Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.
Et centralt vidne har set borgmester Jacob Bjerregaard (S) og kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe 'holde i hånd'.
Det fremgår af advokaternes hemmeligstemplede rapport i skandalesagen fra Fredericia, som Ekstra Bladet har læst.
Én har fortalt at have set dem 'holde i hånd' og 'gå arm i arm', skriver Horten-advokaterne i den fortrolige rapport til byrådet.
Hemmelig mail: 'Rygter breder sig som en virus'
Netop relationen mellem den kommunale magtduo er nu genstand for politiets efterforskning, da manglende orientering om inhabile relationer kan være strafbart.
'Intim relation'
Alle de adspurgte kendte til affære-rygtet, oplyser advokaterne i den fortrolige rapport. Mange troede direkte på rygtet.
Ti af de interviewede har forklaret, at de havde en 'oplevelse af en intim relation' mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, eller at de kendte til rygterne, skriver advokaterne.
Flere fortæller, at der blandt de ansatte var en opfattelse af, at relationen ikke kun var professionel.
En person har oplyst til advokaterne, at vedkommende har forladt et arrangement. Årsagen var, at vedkommende ikke ønskede at være 'vidne' til mere.
Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe har begge afvist, at de skulle have haft et intimt forhold.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Set mere end én gang
En enkelt har forklaret, at også personer i andre kommuner har nævnt rygterne.
Advokaterne konstaterer også, at rygterne har været kendt og spredt af politikere i kommunen.
Det socialdemokratiske byrådsmedlem John Nyborg har selv set Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe 'danse tæt'.
– Det har jeg set mere end én gang, fortæller han til TV Syd.
Mange rygter bygger - ifølge advokatundersøgelsen - på den tætte dans på natklubben Generalen i 2018, som Ekstra Bladet har dokumenteret med video.
Artiklen fortsætter under videoen...
To danse-episoder
Flere henviser også til en episode på et dansegulv under et KL-topmøde i Aalborg januar 2019.
Blandt øjenvidnerne var den nu hjemsendte personalechef Tommy Abildgaard ifølge 1. viceborgmester Susanne Eilersen.
– Under aftenfesten stod jeg ved siden af Tommy, og vi kiggede begge ud på dansegulvet, hvor borgmesteren og kommunaldirektøren dansede tæt, siger Susanne Eilersen til Fredericia Dagblad.
– Jeg spurgte ham, om han havde styr på de to, og han trak på skuldrene. Siden talte vi ikke om det før i december sidste år, fortæller Susanne Eilersen, der bekræfter forløbet overfor Ekstra Bladet.
'Festlige aftener'
Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe har ikke ønsket at kommentere Ekstra Bladets oplysninger.
Til advokatundersøgelsen fortæller de, at danse-episoderne i 2018 og 2019 blot var 'festlige aftener', hvor de dansede og havde det hyggeligt med andre fra byrådet, forvaltningen og andre kommuner.
Konkrete oplysninger om magtduoens forhold hører ikke under privatlivets fred, ifølge Fredericias nye borgmester
– Jeg ville ønske, at jeg blot kunne sige, at det (relationen, red.) hører til privatlivets fred, men det kan jeg desværre ikke, sagde Sten Wrist, da han fremlagde advokaternes konklusioner.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Intim oplevelse før toppost
Advokatfirmaet Horten kredser i den hemmeligstemplede del af rapporten om mulig inhabilitet mellem borgmester Jacob Bjerregaard og Annemarie Zacho-Broe, allerede før hun blev udnævnt til kommunaldirektør i marts 2018.
Advokaterne oplyser i den fortrolige rapport til byrådet i Fredericia, at de i forbindelse med undersøgelsen har modtaget en anonym henvendelse. Den beskriver en 'konkret oplevet hændelse af intim karakter' fra dengang, Annemarie Zacho-Broe stadig var velfærdsdirektør.
Hun blev i februar 2017 ansat som velfærdsdirektør i Fredericia. Året efter fyrede Jacob Bjerregaard og det socialdemokratiske byrådsflertal den daværende kommunaldirektør, Michael Holst.
I marts 2018 blev Annemarie Zacho-Broe konstitueret på posten. I juni samme år forfremmede Jacob Bjerregaard hende formelt til kommunaldirektør.
Siden blev de kendt for et meget tæt samarbejde - og upassende offentlig adfærd - som har givet store problemer med arbejdsklimaet på rådhuset.
Politiet skal derfor nu undersøge, om relationen rakte ud over det professionelle, hvilket vil være i strid med loven.