Siden starten af januar har det ulmet. Går Inger Støjberg med tanker om at starte et ny parti?
Ekstra Bladet fortalte som det første medie, at hun overvejede at stable et nyt politisk projekt på benene, og nu taler hun for første gang om det.
Det gør hun i et interview med Jyllands-Posten.
Her blev hun ringet op og spurgt til den seneste måling om 57 procent af de borgerlige vælgere, der mener, at hun er værdig til at sidde i Folketinget, ligesom de mener, at Rigsrettens straf er for hård, siger hun til Jyllands Posten.
- Det er sjovt, at du lige spørger til det, ja. Det havde jeg ikke lige forventet, nej. Vi må se, hvad tiden bringer. Jeg er kommet dertil i mit liv, hvor jeg udelukker absolut ingenting, siger Inger Støjberg til JP.
Flirt med Tulle
Den politiske flirt mellem Kristian Thulesen Dahl og Inger Støjberg har efterhånden stået på længe. Derfor er der også blevet spekuleret i, om den afgåede DF-formand hopper med om bord, hvis løsgængeren Inger Støjberg finder på at starte et nyt parti.
Det hele startede med et mystisk citat i et radioprogram på P1.
Her var Thulesen Dahl med i P1-programmet 'Ugens Gæst', hvor også Støjberg var til stede, og især et kryptisk citat vakte opsigt:
- Jeg tror ikke, at jeg kommer til at savne dig. Det kommer jeg ikke til at nå. Jeg tror rent faktisk, at vi får rigtig meget med hinanden at gøre på en eller anden måde fremadrettet.
- Det er jeg enormt glad for, og jeg er enormt glad for det utrolig gode samarbejde, som vi har haft alle årene, sagde Inger Støjberg og slog fast, at der slet ikke var grund til at tage afsked med Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl bliver en smule overrasket over, at Inger Støjberg pludselig er med på en telefon, men forholder sig aldrig konkret til Støjbergs udmeldling. Han siger blot, at han er meget glad for de pæne ord.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Enig med Inger
Men tirsdag satte den tidligere DF-formand også ord på en mulig alliance.
- Hvad er dine egne overvejelser i forhold til Inger Støjbergs potentielle nye parti?
- I 'potentielle nye parti' ligger jo, at ingen ved, om Inger Støjberg laver et nyt parti. Så skal vi ikke afvente og se, hvad hun gør - og om hun overhovedet gør noget på et tidspunkt, lyder det fra Thulesen Dahl.
- Kunne det være attraktivt?
- Jamen, det skal man jo tage stilling til hver især, i det øjeblik det måtte ...
- For dig?
- Det er ikke noget, jeg opererer med i min dagligdag. Indtil i søndags var jeg formand for Dansk Folkeparti. Det har jeg været i knap ti år. Jeg har været med til at stifte partiet for snart 27 år siden, så mit udgangspunkt er at arbejde videre politisk og hver dag få det bedste ud af det.
- Hun sagde i farvel-videoen til dig, at hun regner med, at I kommer til at arbejde meget mere sammen. Det kunne man godt opfatte på den måde, at I har planer sammen. Har I det?
- Det kunne man sikkert godt, men det kan man ikke udlede af det. Jeg er fuldstændig enig med Inger i ... det er et håb, jeg også deler, at vi får meget med hinanden at gøre. Det kan man få på mange måder i det politiske, siger Thulesen Dahl og udtrykker, at han finder det 'positivt', at Støjberg signalerer, at hun vender tilbage til politik.
Du kan læse mere om Ekstra Bladets afsløring fra starten af januar her, hvor det også fremgår, at det ifølge centrale kilder vil det være et drømmescenarium for Støjberg, hvis hun kan få Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup og nogle Venstre-folk med i det nye parti.
Det skal dog understreges, at det ikke er sikkert, at Inger Støjberg rent faktisk ender med at lave et nyt parti.