Orlovs-gak for skattekroner: Fuld løn for at 'male huset'

Byrådsmedlemmer kan få løn i op til tre måneder for at holde fri. Byrådsmedlem i Haderslev mener ikke, at det er rimeligt, selvom han selv nyder godt af det

Enhedslistens Svend Brandt fra Haderslev Byråd sidder ikke med ved de kommende byrådsmøder, men bliver alligevel betalt for det. Arkivfoto: Enhedslisten
Enhedslistens Svend Brandt fra Haderslev Byråd sidder ikke med ved de kommende byrådsmøder, men bliver alligevel betalt for det. Arkivfoto: Enhedslisten

Det kan være svært at få det hele til at hænge sammen i en travl hverdag. Måske kniber det endda med overskuddet og tid til at passe de huslige pligter.

Er du blevet fristet af en kortere pause fra arbejdet, så kan der være en god nyhed på vej til dig.

Såfremt du altså er medlem af et byråd.

For så kan du tage en pause på helt op til tre måneder med fuld løn.

Huset skulle males
I disse dage er det Enhedslistens Svend Brandt, der kan se frem til at modtage fuld betaling for sit arbejde som byrådsmedlem i Haderslev Kommune, selvom han holder fri.

'Jeg har de sidste 5-6 år arbejdet for meget med politik og på arbejde, og jeg trænger til en tid at komme ned i gear. Huset trænger til maling, urtehaven noget pasning og familien har ikke set så meget til mig,' skriver byrådsmedlemmet i en opdatering på Facebook.

Enhedslisten-politikeren har allerede forladt stolen i byrådssalen og har taget sin gage med. Det er til trods for, at han egentlig er imod udbetaling af løn, når man 'bare holder fri' fra byrådsgerningen.

- Det er ikke rimeligt, at jeg skal have tre måneders løn, fordi jeg vælger at holde fri. Hvis jeg gik ned på mit arbejde og sagde, at jeg skulle holde fri de næste tre måneder, så ville jeg jo heller ikke få løn, siger Svend Brandt.

- Jeg har haft 40-50 timer om ugen på mit arbejde og 20 timer om ugen som lokalpolitiker de sidste mange år, så nu har jeg brug for en pause, men grundlæggende synes jeg ikke, at det er rimeligt at modtage løn for det.

Vil ikke betales
At balancere et arbejde som studiekoordinator, på læreruddannelsen hos University College Syddanmark, med det politiske arbejde i byrådet har ikke været foreneligt med at være tilstede på hjemmefronten, hvorfor byrådsmedlemmet har valgt at tage orlov de næste seks måneder. Men det vil han ikke betales for.

Hans parti Enhedslisten har tidligere i Folketinget foreslået, at medlemmer af kommunalbestyrelsers ret til løn bør sidestilles med Folketingsmedlemmernes ret til løn under orlov. Hvilket ville betyde, at byrådsmedlemmer som Svend Brandt ikke ville modtage løn for at holde fri i fremtiden.

Kan ikke sige nej
Et medlem af kommunalbestyrelsen modtager pengene uanset hvad, da det ikke er muligt at frasige sig den løn, man er berettiget til under orlov.

- Hvis jeg kunne have sat kryds i 'uden honorar', da jeg søgte om fritagelse grundet travlhed på arbejde, så havde jeg gjort det, siger Svend Brandt.

Det er dog ikke sådan, at Svend Brandt er klar til at sende lønnen for de tre måneder uden arbejde pengene tilbage i kommunekassen.

- Har du overvejet at betale pengene tilbage?

- Jeg betaler skat af de her penge, og størstedelen af dem går til staten, så kommunen ville aldrig få det samme tilbage igen. Men jeg har ikke overvejet at betale pengene tilbage og det er heller ikke noget, vi har talt om i vores lokale afdelingsbestyrelse. Det ville være der, en sådan beslutning skulle træffes, siger han.

Mulige ændringer på vej
Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at spørge social og indenrigsminister Astrid Krag ind til den konkrete sag. Men i et skriftligt svar skriver hun følgende:

'At være valgt som kommunalpolitiker er et meget vigtigt hverv. Så efter den seneste tids debat om fravær og vederlag vil jeg bede mit ministerium tage en drøftelse med KL og Danske Regioner i forhold til at give reglerne et servicetjek.'

Se også: Politikere førte valgkamp på betalt orlov fra byråd

I fredags kunne Berlingske fortælle om tre medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, som har fået løn, mens de var på orlov for at føre valgkamp.

Se også: Enhedslisten scorer 100.000 kr. på vikar

294 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere