Nye tal afslører: Ministre får stadig vild pension

Finansministeren kalder nye regler for ministrenes pension rimelige, men friske beregninger afslører en guldrandet ordning

Finansminister Kristian Jensen mener, at reglerne for ministerpensionen er rimelige. Nu viser nye beregninger, at pensionspræmiens værdi er næsten én million kroner. Foto: Jens Dresling
Finansminister Kristian Jensen mener, at reglerne for ministerpensionen er rimelige. Nu viser nye beregninger, at pensionspræmiens værdi er næsten én million kroner. Foto: Jens Dresling

Selv om politikerne på Christiansborg har ændret reglerne for ministrenes pension for at gøre ordningen mere rimelig, så kan Ekstra Bladet i dag afsløre, at vilkårene stadig er ekstremt gunstige.

Sidste år valgte et flertal i Folketinget at hæve pensionsalderen for ministre, så den følger folkepensionsalderen. Tidligere kunne ministrene allerede få udbetalt deres pension, når de nåede tidspunktet for efterlønnen.

At reglerne på den baggrund er blevet rimelige, blev fremhævet af finansminister Kristian Jensen (V) så sent som i sidste uge, da et borgerforslag om at afskaffe den særlige ministerpension blev behandlet i Folketinget.

– Jeg synes, at der skal være rimelige regler, og jeg synes, at de nuværende regler efter den ændring, der blev vedtaget for et år siden, er et udtryk for en rimelig balance på området, lød det fra finansministeren.

Men trods de ændrede regler scorer ministrene stadigvæk en guldrandet pensionspræmie, som ligger milevidt fra realiteterne for almindelige lønmodtagere.

Ifølge nye beregninger fra Finansministeriet lyder den gennemsnitlige præmie, som en minister optjener årligt, på intet mindre end 954.000 kroner.

Se også: S-profil forgyldt: Får fed pension - oven i lønnen

Minimalt fald
Tallene afslører samtidig, at det er minimalt, hvor meget den højere pensionsalder har forringet værdien af ministerpensionerne.

Da den såkaldte Vederlagskommission skulle levere anbefalinger til ny model for politikernes aflønning, beregnede den værdien af ministrenes daværende pensionspræmie til 1.004.000 kroner årligt.

Dermed medfører den forhøjede pensionsalder blot en årlig præmie, der er omkring fem procent lavere.

Da de fleste ministers årsløn er på 1.227.675 kroner, svarer den nuværende pensionspræmie til en indbetaling fra ’arbejdsgiveren’ på 77 procent. Til sammenligning får et LO-medlem typisk 12 procent i arbejdsgiverbetalt pension.

Fast beløb resten af livet
Ministrenes gyldne pensionsordning tager udgangspunkt i tjenestemandssystemet, hvilket betyder, at de er sikret et fast beløb hver måned fra folkepensionsalderen og resten af livet.

Ministrene optjener imidlertid deres pension betydeligt hurtigere end en normal tjenestemand. Eksempelvis er en minister efter otte år på posten sikret den samme pension, som det tager en tjenestemand 37 år at optjene.

Foto: Mogens Flindt/Henning Bagger Dansk politik - 2. maj. 2018 - kl. 08:13 Smutter frivilligt: Så fede er deres gyldne håndtryk

Droppede anbefaling
Dette system anbefalede Vederlagskommissionen at skrotte, så politikerne i stedet overgik til en ordning som den, der kendes fra arbejdsmarkedspensionerne - og samtidig steg i løn.

Men et flertal i Folketinget valgte at droppe kommissionens forslag og strikkede i stedet selv et nyt regelsæt sammen.

Dette medførte bl.a., at pensionsalderen blev hævet, men man bevarede samtidig tjenestemandspensionen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med finansminister Kristian Jensen om ministrenes pensionsordning. Men det har han takket nej til.

Se også: Du tror, det er løgn: Holger K. scorer pension til sin datter

(Artiklen fortsætter under billedet)

Michael Christiansen, formand for den daværende Vederlagskommission, slår han fast, at ministrenes pension er ’ekstrem lukrativ’. Foto: Mogens Flindt
Michael Christiansen, formand for den daværende Vederlagskommission, slår han fast, at ministrenes pension er ’ekstrem lukrativ’. Foto: Mogens Flindt
 

Kommissionsformand: En ekstrem lukrativ ordning

– Det er en ekstrem lukrativ ordning.

Sådan beskriver formanden for Vederlagskommissionen, Michael Christiansen, ministrenes pension.

I samme ombæring sender han en opfordring til politikerne om at kigge deres egne goder efter i sømmene:

– Hvis politikerne ikke tager et opgør med deres nuværende aflønningmodel, er det en ligtorn, der vil blive ved med at være der, siger Michael Christiansen og fortsætter:

– Det er med til at skabe mistillid til politikerne, at dele af deres aflønning er ude af trit med befolkningens. Der er brug for mere gennemsigtighed i den måde, hvorpå den er sammensat.

– I Vederlagskommissionen lagde vi et samlet forslag frem, som gjorde op med politikernes særlige privilegier, og som samlet set gik i nul. Vi foreslog også en stigning i politikernes løn, forklarer Michael Christiansen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pelle Dragsted mener, at ministerpensionen er absurd høj. Foto: Ritzau Scanpix
Pelle Dragsted mener, at ministerpensionen er absurd høj. Foto: Ritzau Scanpix
 

Enhedslisten og DF: ’Absurd’ og ’grotesk’

Hos Enhedslisten kommer det bag på Pelle Dragsted, at ministerpensionen har en så høj værdi.

– Jeg synes, at det er et absurd højt tal. Vi havde måske en forventning om, at når vi havde sat pensionsalderen op, så ville det have ædt en del af dette voldsomme privilegium. Det viser denne beregning så, at det ikke gør, og at det stadig er sådan, at ministre får en pension, som ingen danskere kommer i nærheden af.

– Hvilken pensionsordning mener I, politikerne skal have?

– Vi er tilhængere af det, Vederlagskommissionen foreslog - nemlig princippet om, at man laver en arbejdsmarkedspension, så man får en løn som andre lønmodtagere, og så indbetaler man en del af lønnen i pension. Det system har vi langt de fleste steder på arbejdsmarkedet, og det vil skabe en gennemsigtighed, så folk kan se, hvad en minister får.

– Pensionen er en del af ministrenes samlede lønpakke. Er det ikke fair, at ministre samlet har en god løn, og så er det underordnet, hvordan indtægten er fordelt?

– Jeg synes, at ministre tjener godt. De har en løn på den gode side af en million kroner, og der er altså ingen grund til, at de oven i denne meget høje løn skal have en pensionsordning, som stikker helt af fra alle andre – også højtstående funktionærer.

Kæmpe guldgrube
Hos Dansk Folkeparti er Jeppe Jakobsen også forundret over, at ministerpensionen er så meget værd:.

– Det er fuldstændig grotesk mange penge. Man skal virkelig have været mange år i osteklokken på Slotsholmen, for at man kan sige, at det ikke er en særlig lukrativ ordning. Det er en kæmpe guldgrube at få ministerpension, siger han.

Ligesom Enhedslisten ønsker Dansk Folkeparti også en ordning for politikerne i stil med arbejdsmarkedspensionerne.

Sådan er pensionspræmien beregnet

Finansministeriets tal for ministrenes pensionspræmie bygger på de samme forudsætninger, som Vederlagskommissionens beregninger.

Ifølge Vederlagskommissionen illustrerer præmiens værdi det pensionsbidrag, som de nuværende politikere skulle have indbetalt til en arbejdsmarkedspensionsordning, under en række forudsætninger om politikernes funktionstid, alder ved påbegyndt optjening, forventninger til det fremadrettede renteniveau mm.

Grundlaget for beregningerne, som Ekstra Bladet bringer i dag, er det aktuelle - og forventeligt fremtidige – renteniveau.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen