Annonce:
Annonce:

Oprør i Ordrup: Menneskekæde om Irma

'I kan ikke slå os ihjel': Borgere i Ordrup nord for København dannede lørdag en menneskekæde omkring deres lokale Irma i protest mod, at butikken bliver til en Coop

Lokale Irma-ildsjæle slog lørdag en fysisk menneskering om butikken i Ordrup i et sidste forsøg på at bevare foretagendet

Annonce:
Følg Politik

Alle har en grænse.

Borgere fra det mondæne Ordrup nord for København dannede lørdag en over 100 meter lang menneskekæde rundt om deres lokale Irma-butik.

Den bliver nemlig fremover til en helt almindelig Coop-butik, når i årets løb Irma lukker og slukker efter 137 år i det danske gadebillede.

Ud ryger dermed Irma-kaffen, hjerte-klistermærkerne og tilbuddene på seks flasker fransk vin, som de færreste kan udtale navnet på.

Og det fik Sasja Louise Thing til at arrangere menneskekæden:

Er det så dyrt?
- Vi vil gerne symbolisere, at vi gerne vil bevare Irma. Vi vil gerne beholde den, siger hun til Ekstra Bladet.

- Hvorfor? Den er jo så dyr?

- Jamen, er den så dyr? Nu er der jo faktisk en gut (tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen, red.), der har været ude og sammenligne priser. Og det er faktisk ikke så galt.

Annonce:

- Men det er også nostalgi, god service og lækre madvarer. Og så er det hele Irma-ånden, forklarer Sasja Louise Thing, der selv er kommet i Irma 'et par gange om ugen'.

Overvejer næste træk
- Hvad gør I, hvis menneskekæden ikke virker? Hvad er næste træk... et fakkeltog?

- Det var der i går, jo.

- Men hvad kan man så gøre?

- Der bliver gjort mere, det er der allerede folk på.

- Hvad er inde i overvejelserne? Civil ulydighed?

- Nej. Det er kun fuldstændig fredelige demonstrationer, siger hun.

Gider ikke det nye
Peter Tretow-Loof var også en del af lørdagens menneskekæde, selvom bentøjet skal have støtte af en stok.

- Beslutningen om at lukke Irma er fuldstændig forkert. De har jo udhulet Irma gennem årene, og så forsvinder kunderne jo stille og roligt, siger Peter Tretow-Loof, der deltog i menneskekæden siddende.

- Da jeg flyttede ind som ung, lå der en bondegård her, og det blev så lavet om til en Irma. Så kom der en bistro, og så lavede vi en portvinsklub, hvor vi sad hver lørdag, husker han.

Annonce:

- Men det bliver jo bare til en anden butik.

- Ja, men så gider jeg ikke komme her.

- De kommer jo også til at have æg og smør og mælk?

- Jaja, men så kan jeg købe det billigere i 365discount. Det gør jeg i forvejen en gang imellem, siger Peter Tretow-Loof, der efter eget udsagn kommer i Irma et par gange om ugen.

Irma-lukningerne starter den 1. april og vil køre året ud. Nogle lukker helt ned, andre bliver lavet om til det lidet mundrette navn 365discount, Brugsen eller - for de største butikkers vedkommende - 'Coop'.

'Vi er en del af jer selv'
Butikschef i Irma i Ordrup, Tommy Steffensen, var af indlysende årsager også at finde i menneskekæden.

Og entusiasmen fejlede absolut ikke noget.

Han førte an i et hastigt sammensat borger-kor, der sang 'I kan ikke slå os ihjel', den gamle protest-hymne for Christiania. En sang, der formodentlig kun sjældent har gjaldet i de ordrupske gader.

Annonce:

- Jeg tror ikke på, at vi lukker, lyder det optimistisk fra butikschefen, der har været ansat i Irma i 46 år.

- Det er så stærkt et brand, vi har så mange kunder. Jeg håber, at Coop giver nogle andre mennesker en chance for at køre Irma videre, siger Tommy Steffensen.

Født ind i Irma
Butikschefen var desuden flankeret af sin søn, Lenni:

- Hvorfor er du med i en menneskekæde. Det er jo normalt noget, folk danner, hvis man vil symbolisere fred mellem nationer?

- Jeg er næsten født ind i Irma. Min far er butikschef heroppe, jeg har selv været ansat i Irma i ti år, så det er en stor del af mit liv. Og jeg er kommet her et par gange om måneden, forklarer han.

- Men Irma lukker jo, fordi der ikke kom nok med kunder?

- Ja, men jeg bor i Hvidovre, og der er ikke nogen Irma, så det har jeg ikke gjort til daglig, siger Lenni Steffensen.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Stadig en stank af magtmisbrug i minksagen
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

Bagholdet

Annonce:
Annonce: