Oprøret optrappet: Afviser Tulles logik

Kristian Thulesen Dahl må indstille sig på et langstrakt slag om magten i partiet. Oprørere står fast trods hans bønfaldelse om ro i jubilæumsåret

Det er ikke længere naturgivent, at Kristian Thulesen Dahl er formand for Dansk Folkeparti, konkluderer politisk kommentator Henrik Qvortrup. Producer: Lasse Brøndal

Hvad fabler du om, Tulle?

Oprørerne i Dansk Folkeparti giver ikke meget for Kristian Thulesen Dahls forsøg på at snakke den interne strid i partiet ned, væk og ud.

'Vi stiller os uforstående over for Kristians logik,' skriver de i et nyt internt brev, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, hvor indledningen lyder:

'Kære lokalformænd og Kristian Thulesen Dahl.'

I brevet gør de ti østjyske lokalformænd klart, at de stik imod partiformandens ønske fastholder deres ønske om at udvide hovedbestyrelsen fra 12 til 22 mand på efterårets årsmøde.

Til sammenligninger er der 133 medllemmer af Venstres hovedbestyrelse. Socialdemokratiet har 31 medlemmer af deres øverste bestyrelse.

'Vores forslag om at styrke hovedbestyrelsen med 10 lokalformænd handler jo netop om at forbedre hovedbestyrelsens viden og kontakt til baglandet, der, som Kristian jo selv har sagt bl.a. i sin årsmødetale i 2019, har den bedste lokale indsigt og mulighed for at vejre stemningen i vælgerhavet og dermed udgør en vital del at partiets genopretning,' lyder det i brevet.

Ny magtbalance
Ekstra Bladet kunne tirsdag afsløre, at utilfredsheden med Kristian Thulesen Dahl og den øvrige ledelse på Christiansborg får ti østjyske lokalformænd til at kræve en radikal ændring af partiets magtstruktur. Indlemmelsen af ti lokalformænd i hovedbestyrelsen vil flytte indflydelse væk fra folketingsgruppen og ud i baglandet.

Kristian Thulesen Dahl har ikke fejret nogen sejre siden 2015. Derfor kræver baglandet større medbestemmelse. Foto: Anthon Unger Dansk politik - 1. apr. 2020 - kl. 07:10 Tulle på knæ: Oprør i lys lue

Kristian Thulesen Dahl begrunder sin afvisning af forslaget med, at det vil skygge for fejringen af partiets 25-års jubilæum.

Men den forklaring giver oprørerne ikke meget for.

'Vi tror og håber – ligesom Kristian – at vi får et festligt årsmøde og fejring af vores 25-års jubilæum. Vores vedtægtsændring behøver jo ikke fylde ret meget, hvis hovedbestyrelsen valgte at bakke op om de gode og konstruktive intentioner bag vores forslag. Så ville vedtagelsen jo blot være en formssag, der hurtigt kunne sættes til afstemning.'

Hovedbestyrelsesmedlem og Kristian Thulesen Dahl-støtten Steen Thomsen gjorde det mandag klart, at partiformanden foreløbigt står fast på, at hovedbestyrelsen skal forblive på 12 medlemmer. Og ledelsen agter at holde sig stramt til partiets vedtægter, som tilsiger, at oprørerne skal finde opbakning fra mindst halvdelen af landets 98 lokalformænd samt 25 delegerede, hvis forslaget skal til afstemning på partiets årsmøde.

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Dansk politik - 1. apr. 2020 - kl. 09:59 Oprør mod Tulle: Håndlanger sendt i byen

Oprør i baghaven

Ønsket om at udfordre Kristian Thulesen Dahls magtbase i hovedbestyrelsen har vokset sig helt ind i partiformanden eget lokalområde.

Og det ændrer formandens udtalte opfordring ikke på.

Det fastslår Ole R. Rasmussen, der er lokalformand for DF's tropper i Ikast-Brande. Sidstnævnte ligger ti kilometer fra Thyregod, hvor Kristian Thulesen Dahl har sit hjem.

- Nej det gør det ikke, siger han.

- Jeg tror, det er vigtigt for DF. Og jeg tror, det er sundt. Men bare fordi vi som formænd støtter det, så er det jo ikke sikkert, det bliver til noget. Det er op til medlemmer på vores årsmøde, konstaterer han.

Hvorvidt forslaget ender med at blive vedtaget trods formandens modstand, tør han ikke gisne om.

- Jeg tror og håber, det lykkes, men det er de østjyske formænd, som holder snor i det, siger Ole R. Rasmussen.

Formelt hører Thyregod ind under lokalforeningen i Vejle.

Her vil lokalformand Flemming Hansen hverken bakke op om formandens linje eller oprørerne.

- Jeg har ingen kommentarer til dig, siger han.

Kristian Thulesen Dahl har selv bekræftet, at der i Sydjylland - som Thyregod hører til - er opbakning til ønsket om ændringer i hovedbestyrelsen imod hans vilje.

Partimoder Pia er tavs

Mange internt og eksternt i DF spørger i disse dage sig selv, hvordan Pia Kjærsgaard stiller sig i den interne uenighed.

Kvinden, som om nogen har skabt og formet Dansk Folkeparti, vil dog hverken støtte formanden eller oprørerne.

'Beklager,' skriver hun blot i en sms til Ekstra Bladet.

Kristian Thulesen Dahl overtog formandsposten fra Pia Kjærsgaard 2012.

Han leverede flotte valg i 2014 (Europa-Parlemantet) og i 2015 (Folketinget).

Siden er fulgt tre valg med tilbagegang. Værst i juni 2019, hvor DF mistede 21 mandater og gik fra 37 til 16.

Østjyder: Vi bakker Tulle op

De østjyske lokalformænd ønsker ikke at stille op til interview om deres fortsatte kamp for en større hovedbestyrelse trods formandens ønske om det modsatte.

Men de understreger i en erklæring sendt til Ekstra Bladet, at de fortsat støtter Kristian Thulesen Dahls formandskab.

De bryder sig ikke om, at blive betegnet som oprørere, lyder det.

'Tværtimod er vi i åben dialog, med stor gensidig respekt for hinandens meninger!'

'Vores bud på en ændring af foreningens vedtægter er et ønske om at komme tættere på ledelsen og hovedbestyrelsen, intet andet,' skriver de og slutter:

'Derfor er det beklageligt, at nogle udenfor Østjyllands Storkreds har lækket vores korrespondance til pressen, samt dermed blotlagt 10 måneders arbejde for foreningen.'

Hovedbestyrelsen i dag

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse består i dag af blot 12 medlemmer - 11 mænd og en kvinde.

Kristian Thulesen Dahl, formand

Peter Skaarup, gruppeformand

Søren Espersen, politisk næstformand, MF

Carl Christian Ebbesen, organisatorisk næstformand

René Christensen, MF

Liselott Blixt, MF

Steen Thomsen, organisationskonsulent

Martin Henriksen, tidl. MF

Poul Lindholm Nielsen, partisekretær

Erik Høgh-Sørensen, regionsrådsmedlem

Anders Vistisen, tidl. MEP

Chris Bjerknæs, ungdomsformand

551 kommentarer
Vis kommentarer