Oprør mod DF-top vokser

Jysk oprør mod partitoppen tager til i Dansk Folkeparti. Lokalformænd i Sydjylland kræver indflydelse i partiets hovedbestyrelse

Lokalformændene fra DF's sønderjyske kerneland vil have plads i partiets 12 mand store hovedbestyrelse, der har partiformand Kristian Thulesen Dahl for bordenden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lokalformændene fra DF's sønderjyske kerneland vil have plads i partiets 12 mand store hovedbestyrelse, der har partiformand Kristian Thulesen Dahl for bordenden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere lokalformænd i Dansk Folkeparti tager nu del i opgøret med noget af det mest fredhellige i partiet: topstyringen.

Lokalformændene fra partiets sønderjyske kerneland vil nemlig have plads i partiets 12 mand store hovedbestyrelse, der har partiformand Kristian Thulesen Dahl for bordenden.

Kravet blev kort før jul fremsat i et brev, der personligt blev afleveret til Thulesen Dahl, da han var på baglands-turné efter sommerens forsmædelige nederlag ved folketingsvalget.

Baglandet foreslår blandt andet at få formændene for hver af partiets fem regioner ind i hovedbestyrelsen for på den måde at styrke baglandets greb om tøjlerne i partiet.

Del af større opgør

Dermed slutter lokalforeningerne i Sydjylland sig til deres partifæller i Østjylland.

Som Ekstra Bladet beskrev i marts, er foreningerne her gået sammen om et krav om, at hovedbestyrelsen skulle udvides med ti personer - en fra hver storkreds.

Tulle på knæ: Oprør i lys lue

De begrundede blandt andet kravet om mere indflydelse med, at "partiets styrke ligger ude i landet".

'Ikke kun for københavnere'

Og samme toner lyder fra det syddanske:

- Nu har vi fået en på kassen ved valget, og så skal vi prøve at forny os, siger Frode Flyvbjerg Kristensen, formand for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Varde.

- Vi har jo samlet op på det, vi hører fra folk herude, og tiden er inde til, at der lyttes mere til os her i hovedlandet. Det skal ikke bare være københavnere eller folk i de store byer, der høres, siger han.

- Og hvad så, hvis der ikke bliver lyttet til det her forslag?

- Så må vi jo gøre noget andet. Så må der nye folk til i hovedbestyrelsen. Vi vil gerne have partiet til at vokse igen, så det her er for at hjælpe dem i gang, siger Frode Flyvbjerg Kristensen.

- Man må lære, at man ikke skal sige mere, end man kan stå ved, og det er der måske nogle af vores kolleger inde i Folketinget, der har gjort, siger lokalformanden fra Varde.

- Har du lige mod på at uddybe, hvad du konkret tænker på?

- Man skal for eksempel ikke udtale sig om 'klimatosser' (Pia Kjærsgaard, red.), og man skal heller ikke begynde at tale om, at vi skal have mere af Tyskland til Danmark her ved genforeningen (Martin Henriksen, red.).

Oprør mod Tulle: Læs de hemmelige breve

Vælgerne flygter

Dansk Folkeparti mistede 21 af sine hidtidige 37 pladser i Folketinget ved sidste valg. Mere end en halvering, og det største nederlag i dansk politik i 100 år.

Det var Kristian Thulesen Dahls tredje store nederlag i træk efter et forsmædeligt nederlag ved europaparlamentsvalget sidste forår og en gedigen fuser ved seneste kommunalvalg.

Ekstra Bladet har ringet til flere lokalformænd i Region Sydjylland til denne artikel. Ingen af de øvrige ønskede at udtale sig.

 

DF-top: Nu må vi lige se

Kristian Thulesen Dahl ønsker ikke at svare på, hvad han synes om kravet fra lokalformændene i Sydjylland.

I stedet er medlem af hovedbestyrelsen, Steen Thomsen, blevet sat til at svare.

Oprør mod Tulle: Håndlanger sendt i byen

- Hvad synes hovedbestyrelsen om at få flere lokale folk ind?

- Der skal være en tættere dialog til baglandet. Og der er flere veje til at nå det mål. Vi ser på, hvilke muligheder, der er i spil, men om det lige er de her forslag, det må vi se.

- Men hvad synes I om forslaget?

- Det er et forslag blandt mange andre, og vi er enige i målet om mere dialog. Det er en proces, vi er i gang med, og vi skulle have haft møde om det nu her, men det er udskudt på grund af corona.

- Forslaget går ikke på mere dialog, men deling af magten. Hvad taler overhovedet imod det?

- Jeg skal ikke sige, hvad der taler for eller imod. Vi samler op på de forslag, der kommer ind, og så kommer vi selv med et forslag. Men det kan da godt være, at det ender med det, siger Steen Thomsen.