Officielt: Her er Pia K's afløser

Et enigt Folketing pegede fredag på Henrik Dam Kristensen som Folketingets formand

Henrik Dam Kristensen blev fredag valgt som Folketingets formand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Henrik Dam Kristensen blev fredag valgt som Folketingets formand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter måneders spekulation er den altså god nok: Henrik Dam Kristensen (S) bliver Folketingets formand.

Det blev officielt fredag, efter et enigt Folketing med konstitueret formand Bertel Haarder (V) i spidsen pegede på den tidligere beskæftigelsesminister til at bestride det prestigefyldte hverv.

Dermed afløser Henrik Dam Kristensen den nu afgående formand Pia Kjærsgaard (DF), som har siddet i formandsstolen de seneste fire år.

- Jeg er beæret, og jeg går til opgaven med ydmyghed, udtalte Henrik Dam Kristensen, da han efter udnævnelsen indtog formandsstolen til klapsalver fra Folketingssalen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En beæret og ydmyg Henrik Dam Kristensen takkede for udnævnelsen, inden han kort efter påbegyndte sit nye arbejde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En beæret og ydmyg Henrik Dam Kristensen takkede for udnævnelsen, inden han kort efter påbegyndte sit nye arbejde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Og det er ikke hvilken som helst post, Henrik Dam Kristensen overtager. Embedet rangerer lige under dronningen, og lønniveauet svarer til statsministerens.

Dertil får Henrik Dam Kristensen sin egen 148 kvadratmeter store herskabslejlighed på Christiansborg stillet til rådighed.

Fra postbud til folketingsformand
Det er ikke første gang, at 62-årige Henrik Dam Kristensen bestrider en eftertragtet post.

Han har således flere ministerposter bag sig, herunder landbrugs- og fiskeriminister, fødevareminister, socialminister, transportminister og altså senest beskæftigelsesminister.

- Han har tung erfaring, mange år på Christiansborg, har prøvet at sidde i opposition og regering, han er rolig, besindig, klog og vil være utrolig god til at tage hensyn til både små og store partier, har S-formand, Mette Frederiksen, udtalt om den nyvalgte folketingsformand.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der var plads til kram og smil fra S-formand Mette Frederiksen, som er tilfreds med udnævnelsen af Henrik Dam Kristensen som ny formand for Folketinget. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Der var plads til kram og smil fra S-formand Mette Frederiksen, som er tilfreds med udnævnelsen af Henrik Dam Kristensen som ny formand for Folketinget. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Inden Henrik Dam Kristensen tilbage i 1990 blev valgt ind i Folketinget, var han noget så almindeligt som postbud i den sydjyske by Vorbasse.

Siden da er hans folketingskandidatur blevet afbrudt en enkelt gang: Nemlig da han sad i Europaparlamentet fra 2004 til 2006.

Folketingets ansigt udadtil
Med formandsposten bliver Henrik Dam Kristensen Folketingets ansigt udadtil.

Han kommer blandt andet til at skulle tage imod de mange officielle gæster fra ind- og udland, der hvert år besøger Christiansborg.

Desuden bliver det hans fornemste opgave at sørge for, at lovgivningsarbejdet foregår, som det er beskrevet i grundloven og i Folketingets forretningsorden.

Han vil lede møderne i Folketingssalen og skal sørge for, at folketingsmedlemmerne har optimale arbejdsvilkår.

Ved Folketingsvalget 5. juni fik Henrik Dam Kristensen 7.450 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.

Derfor er formandsposten så prestigefuld

Der er meget prestige i stillingen, som formand for Folketinget.

- Den øverste ledelse på Christiansborg, Folketingets Præsidium, har fem medlemmer: En formand og fire næstformænd.

- Mens de fire næstformænd vælges af de fire største partier, der ikke besidder formandsposten, så vælger Folketingets medlemmer formanden, som anses for den fornemste stilling, man kan vælges til i Danmark.

- Medlemmerne af præsidiet styrer møderne i Folketingssalen, ligesom de holder styr på, at regler og normer ved debatterne bliver overholdt, og at der er god ro og orden.

- Folketingets formand er også øverste chef for Folketingets administration med omkring 400 ansatte.

- Også udadtil er der stor anseelse knyttet til posten, da præsidiet både modtager kongefamilien ved Folketingets åbning, og når Danmark modtager officielle statsbesøg.

257 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere