Ombudsmanden: Ansøgninger om udbytteskat kan være gået tabt

Skat har i flere år fejlregistreret ansøgninger om udbytteskat. Fejlen er sket, mens udlændinge har svindlet

Mens udenlandske selskaber har svindlet med udbytteskat og fået udbetalt 12,7 milliarder kroner fra den danske statskasse, kan danskere mangle at få udbetalt deres del.

I en årrække frem til 2016 har Skat nemlig ikke registreret ansøgninger om udbytteskat korrekt, og ansøgninger herom kan derfor være gået tabt.

- Vi må konstatere, at Skat har gjort meget for at få orden på det. Men man kan ikke udelukke, at der er sager, der simpelthen er gået tabt frem mod 2016.

- Derfor har vi bedt Skat om at overveje at orientere skatteborgerne lidt mere grundigt om det her, så skatteborgere, der ikke har fået svar på deres ansøgninger, kan henvende sig til Skat, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.

Det var en henvendelse fra en borger, som ikke havde fået svar på en ansøgning om refusion af udbytteskat i 2011, der i 2016 fik Ombudsmanden til at undersøge problemet.

Undersøgelsen har vist, at der i forbindelse med en af de fire måder, hvorpå der kan ansøges om udbytterefusion, lå 500-1000 ubehandlede ansøgninger. Omfanget af strandede ansøgninger ved de andre metoder er ikke kendt, oplyser ombudsmanden.

Siden har Skat ryddet op i sagerne. I 2016 blev ansøgninger behandlet eller besvaret med et foreløbigt svar. Men det kan altså ikke udelukkes, at der stadig er danskere, hvis ansøgning ikke er blevet behandlet.

- Vores undersøgelse udsprang af en konkret sag. Skat har også selv bekræftet, at man ikke kan udelukke, at der er ansøgninger, som er gået tabt. Sket er sket, men det, som Skat i hvert fald kan gøre, er at annoncere over for skatteborgerne, siger Jørgen Steen Sørensen.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere