Nye tal: Her breder corona sig mest

Særligt i Region Hovedstaden bliver flere testet positive for coronavirus, mens næsten halvdelen af kommunerne ikke har nye smittede, viser nye tal fra Statens Serum Institut

18. juni præsenterede Magnus Heunicke en corona-app, der skal stoppe spredningen. Video: Ritzau Scanpix

Knap halvdelen af alle kommuner havde ikke en eneste nysmittet med coronavirus i forrige uge, mens flere og flere testes positive i kommunerne omkring hovedstaden.

Helt præcist stod Region Hovedstaden for 63 procent af de 240 nye smittede på landsplan i forrige uge, viser nye tal fra Statens Serum Institut. Og det er flere nye smittede end tidligere omkring København.

- Når vi ser på det samlede antal tilfælde i hele perioden er 48 procent i Region Hovedstaden, så der er altså en tendens til, at en lidt større andel af de seneste tilfælde er i Region Hovedstadens kommuner, siger Tyra Grove Krause, afdelingschef og overlæge på Statens Serum Institut.

De 240 nye smittede i forrige uge er flere end ugerne før, hvor der i uge 28 var 169 nye smittede og 123 i uge 27.

Der kommer altså flere nye smittede i disse uger, og andelen i Region Hovedstaden stiger. Statens Serum Institut mener dog ikke, at de nye smittede i Region Hovedstaden kan forklares med et decideret 'udbrud'.

- Der optræder løbende mindre udbrud og smittekæder, som indtil videre er kommet hurtigt under kontrol ved en aktiv kontaktopsporingsindsats, forklarer overlægen.

- Men stigningen viser, at virus stadig er her, og at vi ikke må glemme at holde afstand og være opmærksom på god håndhygiejne, selvom det er sommerferie, fortæller Tyra Grove Krause.

Særligt kommunerne Brøndby og Ballerup på den københavnske vestegn har mange nye smittede i forhold til andre kommuner. Begge kommuner havde 10 nye smittede i uge 29, hvilket er det højeste antal sammen med Kalundborg af alle kommuner.

- Der er ikke en enkelt kommune, der står inde med rigtigt mange tilfælde, den høje andel af tilfælde i Region Hovedstaden er relativt jævnt fordelt over mange kommuner, og så er der lige nogle enkelte, der har en lidt højere forekomst, som fx Brøndby, Høje Tåstrup og Ballerup, oplyser Tyra Grove Krause.

 

Nye bekræftede tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Datakilde: Statens Serum Institut
Nye bekræftede tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Datakilde: Statens Serum Institut
 

Ikke sætte over styr
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) opfordrer efter en stigning i bekræftede smittetilfælde danskerne til at holde sig til retningslinjerne.

Sundhedsministeren understreger, at coronavirussen er 'under kontrol' i Danmark.

'Men måske er det lykkedes så godt, at vi nu er begyndt at slække en smule på de gode vaner, som skal holde virus nede. Det må ikke ske. Vi må for alt i verden ikke sætte det hele over styr nu', skriver ministeren på Facebook.

I uge 27 var antallet af påviste tilfælde det laveste, siden udbruddet toppede i marts/april. Der er endnu ikke set en stigning i antallet af nyindlæggelser, der fortsat ligger på et meget lavt niveau med i alt 14 nyindlagte i uge 29.

Opadgående tendens
Tirsdag og onsdag i denne uge har med højere smittetal end ellers også vist en opadgående tendens. Her var der henholdsvis 40 og 48 nye smittede ifølge Statens Serum Institut.

Det bed også Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed på Aarhus Universitet, mærke i, da tallene udkom onsdag.

- Der har været en tendens i mere end en uge efterhånden til, at tallene har været lidt højere end i starten af juli, sagde han og forklarede, at det er svært at tilskrive udviklingen mere omfattende tests.

- Jeg tror ikke, at der er en hidsigere smitteopsporing. Det har jeg i hvert fald ikke hørt om.

I uge 29 blev der testet over 11.000 personer dagligt på trods af sommerferien, og Styrelsen for Patientsikkerhed kontakter alle nye tilfælde med henblik på kontaktopsporing.

1 af 2 Nye bekræftede tilfælde af coronavirus per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Datakilde: Statens Serum Institut
2 af 2 Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) opfordrer efter en stigning i bekræftede smittetilfælde danskerne til at holde sig til retningslinjerne. Foto: Jens Hartmann Schmidt / Ritzau Scanpix
351 kommentarer
Vis kommentarer