Nye oplysninger i sag om vold mod Papes kæreste: Nu vil den sigtede løslades

Nye oplysninger gør, at vi kærer min klients fængsling til landsretten, siger forsvarer for den fængslede slovak, efter K-formandens forlovede er blevet genafhørt, og politiet har set overvågnings-video fra gerningsstedet

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Nye oplysninger fra politiets efterforskning betyder, at den 34-årige slovakiske advokat - som sidder varetægtsfængslet for vold og er sigtet for en hadforbrydelse begået mod justitsminister Søren Papes (K) forlovede Josue Medina Vásquez - nu vil kære sin fængsling til Østre Landsret.

Det oplyser hans forsvarer Michael Sahl Nielsen til Ekstra Bladet.

- Jeg kommer lige fra Vestre Fængsel, hvor jeg har talt med min klient. Der er det nye, at der her til morgen lå nogle politirapporter til mig. Jeg har læst dem igennem - og så har jeg været ude hos min klient og sagt til ham, at jeg synes, vi skal gå i landsretten og kære varetægtsfængslingen, forklarer han.

- Det er han enig i, og så bliver det sådan. Der er efter min opfattelse væsentlige nye oplysninger, som bestemt ikke skader min klient. Jeg afleverer kæreskriftet til landsretten i morgen inden middag, siger Michael Sahl Nielsen, der ikke vil oplyse til Ekstra Bladet, hvad der er nyt i politirapporterne.

Københavns Politi oplyste onsdag til Ekstra Bladet, at man havde sikret sig overvågningsvideo fra LA Bar i København, hvor episoden fandt sted - og at begge sagens parter - den fængslede og Josue Medina Vásquez - fandtes på materialet.

Papes forlovede afhørt igen
Politikommissær Robert Jensen fra Københavns Politi bekræfter, at der er sikret video fra stedet, og at politiet har foretaget nye afhøringer.

- Kan du sige, hvad videomaterialet viser?

- Nej, det foreholder vi sagens parter.

- Har I haft mulighed for at genafhøre nogle?

- Ja det har vi da. Det vil jeg heller ikke fortælle om.

- Har I afhørt nye vidner?

- Nej det har vi ikke. Vi har ikke fundet nogle vidner, som har overværet, hvad der er sket. Der er jo en dørmand, som har grebet ind. Som selvfølgelig er afhørt som vidne, og så er de to involverede i sagen afhørt.

- Vi har endnu ikke genafhørt den varetægtsfængslede. Men vi har genafhørt de to andre; altså dørmanden og den forurettede (Papes forlovede, red.). Det er, hvad jeg kan sige.

Papes kæreste: Han slog uden varsel
Ifølge retsreferatet fra grundlovsforhøret i torsdags, som er lavet for en række danske medier, forklarede Josue Medina Vásquez cirka kl. 03.30 torsdag morgen til politiet, at den nu fængslede uden varsel slog ham på højre side af ansigtet/halsen med knyttet hånd samtidig med, at han udtalte 'I don’t like homoes'.

Ifølge Josue Medina Vásquezs forklaring til politiet, havde han ikke på forhånd talt med den anholdte.

Den 34-årig slovakiske advokat, som er sigtet i sagen, har derimod forklaret, at han selv først blev slået i ansigtet af Søren Papes forlovede - og at de to havde været i en form for infight, hvor de holdt i hinandens arme.

Desuden fortalte manden, at han aldrig havde sagt noget nedladende om homoseksuelle.

Episoden fandt sted 17. maj omkring klokken 03.30 om natten ud for den livlige LA Bar på Gammel Mønt i det centrale København.

Se også: Overfald på Papes kæreste: Er ikke fængslet for hadforbrydelse

Dommeren i Københavns Byret fængslede den 34-årige i 13 dage. Men kun for voldsforholdet, da dommeren ikke fandt begrundet mistanke for, at manden havde overfaldet Josue Vasquez på grund af hans seksuelle orientering.

Slovakken var sammen med nogle venner i Danmark for at følge VM i ishockey. Han arbejder til dagligt som advokat for et større firma i Warszawa, Polen.

Den 34-årige blev varetægtsfængslet frem til 30. maj i medfør af udlændingelovens § 35, der betyder, at en udlænding kan varetægtsfængsles, 'når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes'.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere