Mens spillet om formandsposten er faldet så godt som på plads i Venstre til Jakob Ellemann-Jensens fordel, så fortsætter rumlerier i partiet.
For hvem skal være den nye nummer to?
De fleste topfolk peger på Inger Støjberg. Men Ellen Trane Nørby vil have yderligere debat internt i partiet.
Og da pressekorpset spørger hende tirsdag kort før klokken 11:30, om hun selv kan komme i spil til posten som næstformand, leverer hun en omgang udenomssnak.
- Jeg hører mange ønsker fra baglandet om, hvad det er for en profil, der skal være en del af vores ledelse. Jeg hører, at der er mange i spil. Vi har stærke profiler i Venstre, siger Ellen Trane.
- Det er ikke folketingsgruppen, som vælger Venstres ledelse. Det er landsmødet og vores knap 35.000 medlemmer, og jeg synes, at vi skal bruge tid til at finde ud af, hvordan vi stiller et rigtig stærkt hold, så vi kan bringe Venstre godt fremad, siger hun.
Løkke væk fra første møde efter opgør
Helt sikkert
Tage Petersen, der er regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og gruppeformand for Venstre i Sønderborg byråd - Ellen Trane Nørbys lokale kreds - vil egentlig ikke blande sig i, hvem der overtager næstformandsposten. Men han siger om Ellen Trane:
- Hun er en dygtig og kompetent politiker.
- Ville hun være en god næstformand for partiet?
- Jamen, det tror jeg helt sikkert. Hun vil balancere køn og geografi, hvis nu Jakob Ellemann-Jensen bliver formand. Der vil en kvindelig næstformand fra Jylland være god, lyder det fra den alsiske Venstre-mand, som understreger, at det vigtigste nu er, at Venstre vælger et formandskab, der kan skabe ro i partiet.
Tilbage foran Venstres gruppeværelse fortsætter Ellen Trane Nørby sin cirkel-snak.
Brug for tid
- Det, jeg hører fra baglandet, er et klart ønske om, at man ikke gør det til en konkurrence om at råbe højest, eller hvem kommentatorerne synes, det er. Vi skal bruge den tid, som vi har til at tale med hinanden og respektere hinanden.
- Ser du dig selv som næstformand?
- Jeg har ikke flere kommentarer, end det jeg har sagt. Det er Venstres landsmøde, der sætter Venstres ledelse. Det er ikke folketingsgruppen.
Udskillelses-show
- Jeg synes, at vi også skal lade Venstres medlemmer komme til orde i den diskussion, som er i den kommende tid. Lytte til, hvad det er for nogle profiler, de synes, og så lade være med at gøre det til et udskillelses-show, hvor alle mulige skal stille sig op og bekende kulør den ene eller anden vej,
- Vil du gerne være næstformand?
- Vi er et stærkt parti, og det er vi qua, at vi har så mange dygtige politikere. Vi bliver kun rigtig stærke, hvis vi alle sammen står sammen, spiller hinanden bedre og tager den her diskussion internt, lyder det fra Ellen Trane Nørby.
Adskillige Venstre-topfolk havde tirsdag formiddag inden partiets første gruppemøde efter Lars Løkke Rasmussens exit ellers travlt med at pege på Inger Støjberg. Blandt Støjberg støtterne befinder blandt andet Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Lars Chr. Lilleholt. Folk som støttede Lars Løkke til det sidste.
Inger Støjberg selv havde ingen kommentarer på vej ind til gruppemødet.
De folk som ikke er klar til at lukke snakken om næstformandsposten er blandt andre Martin Geertsen, Hans Andersen og Jan E. Jørgensen.
Ellen Trane Nørby har i årevis været Kristian Jensens meget, meget nære allierede under de mange armlægninger med Lars Løkke Rasmussen og hans støtter.