Nyt skræksceanarium: Venstre næsten indhentet

Med sølle 13 procent i meningsmåling når Venstre et nyt lavpunkt. Pape lurer i kulissen, vurderer Joachim B. Olsen

Søren Pape ligner efterhånden manden med bukserne på i blå blok. Foto: Jens Dresling
Søren Pape ligner efterhånden manden med bukserne på i blå blok. Foto: Jens Dresling

En ulykke kommer sjældent alene.

Partiet Venstre er i øjeblikket ved at demonstrere pointen i det gamle ordsprog.

En meningsmåling fra Voxmeter giver nu partiet sølle 13 procent af stemmerne. Et rent skrækscenarium - skulle et kommende valgresultat vise samme facit.

Dermed er partiet næsten indhentet af de konservative, som bliver målt til 10,9 procent i målingen.

Hvis de konservative lykkes med at overhale Venstre, vil det sende rystelser igennem Venstre, vurderer Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen.

- Det betyder ekstremt meget psykologisk i begge partier. Det ændrer dynamikken, påpeger han.

Målingen er et tegn på, at der sker en 'massiv vælgerflugt' fra Venstre i disse uger.

Tendensen bliver da også bekræftet af Berlingske Barometer, som er et gennemsnit af målinger. Her står partiet til 13,8 procent.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har noget af et skib at rette op. Foto: Emil Agerskov Dansk politik Historisk lavt: - Et kæmpestort blåt øje

Hvis dagens måling stod på valgdagen, så ville Venstres folketingsgruppe blev barberet ned med 19 mandater. Fra 43 ved valget i juni 2019 til nu 24.

- Lige nu går næsten 20 folk rundt i folketingsgruppen, som kan se, at de ikke har en plads efter næste valg. Det skaber mange problemer, når det er så massivt. Det skaber større risiko for, at folk går solo.

- Flere og flere vil sætte spørgsmålstegn ved Ellemanns lederskab, vurderer Joachim B. Olsen.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Efter nytår vurderede Joachim B. Olsen de blå partiledere
 

Pape som høvding
Socialdemokratiet står ifølge målingen til en massiv sejr. 103 mod 72 danske mandater. Læg dertil de fire nordatlantiske mandater, som almindeligvis er til rød bloks fordel. Procentfordelingen lyder: 59-41. Av for søren.

Apropos Søren: Hvis de konservative vitterligt indhenter Venstre, så vil det desuden skabe ny polemik om, hvem der egentlig er det borgerlige Danmarks statsministerkandidat, påpeger Joachim B. Olsen.

- Hvis det blev en permanent ting, kan de andre partier i blå blok godt leve med Søren Pape som statsministerkandidat.

- Faktisk har Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti insinueret, at de godt kan lide Søren Pape. Og der bliver talt dårligt om Ellemann.

Måske har de konservative allerede indhentet Venstre. Den statistiske usikkerhed i Voxmeter-målingen er nemlig for begge partiers vedkommende knap to procentpoint.

Måske allerede sket
Det betyder, at hvis Venstre er bare et procentpoint mindre end Voxmeters måling, og de konservative er bare et procentpoint større, så er partierne faktisk lige store blandt vælgerne.

Uroen om Venstre har ulmet, lige siden partiet mistede magten for halvandet år siden. Det er for alvor spidset til de seneste par måneder.

Inger Støjberg er på vej i Rigsretten. Hun er ude som næstformand.

Den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen er helt ude af partiet og rumsterer med et nyt projekt.

Én særlig kommentar fra Venstres formand er en direkte stikpille til de af hans folketingsmedlemmer, der stemte nej til en rigsret. Det mener Joachim B. Olsen.

V-reaktion: Skævt fokus

Sophie Løhde (V), politisk ordfører, har denne kommentar til målingen fra Voxmeter.

- Jeg må tilstå, at jeg desværre ikke er overrasket. I den seneste tid har det handlet om personer frem for politik. Og det belønner danskerne selvsagt ikke, fordi det er også et helt skævt fokus. Så det er desværre forventeligt, siger Løhde.

- Så det er klart, at der venter os en stor opgave forude med at vise danskerne, at Venstre er et parti, som er optaget af et stærkt velfærdssamfund, en ansvarlig økonomisk politik, en grøn omstilling og en stram og konsekvent udlændingepolitik, siger hun.

 

1075 kommentarer
Vis kommentarer