Ole Birk overtager ministerløst ministerium

Efter kritik af manglende barselsvikar for Simon Emil Ammitzbøll-Bille tager Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Ole Birk Olesen. Foto: Mads Claus Rasmussen

Ole Birk Olesen (LA) bliver stedfortrædende økonomi- og indenrigsminister.

Det sker, efter flere politikere og eksperter i Ekstra Bladet har kritiseret, at der ikke har været udnævnt en barselsvikar for Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Se også: Midt under skandale: Minister på længere barsel - uden vikar

Det skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille selv på Twitter.

'Siden jeg blev far til Lili 20. maj, har jeg haft orlov som minister.
Flere har efterspurgt en stedfortrædende minister imens. Ønsket bliver opfyldt i morgen, når dronningen har godkendt, at vikaren frem til 17. juni bliver transportminister Ole Birk Olesen.'

Simon Emil revser medarbejdere: Stop lækager

 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille vælger nu kortvarigt at træde ud af rollen som far på barselsorlov for at kritisere de medarbejdere, der har lækket oplysninger fra hans ministerium:

'Jeg undrer mig over, hvorfor nogen finder det nødvendigt at lave lydoptagelser af interne, uformelle personalemøder. Jeg håber, at medarbejderne ved, at hvis de er utilfredse med noget, kan de tale med deres nærmeste overordnede. Man kan også gå til sin tillidsrepræsentant og i sidste ende til mig,' skriver Ammitzbøll-Bille til Ekstra Bladet i en mail.

Samtidig lægger Ammitzbøll-Bille afstand til departmentschef Sophus Garfiels udmelding om, at medarbejdere kan tilrettelægge deres arbejde, så dokumenter mørklægges uden om offentlighedsloven:

Afstand fra Garfiel
'Også som minister har jeg fokus på åbenhed. Blandt andet derfor har jeg meldt ud internt i ministeriet, at min tilgang til åbenhed og offentlighed skal afspejles i den generelle tilrettelæggelse af ministeriets arbejde  og ved behandlingen af aktindsigtsanmodninger. De skal behandles hurtigt, imødekommende og med fokus på meroffentlighed', skriver ministeren.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra departementschef Sophus Garfiel til lækagen om, hvordan man undgår lækager. Det har imidlertid ikke været muligt. Ministeriet har i stedet sendt en generel kommentar, hvor de fordømmer lækagerne:

'Vi (er red.) stærke tilhængere af en åben og inddragende ledelsesstil, hvor der er plads til at stille spørgsmål og dialog mellem ledelse og medarbejdere. Den tilgang harmonerer dårligt med hemmelige optagelser, som sendes til pressen'.

Selv skriver Ole Birk på Twitter, at hans midlertidige titel bør afføde nyt ministerielt brevpapir:

- Jeg vil kræve nye visitkort: Transport-, bygnings-, bolig-, økonomi- og indenrigsminister, skriver han på Twitter.

Ekstra Bladet kunne i går fortælle, at der slet ikke var udnævnt en officiel stedfortræder for Simon Emil-Ammitzbøll-Bille, på trods af det faktum, at LA-ministeren gik på barsel allerede 20. maj og først kommer tilbage efter en samlet barsels- og ferieperiode 9. august.

Både Socialdemokratiet og Enhedslisten har kritiseret, at der har manglet en minister i det store og centrale økonomi- og indenrigsministerium i forbindelse med bl.a. et stærkt omdiskuteret lovforslag fra Ammitzbøll-Bille, der skal sende flere penge fra kommunernes p-afgifter og -licenser i statskassen.

Samtidig har Økonomi- og Indenrigsministeriet været ramt af en problematisk sag, efter en lydfil er blevet lækket, hvor departementschefen instruerer embedsmænd i, hvordan offentlighedsloven kan omgås, så dokumenter mørklægges.

Professor i statsret ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, undrede sig tirsdag over den manglende minister.

- I Danmark har vi ministerstyre, som betyder, at alt hvad der foregår inde i ministeriet; herunder alt hvad de foretager sig i sagen om Sophus Garfiels initiativ, det sker principielt på ministerens ansvar. Det er systemet i Danmark. Derfor er det ret vigtigt, at der er en minister. Derfor har det været mit klare indtryk, at når man har en minister, der må melde forfald, så har man en anden, der træder til og har det formelle ansvar. Det er uklart for mig nu, om han fortsat er formelt ansvarlig, selvom han er på barsel, sagde Jens Elo Rytter til Ekstra Bladet.

- Derfor er det ikke et helt ligegyldigt spørgsmål, siger Jens Elo Rytter.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere