at droppe.

I ruden
14. november sidste år var Henrik Sass Larsen nemlig fraværende fra det ordinære møde i Statsrevisorerne, erfarer Ekstra Bladet.

Samme dag deltog han i optagelserne til sit TV2 News-program 'Pind og Sass' med den tidligere Venstre-minister Søren Pind.

Statsrevisorerne har indtil nu afvist at offentliggøre, hvilke møder Henrik Sass er udeblevet fra. Statsrevisorernes sekretariat har blot oplyst, at socialdemokraten var fraværende ved fire ud af 11 møder i 2018.

Sass og Pind blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger optaget om formiddagen d. 14 november for at blive sendt senere på dagen.

En video fra Radio24Syv bragt på Twitter d. 14. november om formiddagen viser blandt andet, at deres politiske redaktør Brian Weichardt forsøgte at få en kommentar til Sass' kontroversielle udtalelser om menneskerettighedskonventionen. Klippet er optaget foran TV2's studier i Sydhavnen i København. Og her afviser Sass 24Syv-journalisten med kommentaren:

- Det kan du jo lytte til i Pind og Sass, der bliver sendt i aften.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Rejsen var vigtig

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
 

Der var et tætpakket – og tilsyneladende meget relevant – program på den tjenesterejse med Statsrevisorerne til Luxembourg og Bruxelles, som Henrik Sass Larsen droppede til fordel for TV2-programmet med forhenværende Venstre-minister Søren Pind.

Flere af møderne på rejsen havde direkte sammenhæng med nogle af de tunge politiske områder, som Henrik Sass Larsen har brugt krudt på de senere år. Det erfarer Ekstra Bladet fra centrale kilder.

På tjenesterejsen deltog alle de øvrige statsrevisorer, Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (R), Villum Christensen (LA), Frank Aaen (EL) og Britt Bager (V). De havde følgeskab af to chefer fra Statsrevisorernes sekretariat samt en afdelingschef fra Rigsrevisionen.

Mødtes med topfigurer
21. november i Luxembourg mødtes den danske delegation først med præsidenten og flere topfigurer fra Den Europæiske Revisionsret. Her var emnerne blandt andet revision af EU’s regnskaber, den fremtidige landbrugspolitik og en særberetning EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet.

Netop landbrugets økonomiske rammer og håndteringen af flygtninge længst muligt fra Danmark er politiske emner, som Henrik Sass Larsen - i hvert fald udadtil - har fokuseret meget på.

Senere på dagen gik Henrik Sass Larsen glip af mødet med EU-domstolens præsident og de danske dommere i EU-Domstolen og EU-retten.

EU-domstolen har bl.a. truffet beslutning om fordeling af flygtninge i EU-landene samt på det område, som i Danmark betegnes ’velfærdsturisme’: Det vil eksempelvis andre EU-landes borgeres ret til børnepenge, kontanthjælp, SU og dagpenge i Danmark.

I programmet ’Pind & Sass’ fastslog den socialdemokratiske gruppeformand som bekendt, at Danmark havde ’fået rodet os ind i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, så vi igen får herredømmet over det’.

22. november gik Henrik Sass Larsen – også som eneste statsrevisor – bl.a. glip af mødet hos Nato i Bruxelles. Her var ud over en orientering om revisionen af Natos enorme budget – også mere generelle briefinger fra de danske topfolk i forsvarsalliancen.  Her missede Henrik Sass Larsen muligheden for – i selskab med fagfolk - at drøfte eksempelvis Israels optagelse i Nato, som han foreslog sidste år.

258 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere