Nye PET-oplysninger belaster Hækkerup

Afsnittet om børnene i den centrale PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien lå uændret hen i et år, bekræfter PET

Ved du noget? Så kontakt Ekstra Bladets journalister ved at skrive til tf@eb.dk eller krypteret til jeppe.findalen@protonmail.com

Justitsminister Nick Hækkerup (S) må nu bøje sig og bekræfte, at PET-vurderingen af de danske børn i de syriske lejre lå uændret hen i et år.

Det fremgår af et Folketingssvar, som Justitsministeriet netop har givet.

Her oplyser PET om afsnittet i den centrale trusselsvurdering - som Ekstra Bladet afslørede, at regeringen holdt skjult i et år - 'at den konsolidering og udbygning af VTD'en (trusselsvurderingen, red.), som skete i forbindelse med dialogen med Justitsministeriet, ikke førte til ændringer i substansen af vurderingerne vedrørende børnene'.

Vurderingen af at børnene ikke udgør en trussel på nuværende tidspunkt, men at deres risiko for radikalisering øges for hver dag, de tilbringer i lejren, lå altså klar til regeringen, da de overtog regeringsmagten i juni 2019.

Men først i marts 2020 fik offentligheden indblik i vurderingen.

'Dybt kritisabelt'
Hos regeringens støtteparti Radikale Venstre kalder retsordfører Kristian Hegaard det 'dybt kritisabelt', at vurderingen af børnene ikke blev lagt frem for Folketinget og offentligheden.

- Det er dybt kritisabelt, at både den tidligere og nuværende regering har haft de her oplysninger om, at børnene ikke udgør en trussel. Det havde været helt oplagt, at den her oplysning om børnene var tilgået, så snart den forelå. Det er en meget, meget vigtig oplysning, siger han og pointerer, at vurderingen har været helt central for den politiske debat om børnene i Syrien.

- Der er ingen tvivl om, at den oplysning har hjulpet med at sætte fokus på børnene. Det er ret relevant, og efter den kom frem i marts 2020, har den styrket argumentationen for os, der gerne vil have børnene hjem, og det kunne jo dermed have ændret debatten allerede et år forinden, siger Kristian Hegaard.

Professor i forfatningsret Frederik Waage har tidligere udtalt, at det vil være usagligt, hvis vurderingen er tilbageholdt af politiske hensyn.

- Politiske grunde vil ikke være et sagligt argument, og man vil altid være bundet af et saglighedsprincip - også når det handler om PET og politiet, så man må ikke af politiske og opportune grunde undlade at fremlægge et dokument, sagde han tilbage i december.

PET-centrale trusselsvurdering
I marts 2019 modtog Justitsministeriet trusselsvurderingen fra PET, hvor det fremgik at de danske børn i syriske lejre ikke udgjorde en konkret trussel nu, men deres risiko for radikalisering øgedes jo længere tid, de forblev i lejrene.

Rapporten udkom dog først i marts 2020 - altså et år efter.

Konkret formuleringer i rapporten vedrørende børnene lyder:

'Det er efter CTA’s (Center for Terroranalyse, red.) vurdering usandsynligt, at der udgår en aktuel terrortrussel fra børn af personer udrejst fra Danmark til konfliktzonen. Det hænger først og fremmest sammen med børnenes nuværende lave alder.'

Ligeledes bliver det i rapporten beskrevet, at 'det er i den forbindelse også CTA’s vurdering, at risikoen for indoktrinering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.'

Indførte lovændringer i perioden
Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, påpeger desuden, at regeringen i perioden, hvor de lå inde med vurderingen af børnene, lavede en række lovændringer på området, før rapporten så endelig udkom.

- Nu ved vi så, at regeringen har vidst i hele 2019, at PET vurderer, at de her børn udgør en større trussel, jo længere de er i lejrene. I mellemtiden har man så vedtaget lovgivning om fratagelse af statsborgerskab og fjernelse af konsulær bistand, før den kommer frem i foråret 2020, siger hun.

Det står nu klart, at de har undladt at oplyse Folketinget og offentligheden om vurderingen af børnene, på trods af at debatten om lejrene flere gange var på dagsordenen i perioden indtil udgivelsen i marts 2020.

- Det ville have været meget, meget relevant at få frem i debatten i Folketinget, at regeringen lå inde med den her vurdering fra PET, siger Rosa Lund.

Nick Hækkerups ministerium har nu bekræftet, at vurderingen af børnene var den samme i det år, hvor PET-vurderingen samlede støv. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nick Hækkerups ministerium har nu bekræftet, at vurderingen af børnene var den samme i det år, hvor PET-vurderingen samlede støv. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 

Nægtede at svare i marts
Nick Hækkerup blev ved et åbent samråd 4. marts spurgt ind til, om indholdet af PET-vurderingen i forhold til børnene var det samme i det udkast, ministeriet modtog i 2019 som i den rapport, der blev udgivet i 2020.

Dette afviste justitsministeren at svare på ved samrådet, hvor han meddelte, at spørgsmålet egnede sig bedst til et skriftligt svar.

Hvorfor ministeren ikke var i stand til at svare på daværende tidspunkt, står uklart hen, men det skriftlige svar er nu landet og bekræfter, at indholdet var fuldstændig identisk i forhold til børnene.

'Forsinkelsen skyldtes PET'
Ved samme samråd lagde ministeren heller ikke op til, at sikkerhedsvurderingen vejede tungest, når regeringens politik skulle lægges.

- PET har lavet deres vurdering. Det er fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik, og vi er jo ikke tvunget til at indrette os efter, hvad en styrelse måtte mene, sagde han dengang

Han tilføjede samtidig ved samrådet, at forsinkelsen skyldtes en dialog mellem Justitsministeriet og PET, hvor man ville sikre sig, 'at alle spørgsmål blev belyst bedst muligt'. Derudover oplyste ministeren på samrådet i marts, at flere terrorangreb i 2019 forsinkede trusselsvurderingen.