Østergaard erkender: Vælte-krav ikke opfyldt

Morten Østergaard erkender, at han ikke fik sit krav til klimaplanen opfyldt, selvom han truede med vælte regeringen på det

Video: Stine Tidsvilde

De radikales leder, Morten Østergaard, har flere gange truet med at vælte regeringen, hvis den ikke kunne levere en klimaplan, 'der viser vejen til 70 procent reduktion af CO2' inden grundlovsdag.

Det skete ikke. I stedet rykkede Østergaard sin deadline til før Folketingets sommerferie.

Men heller ikke med nattens klima-aftale blev kravet opfyldt.

Se også: Ny bred energiaftale er faldet på plads

Det erkender Morten Østergaard nu i klare vendinger over for Ekstra Bladet.

Alligevel vil han ikke vælte regeringen. Endnu.

- Indrømmer du, at du slet ikke har fået det krav opfyldt?

- Ja, det indrømmer jeg.

- Det har du ikke fået?

- Nej.

- Hvorfor vælter du så ikke?

- Det gør jeg ikke, fordi jeg har fået for 3,4 millioner ton CO2-reduktion, og det, der redder planeten, er jo ikke planer, men handling, og vi fik det sidste, lyder det fra Morten Østergaard, der ellers netop ville vælte, hvis der ikke lå en plan på bordet nu.

Der ligger en plan. Den leverer bare ikke i nærheden af de 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Vælter måske senere
Det kræver, at Danmark til den tid udleder 19 millioner tons mindre CO2. Med nattens aftale reduceres det med 3,4 millioner tons, om alt går vel.

Samtidig har regeringen lovet at spille ud med et forslag til en grøn skattereform til efteråret.

- Hvis ikke der kommer en grøn skattereform, vælter du så?

- Hvis det går galt igen, så er det, hvis jeg oplever, at regeringen prioriterer andre sager end den grønne omstilling, siger Østergaard og fortsætter:

- Det kan jo ske, men det forventer jeg selvfølgelig ikke. Men hvis det igen bliver sort stilstand og socialdemokratisk tågesnak, så kan jeg blive nødt til at gøre det igen.

- ... og så skal vi tro på det igen?

- Men der skete jo en masse gode ting med denne aftale, og jeg tror ikke, at vi var kommet så vidt, hvis vi ikke havde buldret frem, som vi gjorde.

481 kommentarer
Vis kommentarer