Nyt job til Kristian Jensen

Venstres tidligere næstformand skal fremover skrive udenrigspolitiske analyser til Avisen Danmark

Kristian Jensen blev for nylig strippet for alle sine udvalgsposter og ordførerskaber, efter han havde givet et interview i Jyllands-Posten.

I sidste måned blev Kristian Jensen strippet for alle sine ordførerskaber og udvalgsposter af Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen efter et lidt for frejdigt interview i Jyllands-Posten om, at Venstre burde samarbejde mere over midten.

Se også: Venstre fordeler Kristian Jensens poster efter opgør

Og det har tilsyneladende givet den tidligere næstformand i Venstre lidt ekstra tid ved siden af gerningen i Folketinget. På Facebook har han søndag meldt ud, at han fremover skal til at skrive for Avisen Danmark:

- Jeg er glad for at Avisen Danmark har bedt mig om at skrive udenrigspolitiske analyser for deres læsere. Verden omkring os påvirker mere og mere vores hverdag og jeg glæder mig til at sætte begivenhederne ind i sammenhæng og fortælle om de politiske overvejelser bag historierne, skriver Kristian Jensen.

Det er kun et par uger siden, at tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen meldte ud, at han også fremover får sig et 'fritidsjob'. Løkke skal ved siden af sin folketings-tjans være deltids-konsulent for et af landets største advokatfirmaer, Gorrissen Federspiel.

Der har også i den seneste tid været spekuleret i, at Kristian Jensen var i spil som formand for Danmarks Idrætsforbund, men de planer manede han tidligere på ugen ned.

- Jeg fik en opfordring til at stille op til DIF's bestyrelse og derefter til formandsposten.

- Men tanken om både at sidde i Folketinget og i DIF's bestyrelse har mødt kritik for at sende et uheldigt signal. Det accepterer jeg fuldt ud, så den mulighed har jeg nu slået helt ud af hovedet, siger Kristian Jensen til avisen Danmark.

I sidste måned slog Kristian Jensen også fast, at han på ingen måder er på vej væk fra Venstre:

- Nej, jeg er bestemt ikke på vej væk fra Venstre. Jeg er Venstre-mand i mit hjerte. Det har jeg været lige siden jeg meldte mig ind som 17-årig, og det vil jeg være indtil den dag, jeg bliver lagt i graven, siger Kristian Jensen til TV Midtvest.

223 kommentarer
Vis kommentarer