Ombudsmand buldrer mod Papes ministerium efter Loyal To Familia-læk

Ministerium handlede 'meget kritisabelt', da nyhed blev givet til udvalgte medier, før advokat var orienteret.

LTF-medlemmer. Foto: Jesper Mortensen
LTF-medlemmer. Foto: Jesper Mortensen

Justitsministeriet handlede i strid med god forvaltningsskik, da man i juni måned fortalte DR og Jyllands-Posten, at man ville rejse en sag om opløsning af banden Loyal To Familia (LTF).

Ministeriet gav først LTF's advokat besked fem minutter før, at historien blev offentliggjort af medierne, og det er ifølge Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, "meget kritisabelt".

I en redegørelse, som er offentliggjort tirsdag, konkluderer ombudsmanden, at generelle principper om lighed og saglighed er blevet tilsidesat.

- Ikke mindst i en sag af den foreliggende karakter er det vigtigt, at de involverede myndigheder i enhver henseende behandler sagen på en måde, der understøtter tilliden til dem.

Søren Pape Poulsen og Rigsadvokaten vil nu prøve at få gjort banden Loyal to Familia ulovlig ved domstolen. Foto: Ekstra Bladet Dansk politik - 28. jun. 2018 - kl. 19:18 Rigsadvokaten vil forbyde bande

- Efter min opfattelse har Justitsministeriets fremgangsmåde ikke understøttet en sådan tillid, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.

Han kritiserer desuden, at Justitsministeriet ikke svarede Ekstra Bladet og TV2, der havde spurgt til samme historie.

DR og Jyllands-Posten fik historien og interview med blandt andre justitsministeren mod at love, at de ikke ville offentliggøre den før et på forhånd aftalt tidspunkt.

Justitsministeriet har over for ombudsmanden beklaget dele af forløbet og har strammet op på sine interne procedurer for sådanne solohistorier.

DR beklagede
Efter historien blev lækket til de to medier, afslørede en sms-korrespondance mellem justitsminister Søren Pape Poulsens spindoktor, Peter Utzon Berg, og DR's politiske korrespondent, Christine Corsen, som Radio24Syv havde fået indsigt i, at Justitsministeriet forsøgte at presse DR og Jyllands-Posten til ikke at kontakte LTF's advokat forud for offentliggørelsen.

Jyllands-Posten valgte dog alligevel at kontakte forsvarsadvokaten, mens DR efterfølgende beklagede deres rolle i sagen.

- Jeg synes, vi burde have ringet til Eriksen på et tidligere tidspunkt. Det var en fejl. Men det er ikke, fordi vi laver en aftale med Justitsministeriet. Det er fordi, vi var for ivrige efter at få en solo-historie, og derfor ville vi holde historien på så få mennesker som muligt for at undgå, at den kunne sive. Men det hensyn er ikke vigtigere, end at vi ringer til Eriksen, sagde DR's nyhedschef, Christian Lindhardt, til Radio24Syv.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere