Ny sundhedsminister: Gratis hpv-vaccine er på vej til drenge

Bekendtgørelse fra Magnus Heunicke ændrer ikke på, at hpv-vaccinationsprogram er udsat til 1. september

Nu kan drenge også snart se frem til muligheden for at få en gratis hpv-vaccine.

Det oplyser Danmarks nye sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), på Twitter.

- Min første handling som sundhedsminister: Jeg udsteder en bekendtgørelse, der giver gratis hpv-vaccine til drenge.

- Tak for forarbejdet til mine forgængere i den tidligere regering. Nu går vi i gang, skriver Magnus Heunicke.

Onsdag oplyste Statens Serum Institut, at den planlagte hpv-vaccination af drenge er blevet udsat i to måneder.

Det var meningen, at vaccinationen skulle begynde 1. juli. Sundheds- og Ældreministeriet har dog oplyst, at dette ikke er muligt på grund af 'den parlamentariske situation'.

Vaccinationsprogrammet begynder i stedet 1. september.

Arbejde kan begyndes
Det kan betegnes som en formalitet, at Magnus Heunicke nu har udstedt bekendtgørelsen. Det betyder, at arbejdet med at få det praktiske på plads kan påbegyndes.

Det ændrer ikke på, at starten på vaccinationsprogrammet er udsat til 1. september.

Mens vaccinationen er blevet udsat, så er der ikke foretaget andre ændringer i programmet.

Det vil fortsat omfatte drenge, som er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller derefter.

Vaccinationen mod hpv blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i januar 2009 som et tilbud til piger fra 12 til 18 år.

Et tilbud om hpv-vaccination til drenge blev vedtaget i forbindelse med Finansloven for 2019.

Tilbuddet om gratis hpv-vaccination skal gælde, indtil drengene er fyldt 18 år.

Vaccinationen beskytter drenge mod analkræft og kønsvorter.

Tilbage i januar 2018 besluttede Sundhedsstyrelsen at tilbyde gratis hpv-vacciner til bi- og homoseksuelle mænd i alderen 15 til 19. Tilbuddet gjaldt i 2018 som en forsøgsordning.

Flere store mediehistorier skabte i 2015 frygt for, at vaccinen mod livmoderhalskræft - hpv - gav svære bivirkninger.

Historierne antydede en sammenhæng mellem vaccinen og svære bivirkninger, på trods af at der ikke var videnskabeligt belæg for det.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere