Hvem strammede reglerne i sagerne om de danske børn i de syriske fangelejre al-Hol og al-Roj?
Det spørgsmål har blafret i vinden, siden Ekstra Bladet i sidste uge kunne afdække, at det i sommeren 2019 blev besluttet, at man kun henter alvorligt syge børn til Danmark, hvis barnets mor skriver under på, at hun ikke skal med.
Indtil nu har det været uvist, om praksis blev ændret af den nuværende eller den tidligere regering, og Udenrigsministeriet har tidligere afvist at oplyse yderligere herom.
Men konfronteret med Ekstra Bladets gennemgang af sagen bekræfter Udenrigsministeriet nu, at den nuværende regering ændrede praksis og blandt andet indførte et krav om adskillelse af mor og barn.
Støttepartier: Regeringen snød os
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen tilsyneladende vælger at føre en markant hårdere linje i sagerne end den tidligere regering uden at fortælle offentligt om det, siger professor i forvaltningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet.
En forklaring på det kan være, at støttepartierne Enhedslisten, Radikale Venstre og SF ønsker at hente børnene og deres mødre til Danmark. Partierne ville derfor have haft svært ved at blåstemple en strammere linje end den, der blev ført under den blå regering.
Kofod kaldt i samråd om skjult stramning
Samuelsen: Nej, hvis hun er farlig
En gennemgang af samråd, svar til Folketinget og kilder tæt på sagen viser, at den tidligere regering havde en lempeligere praksis i sagerne end den, der bliver ført i dag.
VLAK-regeringens praksis kom frem under et samråd 27. marts 2019. Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) forklarede:
- Hjemtagelse af børn af humanitære årsager og eventuelt deres mødre kan kun komme på tale, hvis det vurderes at være forsvarligt ud fra hensyn til dansk sikkerhed.
Om en eventuel adskillelse af mor og barn, lød det:
- Det kan således ikke udelukkes, at en mor må tage stilling til, om hun vil lade sine børn hjemtage af humanitære årsager, selvom hun ikke selv - på grund af sikkerhedsvurderingen af hende - vil få den mulighed.
Den blå regering ville således hente børnene af humanitære årsager. Og i helt særlige tilfælde adskille mor og barn - hvis barnets mor blev vurderet til at udgøre en konkret trussel mod Danmark.
Kofod: Kun ja, hvis hun ammer
Et halvt år senere var regeringsmagten skiftet, og udenrigsminister Jeppe Kofod var i samråd 6. september 2019.
Jeppe Kofod omtalte her nu evakueringer af børn som en undtagelse af reglen:
- Evakueringen af en barn, der opholder sig i en af lejrene med sin mor - det vil altså have undtagelsens karakter og kræve, at moderen samtykker til adskillelse fra sit barn.
Han pegede på, at barnet 'som udgangspunkt alene søges evakueret, hvis barnet befinder sig i en alvorlig helbredssituation, som ikke kan behandles lokal og som ubehandlet enten kan udvikle sig til livstruende eller kan volde alvorlige permanente men'.
Mens den tidligere regering talte om, at man i særlige tilfælde kunne blive nødt til at adskille mor og barn, ser den nye minister omvendt på det.
Kun i helt særlige tilfælde som 'de absolutte undtagelser' kan barnets mor komme med Danmark, forklarede han:
- Det kan efter omstændighederne være tilfældet i forhold til en mor, der har et spædbarn, der stadig ammes.
Udenrigsminister Jeppe Kofod ønsker ikke at udtale sig i sagen.