Trods statsminister Lars Løkke Rasmussens valgløfte om straksopbremsning blev antallet af asylsøgere fordoblet i årets tre første måneder sammenlignet med samme periode i både 2014 og 2015.
Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, og det udløser nu en talkrig mellem Dansk Folkeparti og de radikale om effekten af den grænsekontrol, som regeringen indførte 4. januar i år.
Den virker lige modsat af hensigten, når antallet er blevet fordoblet – og derfor bør kontrollen afskaffes, mener de radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen mener derimod, at grænsekontrollen virker. Han hæfter sig ved, at antallet er faldet markant sammenlignet med de tre sidste måneder af 2015, hvor hele 11.447 søgte asyl.
Fra januar til marts i år søgte 3016 personer asyl i Danmark. I samme periode sidste år hed tallet 1592, mens det i 2014 lå på 1515 personer. Dermed er der næsten tale om en fordobling i forhold til de to foregående år, hvor der ikke var grænsekontrol.
Til gengæld er tallet for marts en smule lavere end i både 2014 og 2015, påpeger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, der ryster på hovedet over de radikales evne til at læse statistik.
Vi bryder os ikke om tallet
- Vi bryder os ikke om, at antallet er blevet fordoblet. Men at sige, at tallet er steget som konsekvens af grænsekontrollen, er helt forkert. Antallet er jo faldet lige siden grænsekontrollen, og det seneste tal for marts er faktisk lavere end samme måned sidste år, siger han, der mener, at flere faktorer styrer asylstrømmen.
- Det, som har fået tallet til at falde, er vores grænsekontrol, andres landes grænsekontrol, vores udlændingestramninger og så selvfølgelig vind og vejr. Alle de ting har indflydelse på antallet. Men den største effekt har den udlændinge- og asylpolitik, vi fører i Danmark, siger han.

Udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen (R) er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse. Men til TV2 siger hun om fordoblingen i første kvartal:
Virker ikke
- Det viser, at grænsekontrol jo ikke virker til det, som regeringen og dens støttepartier vil have den til. Nemlig en straksopbremsning, hvor der ikke skal komme asylansøgere.
Derfor foreslår hun, at V-regeringen dropper den midlertidige grænsekontrol.
Ingen af de to synspunkter finder dog opbakning hos Venstres udlændingeordfører Jan E. Jørgensen.
– De har begge to ret og tager begge to fejl. Vi har aldrig hævdet, at grænsekontrollen ville få flygtninge til at forsvinde. Den virker begge veje. Nogen vender om, fordi de ikke vil søge asyl i Danmark – omvendt kan der også være nogen, som ville bruge Danmark som transitland til Sverige. De bliver så tvunget til at vende om eller søge asyl i Danmark, siger han.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.