Nye øer skal tiltrække virksomheder til hovedstaden

Regeringen og Hvidovre Kommune vil have et af Nordeuropas grønneste erhvervsområder ved Avedøre Holme.

Hvidovre-borgmester Helle Adelborg (S) sparede ikke på de rosende ord på dagens pressemøde.

I 2022 skal den første jord kastet. Og i 2040 er det forventningen, at Danmark har et af Nordeuropas 'største, grønneste og mest innovative erhvervsområder'.

Regeringen og Hvidovre Kommune lancerer mandag det storstilede projekt i forlængelse af Avedøre Holme. Det betyder, at der skabes ni nye holme. Området får navnet Holmene.

De ni kunstige øer skal først og fremmest skaffe plads til industriarbejdspladser.

- I Hvidovre Kommune er vi både visionære og nyskabende. Og vi er bevidste om vores historie og den grønne fortid, som området ved Avedøre Holme kan bryste sig af, siger borgmester i Hvidovre Kommune, Helle Adelborg (S) i en pressemeddelelse.

- Derfor er visionerne for erhvervslivets muligheder på Holmene lige så store, som kravene til området er grønne, siger hun.

Ifølge Deloitte vil Holmene skabe op til 12.000 nye arbejdspladser. Og op mod 30.000 nye jobs i afledte effekter, er vurderingen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kalder projektet 'et visionært projekt, som regeringen støtter helhjertet'.

- Det vil være med til at binde København endnu bedre sammen med Vestegnen og resten af Sjælland. København og omegnskommunerne er en vigtig vækstmotor for hele Danmark.

- Med Holmene skaber regeringen og kommunerne grobund for nye virksomheder, hvilket kræver uddannet arbejdskraft, som vi i fællesskab - både virksomheder og regering - har ansvaret for at få uddannet og opkvalificeret, siger han.

Morten Bødskov (S), formand Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget i Folketinget, har til TV2 News udtalt, at Socialdemokratiet bakker op om projektet.

Holmene vil betyde, at Danmark står bedre i den internationale konkurrence om at kunne tiltrække virksomheder til landet.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

- Det kan bidrage til vækst og udvikling ikke bare i hovedstadsområdet, men i hele Danmark, siger han.

Der mangler plads til industrien i hovedstadsområdet. Det siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

- Det er utroligt vigtigt, at vi arbejder på at styrke rammerne for vækst og udvikling i hovedstadsområdet, der er en vækstmotor ikke bare for resten af Sjælland, men for hele landet, siger Jarlov.

Holmene betyder, at der kommer en ny kystlinje på 17 kilometer.

I oktober sidste år blev regeringen og Københavns Kommune enige om oprettelsen af en ny københavnsk bydel, der skal rejse sig i Øresund mellem Nordhavn og Refshaleøen.

Det får navnet Lynetteholmen med plads til 35.000 indbyggere.

65 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere