Anklagemyndigheden har droppet at rejse tiltale mod Michael Valentin, som i september sidste år blev fyret og senere politianmeldt for returkommission af sin arbejdsgiver, Akademikernes A-kasse.
A-kassen har dog klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten, som kan beslutte, om politiet skal genoptage sagen.
Det oplyser Henrik Helmer Steen, der er advokaturchef for Økonomisk Kriminalitet hos Københavns Politi.
Anklagemyndigheden mener ikke, at de kan løfte bevisbyrden for, at Michael Valentin har modtaget returkommission i form af dyre vinrejser fra a-kassens faste leverandør, Sigurd Müller Vinhandel.
'Vores afgørelse er påklaget af anmelderen til rigsadvokaten, der kan beslutte, at sagen skal genoptages - eller kan beslutte, at han er enig i vores afgørelse', forklarer Henrik Helmer Steen til Ekstra Bladet.
Det var bestyrelsen for landets største a-kasse, som meldte den fyrede topchef til politiet for at have modtaget de kostbare vinrejser på fire kontinenter samt for misbrug af a-kassens penge og personale til middage i direktørens private hjem.
Ekstra Bladet har blandt andet dokumenteret, at Michael Valentin bevidst købte bestemte vine til a-kassen med det formål at score bonuspoint for 21.600 kroner, som kunne bruges på en privat vinrejse til Sydamerika med hustruen.
Wellness-ophold
A-kassen rejste også krav om tilbagebetaling for direktørens ’wellness-ophold’ i Spanien og middage med vinsmagning i Frederiksberg-villaen for Michael Valentins store netværk.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med a-kassens ledelse om anklagemyndighedens beslutning. Men i en skriftlig kommentar udtaler bestyrelsesformand for Akademikernes A-kasse, Thomas Damkjær Petersen:
'Vi følger proceduren for den slags sager, og derfor har vi valgt at anke afgørelsen. Vi afventer nu det videre forløb, og kan ikke sige mere, før der er nyt i sagen.'
Advokat Peter Breum bekræfter, at statsadvokaten har opgivet straffesagen mod hans klient Michael Valentin - og at afgørelsen er indbragt for Rigsadvokaten.
- Omgørelsesfristen er i midten af december måned. Hvis ikke Rigsadvokaten omgør beslutningen, så står statsadvokatens afgørelse ved magt, siger han.
A-kassen også politianmeldt
Også tilsynsmyndigheden, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), valgte på baggrund af en undersøgelse fra Kammeradvokaten at politianmelde hændelsesforløbet.
Styrelsens politianmeldelse var dog ikke rettet mod Michael Valentin - men mod Akademikernes A-kasse for misbrug af medlemmernes penge.
STAR rejste samtidig en nærmest uhørt kritik af a-kassens økonomistyring, regnskaber og bogføring - og mod den daværende bestyrelse, som ikke havde ført tilstrækkeligt tilsyn med den administrerende direktør.
Styrelse retter skarp kritik: Regnskabs-kaos i a-kasse
- Undersøgelsens konklusioner er meget alvorlige og viser desværre, at medlemmernes penge er blevet misbrugt ...Hændelsesforløbet i Akademikernes A-kasse er politianmeldt, fastslog daværende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V).
Herunder kan du læse alt om sagen: