Østergaard vil tvinge Mette F. i 'det sorte tårn'

De radikale forlanger en skriftlig aftale om blandt andet udlændinge, før partiet vil pege på Frederiksen

Radikale Venstres Morten Østergaard og Socialdemokraternes Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix.
Radikale Venstres Morten Østergaard og Socialdemokraternes Mette Frederiksen. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix.

Der er dømt rødt cirkus med tre kandidater til statsministerposten, og nu er der så også kommet en skriftlig kontrakt på bordet.

De radikale kræver en skriftlig garanti fra Socialdemokratiet om at gøre sig fri fra Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

I overført betydning vil de radikale tvinge Socialdemokratiet tilbage til forhandlinger i 'det sorte tårn', altså det hotel på Amager, der i 2011 dannede ramme om langstrakte regeringsforhandlinger mellem R, S og SF.

Det forklarer politisk leder Morten Østergaard (R) til Ritzau, hvorimod Ekstra Bladet forgæves har forsøgt at komme til at tale med Morten Østergaard, Martin Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen tirsdag.

- Vi giver en garanti til danskerne om, at vi kun vil støtte en ny regering, hvis den også vil sætte en ny retning for Danmark og gøre sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik, siger Østergaard.

- Det skal afklares i en skriftlig aftale, inden vi kan støtte, at Mette Frederiksen danner regering.

Hvad det nærmere bestemt vil sige at være uafhængig af DF's politik, skal afklares i en forhandling, forklarer Østergaard. Den skal blandt andet omfatte udlændingepolitik, uddannelsespolitik, grøn omstilling og økonomisk politik.

Men de radikale er klar til at forhandle, understreger han.

- Vi er klar til at indgå de kompromisser, der skal til. Vi siger bare, at man ikke kan tage vores mandater for givet, siger Morten Østergaard.

- Sidst, vi havde flertal, var det en tur op i det her herostratisk berømte sorte tårn, hvor vi aftalte regeringsgrundlag.

- Min besked til Socialdemokratiet er bare: Selv om man går efter at danne en ét-partiregering, så slipper man ikke for en forhandling med os om, hvilken politisk kurs der skal være, hvis vi skal bakke op.

S undrer sig
Hvis der ikke kan laves en kontrakt, så er de radikale klar til at vælte Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, ryster på hovedet af Morten Østergaards melding.

- Det er dybt besynderligt, at Morten Østergaard – fordi vi er fundamentalt uenige om udlændingepolitik – vil forhindre, at der kommer en langt bedre kurs for Danmark på andre områder, siger han til Jyllands-Posten og tilføjer:

- Vi kommer på ingen måde til at føre en anden udlændingepolitik, end den vi står for i dag. Tror Østergaard virkelig, at han kan få en anden udlændingepolitik, hvis vi får en regering bestående af Lars Løkke Rasmussen og DF?

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få svar på, om de radikale vil stille samme krav til Lars Løkke.

190 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere