Nyt krisemøde i skandaleramt a-kasse: Stolen vakler under formanden

Trods fyringen af Michael Valentin har medarbejderne i Akademikernes A-kasse så dyb mistillid til ledelsen og bestyrelsen, at de afholder krisemøde mandag eftermiddag - nyudnævnt direktør er også 'sovset ind' i sagen

Direktør Michael Valentin (tv.) blev fyret i september. Men a-kassens medarbejdere har mistet tilliden til bestyrelsesformand Allan Luplau og den konstituerede direktør, som i årevis har været en del af topledelsen. Pr-foto: Akademikernes A-kasse
Direktør Michael Valentin (tv.) blev fyret i september. Men a-kassens medarbejdere har mistet tilliden til bestyrelsesformand Allan Luplau og den konstituerede direktør, som i årevis har været en del af topledelsen. Pr-foto: Akademikernes A-kasse

Mistilliden til den tilbageværende ledelse og bestyrelsen i akademikernes skandaleramte a-kasse er fortsat så stor, at medarbejderne er indkaldt til et nyt krisemøde mandag klokken 16.

Efter fyringen af administrerende direktør, Michael Valentin, har afsløringer af de kritisable forhold i a-kassen nærmest stået i kø, mens medarbejderne har siddet måbende tilbage.

Bestyrelsen har politianmeldt Michael Valentin for returkommission og misbrug af a-kassens medarbejdere til private fester og vinarrangementer. Men ifølge Michael Valentin er bestyrelsesformand Allan Luplau selv sovset ind i de kritisable forhold.

Bestyrelsesformanden har som afdækket i Ekstra Bladet bl.a. deltaget i nogle af de omstridte private vin-arrangementer hjemme hos Michael Valentin. Og Allan Luplau stod som afsender på invitationen, da Valentins 50-års fødselsdag blev fejret for 400.000 kroner.

Samtidig har den nu konstituerede administrerende direktør, Britt Dyg Haun, ifølge Ekstra Bladets kilder selv deltaget aktivt i et forsøg på at udrense en af de tillidsrepræsentanter, som tillod sig at advare mod en usund alkoholkultur i a-kassen.

En kultur, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger involverede ledende chefer – som blandt andet i beruset tilstand har ringet til a-kassens medarbejdere.

Se også: Whistleblower i skandaleramt a-kasse: Hele topledelsen er fedtet ind

Ifølge en række medarbejdere, som ønsker anonymitet af hensyn til deres job, har Britt Dyg Haun som vicedirektør – samt andre medlemmer i direktionen - reelt fungeret som Michael Valentins forlængede arm.

På et krisemøde 7. december erkendte Britt Dyg Haun - ifølge flere af hinanden uafhængige kilder, som deltog i mødet -  at hun og andre medlemmer af direktionen ’har kendt til’ og været ’sovset ind’ i nu fyrede Michael Valentins kritisable dispositioner i landets største a-kasse med godt 230.000 medlemmer.

Whistleblower sendt hjem
Sagen begyndte, da en whistleblower uden om formand Allan Luplau gik til tre menige bestyrelsesmedlemmer med belastende oplysninger om Valentin midt i september.

Whistlebloweren - en vicedirektør, som først blev ansat i foråret 2018 - er nu suspenderet og hjemsendt fra sit job.

A-kassens sekretariatschef - som også er medlem af direktionen - har ifølge Ekstra Bladets oplysninger været sygemeldt i ugevis, mens de to andre vicedirektører stadig er aktive i a-kassens topledelse.

Den ene - Britt Dyg Haun - er efter Valentins fyring blevet forfremmet til konstitueret administrerende direktør, selvom hun altså erkender at være 'sovset ind' i den anormale ledelsesstil.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har a-kassens bestyrelse været samlet til et møde tidligere mandag.

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere