Optagelse afslører: Sælger adgang til top-ministre

Samfundets spidser får eksklusiv adgang til regeringens ministre. Kom med til møde med finansministeren, som foregik sidste torsdag

Siddende i sin ministerstol i den karakteristiske røde bygning, som huser Finansministeriet, er Nicolai Wammen klar til at deltage i endnu et møde i Socialdemokratiets hemmelige erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK.

Det er torsdag 6. maj, klokken er 17.30, og den står på virtuelt møde. Med på skærmen er ca. 50 deltagere.

De fleste er direktører eller formænd for nogle af Danmarks største virksomheder, interesseorganisationer, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.

Alle har de betalt 20.000 kroner for at være med i erhvervsklubben, som denne torsdag giver eksklusiv adgang til landets finansminister.

De har købt sig adgang til virtuel audiens med finansministeren. Direkte fra ministerkontoret i Finansministeriet.

Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af en optagelse fra mødet og kan på den baggrund afsløre detaljer fra pengeklubbens eksklusive møde med finansministeren. Samme pengeklub, som tidligere ved flere lejligheder har haft glæde af at mødes med statsminister Mette Frederiksen.

Svært at definere
Blandt deltagerne på torsdagens møde er André Rogaczewski, administrerende direktør Netcompany, Torben Möger Pedersen, administrerende direktør Pensiondanmark, Michael Rasmussen, koncernchef Nykredit, og politisk konsulent i Autobranchen Nicolai Fiil.

Direkte adspurgt, om det var socialdemokraten Nicolai Wammen eller finansminister Nicolai Wammen, som medlemmerne af pengeklubben traf, svarer sidstnævnte:

- Det er svært at definere, fordi der blev talt om emner, der både vedrører Socialdemokratiet og politik generelt.

En anden mødedeltager, direktør i Rejsearrangører i Danmark Henrik Specht, bemærker, at han ikke tror, 'man helt kan skelne mellem de forskellige roller.'

Lyt til Ekstra Bladets politiske podcast her: Ingen kommentarer: Mettes pengeklub afsløret

Bødskov var med
Denne dag begynder seancen ikke til tiden, fordi erhvervsklubbens formand og mødeleder, den tidligere overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen (S) er forsinket.

Kl. 17.40 sætter Jens Kramer Mikkelsen sig til rette foran computeren. Han byder forsamlingen velkommen og informerer dem om, at ud over finansministeren er også skatteminister Morten Bødskov og Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav, til stede og klar til at bidrage med input.

Wammen usikker på Venstre
Finansministeren lægger ud med en kort status for dansk økonomi. Derefter giver han en kort gennemgang af regeringens infrastrukturplan og regeringens landbrugsudspil.

Han håber i begge tilfælde på brede aftaler. I forhold til landbrugsudspillet er han dog usikker på, om Venstre, på baggrund af partiets elendige meningsmålinger, har den nødvendige styrke til at indgå kompromiser og dermed være med i en endelig aftale.

Lytter regeringen til alle?
Ifølge formand for Transparency international og ekstern lektor i offentlig ret Jesper Olsen er det langtfra uproblematisk, at finansministeren deltager i den slags betalte aktiviteter.

- Hvis Socialdemokratiet ønsker at samle penge ind, må de sende Jesper Petersen (politisk ordfører (S), red.) eller en anden, som alene repræsenterer Socialdemokratiet.

- Hvorfor er det vigtigt?

- Regeringens opgave er at lede landet. Det er ikke at samle penge ind til Socialdemokratiets politiske aktiviteter. Lytter regeringen kun til dem, som betaler 20.000 kr., eller lytter regeringen til alle? Det opstår der tvivl om. Den tvivl svækker tilliden til vores politiske system, siger Jesper Olsen.

Ingen penge til ministre
Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, påpeger, at konstruktionen 'balancerer på kanten af reglerne'.

- Hvis det ikke foregik i den her konstruktion, hvor erhvervsklubben fungerer som mellemmand, ville det være ulovligt. En minister må ikke selv tage 20.000 kr. for et møde, men når det foregår i netværksregi er det lovligt, siger han.

Ønskerne står i kø

Medlemmerne af erhvervsklubben er ivrige efter at fortælle finansminister Nicolai Wammen om netop deres mærkesager.

Det fremgår af optagelsen, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jacob Holbraad, holder et meget langt indlæg, hvor han lobbyer for, at regeringen giver adgang til mere udenlandsk arbejdskraft.

Torben Möger Pedersen, administrerende direktør for Pension Danmark, fortæller bl.a., at hans pensionskasse har 'tjent gode penge' på at investere i byggeprojekter for velhavere, men han frygter, at det kan bremses af mangel på kvalificeret arbejdskraft i byggebranchen.

Thomas Damkjær Petersen, formand for Akademikernes A-kasse, efterspørger, at regeringen forbedrer dagpengesystemet. Det understreger finansministeren, at regeringen ingen planer har om.

Erik Bredholt, bestyrelsesformand i Danish Crown, advarer regeringen om, at det vil koste mange arbejdspladser i slagteribranchen, hvis regeringen indgår en landbrugsaftale, som lægger yderligere byrder på landbruget, end det som er lagt op til i regeringens udspil.

Medlem efter medlem får ordet. De fremlægger deres ønsker over for finansministeren, som var han en anden julemand.

Finansministeren noterer flittigt spørgsmål og input fra pengeklubbens medlemmer ned.

Kl. 19.10 slutter mødet.

Jens Kramer Mikkelsen siger tak for i aften og udtrykker håb om, at pengeklubben kan mødes fysisk næste gang.

De var blandt deltagerne

Disse personer og virksomheder er Ekstra Bladet bekendt med, er medlemmer af Socialdemokratiets pengeklub, Erhvervsforum Vækst Dk, og var med på mødet med Wammen.

Det er ikke en fuldstændig liste.

André Rogaczewski, medstifter og administerende direktør i Netcompany

Berit Toft Fihl, chef for public affairs hos Lederne

Tina Buhl, government & public Affairs chef hos Janssen Inc.

Charlotte Jepsen, CEO at FSR - Danske Revisorer

Erik Bredholt, bestyrelsesformand Danish Crown

Esben Sverdrup-Jensen, direktør Danmarks Pelagiske Producentorganisation

Gert Rinaldo Jonassen, ordførende direktør, Arbejdernes Landsbank

Henrik Specht, direktør, Rejsearrangører i Danmark og Keypoint, generalkonsul i Gambia

Ida Sofie Jensen, koncernchef Lægemiddelindustriforeningen

Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA

John Wagner, administrerende direktør Samvirkende Købmænd.

Kent Damsgaard, administrerende direktør i Forsikring og Pension

Lars Hansen, formand, Maskinmestrenes Forening

Michael Rasmussen, koncernchef, Nykredit

Nicolai Fiil, politisk konsulent & direktionsassistent hos AutoBranchen

Niels Hald direktør i Bryggeriforeningen

Nikolaj Heltoft, kommunikationschef hos Refshaleøens Ejendomsselskab A/S

Poul Mollerup, Administrerende direktør, Dansk Advokater

Rikke Fie Løvig Simonsen, formand for Pharmadanmark

Thomas Damkjær Petersen, formand for Akademikernes A-kasse

Tine Kirk Pedersen, direktør i Danske Havne

Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark

Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør, Tekniq arbejdsgiverne

Mads Christian Friis, fhv. ReKom Group

Kasket-forvirring hos Wammens folk
Ekstra Bladet ville gerne have interviewet finansminister Nicolai Wammen om sin deltagelse i mødet i Erhvervsforum Vækst DK fra sit ministerkontor. Derfor kontaktede vi Finansministeriets pressekonsulent, der dog fortalte, at selvom mødet var foregået på finansministerens kontor, var det alene noget, Socialdemokratiet kunne hjælpe med.

Derfor kontaktede Ekstra Bladet også Socialdemokratiets pressechef, Mikkel Harboe, for at høre, om han kunne skaffe et interview med landets finansminister om sin deltagelse i mødet fra ministertaburetten.

Ud over at sende en kopi af håndbog for ministerhverv, hvor der står, at ministre godt må deltage i partiarrangementer fra ministerkontorer, har det ikke været muligt at få Nicolai Wammen til at svare på, om medlemmer køber sig adgang til ham som socialdemokrat eller som finansminister.

S: Coronahensyn
Partisekretær Jan Juul Christensen skriver i stedet i en mail:

'Der er intet unormalt i, at en regerings ministre, som også er medlemmer af både partiet og af Folketinget, holder oplæg for forskellige netværk fra både erhvervsliv, fagbevægelsen og civilsamfundet. Ifølge reglerne er det fuldt tilladt at bruge ministeriets lokaler til at afholde møder, hvor ministeren deltager i regi af partiet. Og i en tid med coronarestriktioner er det helt naturligt at afholde virtuelle møder fra sit kontor.'

Direktør: Jeg har stor interesse for politik

Pr-foto: Keld Navntoft
Pr-foto: Keld Navntoft
 

Ekstra Bladet har talt med John Wagner, adm. direktør for De Samvirkende Købmænd, om hans medlemskab af den socialdemokratiske erhvervsklub.

- Hvad er baggrunden for, at du er medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub?

- Jeg har beskæftiget mig med erhvervspolitik de sidste 26 år og har derfor en stor interesse for politik. Derfor har jeg valgt at være medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub - ligesom jeg er medlem af den konservative erhvervsklub.

- Hvad var dit formål med at deltage i mødet med Wammen i sidste uge?

- Det samme som alle de andre gange, jeg efterhånden i adskillige år har været medlem af erhvervsklubberne. Det er meget givende og befriende, at en ledende politiker får lejlighed til at stille sig op og give en orientering fra Christiansborg. Det er ikke, fordi de afslører de store nyheder for sådan en som mig, der følger meget med i politik. Men man får samlet op på, hvad der er de store temaer i øjeblikket, hvad man håber at blive færdige med inden sommerferien osv.

- Da vi typisk er erhvervsfolk allesammen, koncentrerer de efterfølgende spørgsmål sig typisk om den økonomiske situation og erhvervspolitiske initiativer. Det er faktisk ret udramatisk.  

- Handler det for dig også om at fremme dine egne interesser?  

- Selvfølgelig tager jeg nogle temaer op, når jeg kommer i erhvervsklubberne. Det kan være grænsehandel, forholdene i landdistrikterne eller evaluering af planlovgivning. Hvis jeg føler, at det er naturligt at tage temaer op, der er væsentlige for mine medlemmer, benytter jeg mig selvfølgelig af lejligheden.

- Vurderede du, at du var i dialog med socialdemokraten Nicolai Wammen eller finansministeren?

- Hvis jeg husker det rigtigt, var måden han svarede og redegjorde på, ligesom dengang han sad i opposition. Jeg var medlem af Socialdemokratiets erhvervsklub, dengang man var i opposition, så for mig har det ikke noget at gøre med, om man er i regering eller opposition. For mig handler det om, at det er centrale partier, som er med til at påvirke den politiske dagsorden.    

Klubbens medlemmer: Derfor deltager vi

 

Wammens venner

Ekstra Bladet har rettet henvendelse til de deltagere af erhvervsklubben, som vi har kendskab til.

Men herunder kan du læse, hvordan deltagerne, som har reageret på vores henvendelse, har besvaret disse tre spørgsmål:

  • Hvorfor har du og din organisation valgt at være medlem af erhvervsnetværket?
  • Hvad var formålet med at være med på det konkrete møde i sidste uge?
  • Vurderede du, at du var i dialog med socialdemokraten Nicolai Wammen eller finansministeren Nicolai Wammen?

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

 

Pensionsboss: Kommer når vi bliver inviteret

I en skriftlig kommentar udtaler direktør i Pensiondanmark Torben Möger Pedersen:

'Det er helt naturligt for en stor virksomhed som Pensiondanmark at orientere sig bredt i samfundet ved at deltage i forskellige fora med deltagere fra både erhvervslivet og det politiske system. Vi deltager hos de politiske partier, når vi bliver inviteret, og har i øvrigt en god bred dialog med Folketingets partier i hele det politiske spektrum. Vi har ingen bemærkninger i øvrigt.'

På billedet trykker Torben Möger Pedersen hånd til sin 60-års fødselsdag med Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen.

Arkivfoto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix 

 

 

Arbejdsgivere: Mødes jævnligt med en række ministre

Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der har Jacob Holbraad i spidsen, har sendt denne korte kommentar:

'Repræsentanter fra DA mødes jævnligt med en række ministre, politikere og embedsfolk i forskellige fora. Det konkrete indhold af disse møder har vi ingen kommentarer til.'

Foto: Jens Dresling

 

Autobranchen: Svært at definere

Det var ikke let at finde ud af, om det var en minister eller en socialdemokrat, der optrådte for erhvervsnetværket, fortæller politisk konsulent og direktionsassistent Nicolai Fiil fra Autobranchen Danmark.

'Det er svært at definere, fordi der blev talt om emner, der både vedrører Socialdemokratiet og politik generelt.

'Det er interessant at vide, hvad Socialdemokratiets topfolk tænker, og hvad der politisk er på vej. Som brancheorganisation er det vigtigt at være tæt på det politiske og følge med i, hvad der foregår. Vi følger med i det politiske arbejde på mange forskellige måder.'

Foto: abdk.dk

 

Ingeniør-formand: Nysgerrighed

Thomas Damkjær Petersen er formand for Ingeniørforeningen IDA. Han skriver i en skriftlig kommentar:

'Vi har for nogle år tilbage vurderet, at det gav mening at melde os ind i erhvervsnetværkene hos både Socialdemokratiet, Venstre og Konservative for at tilføje endnu et forum for indsigt i den politiske beslutningsproces. Men det giver nu ikke voldsomt meget.

Samme formål som hver gang, jeg deltager. Nysgerrighed efter hvordan et stort politisk parti udlægger situationen p.t.

Jeg har deltaget i de her netværk, både når de pågældende partier har været i regering og opposition, og det har ikke ændret væsentligt på hverken setup eller indhold.'

Pr-foto

 

 

Forsikring og Pension: Optaget af god og fast dialog

Kent Damsgaard, administrerende direktør Forsikring og Pension, i et skriftligt svar:

'Vi er en organisation, der repræsenterer en branche, som har meget stor betydning for borgerne og samfundet. Derfor er vi selvfølgelig også optagede af, at have en god og fast dialog med de politiske partier - også Socialdemokratiet.

Formålet med møderne er typisk at få en politisk status - og have en dialog om aktuelle sager. Det var det også her.'

Foto: Gregers Tycho

 

Bankdirektør: Drøfter udfordringer i samfundet

Arbejdernes Landsbanks kommunikationsdirektør har sendt følgende svar på Ekstra Bladets spørgsmål på vegne af bankens ordførende direktør, Gert Rinaldo Jonassen:

'For at møde andre ledere og høre nyt fra det politiske arbejde.

Formålet var at give en aktuel orientering om det politiske arbejde og at drøfte nogle af de udfordringer der er i samfundet. Der var ikke en direkte dialog, men de forskellige deltagere kunne stille spørgsmål.

Gert har ikke vurderet dette.'

Pr-foto: Justin Hummerston

 

Fiskeridirektør: Jeg var logget på

Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO), skriver i en kortfattet kommentar:

'Jeg kan bekræfte at DPPO er medlem af Erhvervsforum Vækst og at jeg var logget på Teamsmødet i sidste uge.'

Pr-foto

 

It-direktør udtaler sig ikke

Presseafdelingen i Netcompany meddeler, at adm. direktør André Rogaczewski ikke udtaler sig.

Foto: Casper Dalhoff 

 

Lederne: Holder os politisk orienteret

Ekstra Bladet har modtaget et skriftligt svar fra Berit Toft Fihl, chef for public affairs hos Lederne

'Vi betragter medlemskabet af netværket som en naturlig del af vores løbende arbejde med at holde os politisk orienteret og deltage i de relevante netværk og foraer, som kan sikre det. Vi er medlem af flere lignende netværk - også drevet af andre politiske partier.

Vi deltager så vidt muligt i alle møder i de råd, udvalg eller netværk, vi er medlem af, og det gælder også Socialdemokratiets netværk. Der var intet særligt formål for os med deltagelsen i mødet i sidste uge.

Den diskussion vil jeg ikke gå ind i. Vi er medlem af netværket, fordi Socialdemokratiet er et parti, som det giver mening at holde sig orienteret i forhold til, uanset om partiet er i opposition eller regering. Og vi var også medlem af netværket, da partiet ikke sad i regering.'

Pr-foto: Ricky John Molloy

 

Medicinalfirma: Deltager i mange grupper

Henvendelsen til Tina Buhl, government & public affairs chef hos medicinalfirmaet Janssen, blev besvaret af koncernens kommunikationsmanager:

'Generelt deltager vi i mange forskellige netværksgrupper og fora, som er relevante for vores virksomhed, hvilket er en normal del af den måde vi indgår i dialog på, og ønsker ikke at kommentere på specifikke møder.'

 

Bankdirektør har deltaget i årevis

Hos Nykredit har bankdirektør Michael Rasmussen medlemskort til alle de store partiers pengeklubber.

Det fortæller Nykredits presseafdeling i en mail til Ekstra Bladet.

'Det er naturligt for en virksomhed som Nykredit at være i løbende dialog med de politiske partier og holde sig bredt orienteret om, hvad der rører sig erhvervspolitisk. Derfor har vi i en årrække deltaget i de tre politiske erhvervsnetværk, herunder i Erhvervsforum Vækst DK.'

Foto: Rune Aarestrup Pedersen

 

Pharmadanmark: Et konstruktivt supplement

Anders Rune Bjerrum, chef for politik, kommunikation og presse, svarer på vegne af Rikke Fie Løvig Simonsen, der deltager i pengeklubben i sin egenskab af formand for Pharmadanmark.

'Vi deltager i Pharmadanmark i en lang række politiske og faglige netværk med henblik på at varetage medlemmernes interesser bedst muligt. I relation til Erhvervsforum Vækst DK deltager vi dels for at følge med i den aktuelle politiske dagsorden og dels for at netværke med de øvrige mødedeltagere, som spænder bredt på tværs af det offentlige og private. Vi er også medlem af Venstres erhvervsklub - Den Liberale Erhvervsforening af samme årsager.

Formålet med møderne er en aktuel politisk orientering, hvor det efterfølgende er muligt at stille spørgsmål eller kommentere. Derfor er møderne også et konstruktivt supplement til de løbende møder, som vi holder med politikere på tværs af det politiske spektrum, og som har en mere fagspecifik og fortrolig karakter.'

 

Lægemiddelchef: Vil holde os orienteret

Ida Sofie Jensen, koncernchef Lægemiddelindustriforeningen (Lig), giver denne skriftlige kommentar:

'Vi vil i Lif gerne vil holde os orienteret om de politiske partiers prioriteter og høre, hvad der optager dem. Derfor er vi medlem af alle partiers erhvervsklubber, som vi er inviteret til, og derfor betyder det ikke noget for vores engagement, om det er ministre, der deltager i møderne. Vores medlemskab er uafhængigt af, om partiet er i regering eller ej - så længe dagsordenen og netværket med de øvrige deltagere er erhvervsrelevant.

Vi kommer ikke til møderne med et mere konkret formål end at få en aktuel orientering fra det pågældende parti og få mulighed for at kommentere på det, vi hører - det gjaldt også for dette møde.'

Foto: Lars Krabbe

 

Havne-chef: Ikke til at vurdere

Tine Kirk Pedersen, direktør i Danske Havne, skriver:

'Det var mit første møde, så kan ikke sige så meget om udbyttet endnu. Vi har meldt os ind for at få viden om regeringens initiativer og prioriteringer.

Mht. spørgsmål tre (om Wammen optrådte som minister eller socialdemokrat, red.) - det kan jeg ikke vurdere på baggrund af et første digitalt møde.'

Pr-foto

 

Rejsedirektør: Kan ikke skelne mellem forskellige roller

Henrik Specht, direktør i Rejsearrangører i Danmark, oplyser i en mail:

'Rejsearrangører i Danmark, RID, er brancheforening for de danske charterrejsearrangører. Den interessevaretagelse, vi forestår for vores medlemmer, udføres bedst i samspil og dialog med politikere, myndigheder, medier, erhvervsorganisationer og andre opinionsdannere. Her ser vi Erhvervsforum Vækst som et kvalificeret erhvervsnetværk og forum for dialog og meningsudveksling.  

Hvor muligt deltager vi i de møder, Erhvervsforum Vækst arrangerer. Det er, som anført, et godt forum for dialog og meningsudveksling med både politikere og repræsentanter for dansk erhvervsliv. Det giver mulighed for udveksling af synspunkter om en række erhvervsmæssige og erhvervspolitiske emner med de øvrige deltagere. Det er meget inspirerende.

Hvad angår dit sidste spørgsmål, tror jeg ikke, man helt kan skelne mellem de forskellige roller.'

Foto: PR

 

'Jeg er medlem som privatperson'

Mads Christian Friis, fhv. ReKom Group, har sendt dette skriftlige svar på Ekstra Bladets spørgsmål:

'Jeg er medlem som privatperson, da jeg er meget politisk interesseret.

Få politisk opdatering på situationen pt. set fra Socialdemokratiet.

Jeg har været med i erhvervsforum vækst DK siden før valget. Jeg har altså ikke meldt mig ind, fordi Socialdemokratiet er kommet i regering.' 

 

'Blot med på en lytter'

Nikolaj Heltoft, kommunikationschef hos Refshaleøens Ejendomsselskab A/S, svarer i en mail:

'Som selskab har vi på Refshaleøen en helt oplagt interesse i at holde os orienteret om alle relevante drøftelser af spørgsmål, der påvirker os direkte. Det gælder blandt andet de ret omfattende politiske beslutninger, der vil skabe ny infrastruktur i hovedstaden. Derfor deltager vi aktivt eller er som forleden blot med på en lytter i en række relevante fora, hvor disse spørgsmål bliver rejst.

Vi mener dog ikke, det ville være korrekt af os at kommentere på indholdet af et møde, der ikke var offentligt.'