Der bliver mere end almindeligt travlt, når Tour de Frances anden etape rammer Roskilde i juli 2021.
Etapen falder nemlig lørdag 3. juli - samme dag som Nordens største festival, Roskilde Festival, slutter festen af på Dyrskuepladsen.
Dermed skal Roskilde by rumme både kæmpe horder af tømmermænds-ramte festivaldeltagere, som hvert år får besøg af mere end 100.000 mennesker, samtidig med at et af de største mediecirkusser og titusindvis af cykeltilskuere indtager den gamle kongeby.
Det fremgår af det officielle materiale fra Tour de France, som er blevet offentliggjort ved et stort pressemøde på Københavns Rådhus torsdag.
Ikke noget problem
Men det bliver slet ikke noget problem, siger Roskildes borgmester, Joy Mogensen, til Ekstra Bladet.
- Det bliver et kaos. Men vi er vant til at gøre kaos til en fest, når vi har Roskilde Festival, siger borgmesteren.
- Men der bliver tale om titusindvis af ekstra mennesker. Der må vel være tale om, at I skal have et ekstra beredskab?
- Selvfølgelig bliver der behov for et ekstra beredskab. Men det er jeg slet ikke i tvivl om, at vi får styr på. Og nu er der jo heldigvis også to år til, så vi har lang tid til at få det planlagt, lyder det fra Joy Mogensen.