Østergaard træt af image som 'Halalhippie': Lejer Vollsmose-lejlighed på Airbnb

Den radikale leder, Morten Østergaard, er træt af sit image som 'halalhippie' i integrationsdebatten. Derfor vil han nu flytte sit skrivebord rundt i de danske ghetto-områder, hvor han blandt andet skal handle ind og boksetræne

'Gu’ skal vi ej lukke alle ind i Danmark, lyder det fra Morten Østergaard, der i tre dage - onsdag til fredag - flytter i egen lejlighed helt tæt på integrationsproblemerne.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
'Gu’ skal vi ej lukke alle ind i Danmark, lyder det fra Morten Østergaard, der i tre dage - onsdag til fredag - flytter i egen lejlighed helt tæt på integrationsproblemerne. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Den radikale leder Morten Østergaard er så træt af sit image som 'halalhippie', at han nu har lejet en lejlighed i det belastede boligområde Vollsmose via Airbnb.

Her vil han opholde sig i tre dage og to nætter - sammen med sit skrivebord - fremgår det af en annoncekampagne, som partiet har indrykket i fem landsdækkende aviser. (se annoncen nedenfor)

Annoncerne kommer samme dag, som Socialdemokratiet præsenterer et nyt asyludspil med lejre i Nordafrika og lovbestemt grænse for ikke-vestlig indvandring til Danmark.

Senere går turen til andre ghettoer i Aarhus og København. Formålet er, at Morten Østergaard skal 'bo, leve og handle' i ghettoerne for at blive klogere på problemerne med integration.

Partiets presseafdeling oplyser, at Østergaard blandt andet skal bruge opholdet på boksetræning og et møde med et tidligere bandemedlem fra Black Army.

I annoncen præsenterer Morten Østergaard sig selv og fastslår, at han ikke længere gider at spille rollen som ’halalhippie’.

'Mit navn er Morten. I mere end et årti er jeg blevet kaldt 'halalhippie'. Og jeg har kæmpet mod selvudnævnte 'strammere'. Fra Kjærsgaard til Støjberg. I dukketeatret på Christiansborg. Jeg har spillet min rolle. Skældt ud på højrefløjen, når højrefløjen skældte ud på udlændingene. Undervejs blev vi så optagede af hinanden, at menneskene forsvandt ud af ligningen. Men nu er det slut. Jeg gider ikke mere, skriver han og fortsætter.

'Gu’ skal vi ej lukke alle ind i Danmark. Eller acceptere kvindeundertrykkelse. Og ja, vi risikerer en etnisk underklasse i et land, som er kendt for sin lighed. Men selvfølgelig kan verdens bedste velfærdssamfund få integrationen til at virke. Hvis vi vil,' lyder det fra Østergaard.

'Jeg flytter mit skrivebord derud, hvor folk lever dør om dør med årtiers dårlig integration. Jeg banker på og spørger, om jeg må blive klogere, forklarer den radikale politiske leder om sine flytteplaner.

Ud over Vollsmose vil Østergaard også besøge Gelleruppraken i Aarhus senere på måneden. Også en ghetto i københavnsområdet kan forvente at få Morten Østergaard på besøg. (artiklen fortsætter under billedet)

- Nogle har nok savnet at høre en ærlighed om problemernes omfang fra os. Og jeg tager jeg mig selv i en fornemmelse af deja vu, når statsministeren i sin nytårstale endnu en gang taler om de samme problemer. Og med samme alvor. Så skal DF hurtigt sætte alting på spidsen, og jeg skal reagere modsat og sige, at nok er nok. Mit indtryk er, at folk i stigende grad oplever, at vi kører det dukketeater for vores egen skyld, siger Østergaard til Berlingske:

- I stedet for at fortsætte med at skændes med Støjberg, Thulesen Dahl eller Mette Frederiksen, flytter jeg mig derhen, hvor man lever med konsekvenserne af den dårlige integration.

I tre dage vil den radikale leder trække andelen af etniske danskere op i fynske Vollsmose. Foto: Ernst Van Norde
I tre dage vil den radikale leder trække andelen af etniske danskere op i fynske Vollsmose. Foto: Ernst Van Norde
 

591 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere