EU's antisvindelenhed, Olaf, retter nu skarp kritik af Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.
Igennem et år har efterforskerne forsøgt at indhente oplysninger fra Messerschmidt, men han er ikke samarbejdsvillig, oplyser Olaf.
Når Morten Messerschmidts undlader at svare på spørgsmål, bliver det simpelthen problematisk at løse sagen om misbrug af EU-midler i fondene Meld og Feld, pointerer antisvindelenheden.
Den opsigtvækkende melding fra Olaf bekræftes over for Ekstra Bladet af dennes presseenhed efter et pressemøde denne formiddag i anledningen af Olafs årlige rapport. Antisvindelenheden har flere gange bedt om oplysninger fra Messerschmidt uden at få svar.
Presseenheden har ikke yderligere oplysninger om forløbet, da der er tale om en igangværende efterforskning.
Så sent som i sidste uge påpegede Messerschmidt ellers, at han skam havde taget kontakt til Olaf
- Jeg har kontaktet Olaf, og hvad ved jeg, for at sige, at jeg er klar til at forklare de spørgsmål, der er blevet stillet og de tvivl, der er blevet rejst. Men det har de ikke ønsket, og det synes jeg, er en lille smule uklædeligt.
- Der er grænser for, hvor lang tid man som politiker skal holdes på kogepladen, lød det fra over for TV2.
Uforstående rådgiver
Ekstra Bladet har afsløret, hvordan Morten Messerschmidt igennem de to EU-fonde har misbrugt skattekroner fra de europæiske skatteborgere. Dansk Folkeparti har af den årsag valgt at tilbagebetale 1,6 mio. kroner.
Over for Ritzau erklærer Morten Messerschmidts presserådgiver, Erik Bjørn Møller, at han er uforstående over for påstanden om, at Messerschmidt skulle forsøge at trække EU's antisvindelenhed Olaf's undersøgelse i langdrag
- Olaf er kommet med en meget bred forespørgsel, hvor de beder Morten om information, siger han.
- Morten har af flere omgange forgæves bedt om at få konkretiseret, hvilke informationer de er interesseret i.
- Og han har også bedt om at blive indkaldt til møde, uden at der er sket noget i et års tid, siger han.
DF's næstformand, Søren Espersen, er kommet med samme udlægning over for TV2.
Messerschmidt-rival om pengegriseri: Vælgerne ved godt, hvad der er foregået
Messerschmidts 'fonde' tømt til sidste euro-cent
Du kan læse hele listen over Melds støttekroner til DF her.