Nyt kvote-drama: DF udvandrer fra møde med Eva Kjer

Ib Poulsen (DF) forlod et møde med fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V), fordi han blev så provokeret af ministerens udsagn. Ministeren afviser kritikken

Ib Poulsen, der er fiskeriordfører for Dansk Folkeparti, udvandrede fra et møde med fiskeriministeren. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Ib Poulsen, der er fiskeriordfører for Dansk Folkeparti, udvandrede fra et møde med fiskeriministeren. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Bølgerne går højt, når der bliver diskuteret muslinge-kvoter mellem fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) og Folketingets fiskeriordførere.

Så højt at Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, torsdag i sidste uge udvandrede fra et møde med ministeren.

- Jeg var nødt til at forlade mødet, fordi jeg syntes, at det, der kom fra ministerens mund, det kunne jeg slet ikke forholde mig til, siger Ib Poulsen til Ekstra Bladet.

Og ifølge støttepartiets fiskeriordfører er det altså den nye fiskeriministeren, Eva Kjer Hansen, der er det store problem. Eva Kjer Hansen blev fiskeriminister efter Karen Ellemann i maj.

- Karen Ellemann var langt nemmere at arbejde sammen med, men realitetssansen mangler lidt her, fortæller Ib Poulsen.

En af de øvrige tilstedeværende bekræfter forløbet overfor Ekstra Bladet.

- Ib Poulsen var tydeligt irriteret, og stemningen var temmelig trykket, da han forlod lokalet, fortæller en kilde, som ønsker at være anonym.

- Ministeren virkede derimod ligeglad, nærmest kold som is, selvom det var regeringens eneste støtteparti hun netop havde bragt sig på kollisionskurs med, siger den tilstedeværende.

Uenighed om kvoter
Det er rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet i Limfjorden, der skaber kurrer på tråden mellem ministeren og ordføreren fra regeringens støtteparti.

I juni i år blev det af et enigt folketing vedtaget, at man fremover kun må eje tre licenser for blåmuslinger og/eller tre licenser for østers.

De der nu har flere end tre licenser, har indtil udgangen af 2026 til at komme af med dem.

Men nu er der fiskere, der overvejer og forsøger at anskaffe sig kvoter, så de har mere end tre, inden skæringsdatoen for antal kvoter frem mod 2026.

Det kan de, fordi ministeren først nu er klar med en bekendtgørelse, der skal sendes i høring, og reelt ender med først at være vedtaget en gang i foråret.

- Vi arbejder på at få gennemført fiskeripakken ned til det sidste punktum, og det er handler om, at vi vil undgå, at der er nogle kvotekonger, der skal hærge, siger DF's Ib Poulsen.

- De skal heller ikke hærge inde på Limfjorden, hvor der er nogle muslingelicenser, siger fiskeriordføreren fra Dansk Folkeparti.

Ifølge Ib Poulsen og en anden tilstedeværende ved mødet vil et flertal af fiskereiordførerne forhindre, at fiskere anskaffer flere licenser. Men ministeren trækker processen i langdrag med vilje, lyder beskyldningen.

- Hun gør alt for, at fristen for de her mennesker får frit lejde til at tilrane sig nogle flere licenser, bliver så lang som muligt, siger Ib Poulsen.

- Det lugter alt for langt væk af, at man har nogle interesser, som man skal varetage. Og det er ikke den interessegruppe, vi ønsker at varetage.

- Vi ønsker, at der skal være et mangfoldigt fiskeri i Limfjorden, hvor der er plads til en masse aktører, der kan holde liv i de små havne, forklarer Ib Poulsen.

Kigger fremad
Ib Poulsen forklarer, at han forlod mødet, fordi han blev nødt til at tage en tænkepause.

- Nogle gange kan man jo blive så provokeret, at man er nødt til at gå, siger han.

Han fortæller, at han nu prøver han at kigge fremad. Derfor vil han afvente ministerens udspil og vurdere, om det passer til det, flertallet ønsker.

- Hvordan er din tillid til ministeren nu?

- Det er ikke noget, jeg vil udtale mig om for nuværende, siger han.

- Vi skal have de her ting på plads, og så må vi se, hvad der sker.

Eva Kjer: - Jeg trækker overhovedet ikke noget i langdrag
Fiskeriministeren afviser overfor Ekstra Bladet at referere fra mødet, men uddyber alligevel.

- Jeg kan bekræfte, at Ib Poulsen forlod mødet forholdsvis tidligt. Det var ærgerligt, fordi vi havde mange vigtige punkter, som jeg gerne ville have drøftet med ham - inklusiv punkter, han selv havde bedt om, siger Eva Kjer Hansen

- Ib Poulsen havde et ønske om at få reglerne til at virke med tilbagevirkende kraft. Men jeg gjorde det gældende, at man på dette område ikke kan lovgive med tilbagevirkende kraft. Det handler om retssikkerhed.

Eva Kjer Hansen (V) afviser, at hun trækker processen i langdrag. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Eva Kjer Hansen (V) afviser, at hun trækker processen i langdrag. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

- Ib Poulsen mener, at du trækker processen i langdrag. Hvordan forholder du dig til det?

- Jeg trækker overhovedet ikke noget i langdrag, jeg effektuerer det, et flertal har besluttet.

- Ib Poulsen ved, at det ikke er mit ønske, at vi skal lave de her begrænsninger, men det gør jeg loyalt i forhold til, at et politisk flertal ønsker det.

- DF er jeres støtteparti, burde du ikke gøre mere for at imødekomme deres ønsker?

- Jeg gør rigtig meget for at imødekomme Ib Poulsens ønsker. Den her begrænsning med de tre licenser i musling- og østersfiskeriet er en imødekommelse af Ib Poulsens ønsker. Jeg synes, jeg gør, hvad jeg kan for at imødekomme de ønsker, Ib Poulsen har.

- Men når han så beder om, at vi på dette specifikke område skal gå fuldstændig på tværs af de retssikkerhedsmæssige principper, der gør sig gældende, så er jeg nødt til at sige, at man går for langt, fortæller hun.

188 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere