Antallet af borgere, der har startet en vælgererklæring til Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, eksploderer. Ifølge Jyllands-Posten har ikke mindre end 40.321 begyndt en erklæring. Det skriver Bolig- og Indenrigsministeriet til avisen.
De skal nu genbekræfte deres erklæring, inden den tæller. Samlet skal Inger Støjberg bruge lige under 21.000 godkendte vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Rekordfart
Partinavnet Danmarksdemokratierne blev først godkendt tirsdag og dermed er vælgererklæringerne væltet ind ind med hidtil uset hastighed.
Det tog eksempelvis Lars Løkke Rasmussens Moderaterne fra juni til september at nå de 20.182 erklæringer. Alternativet-udbryderne fra Frie Grønne skulle bruge mere end et år.
Og det tog Kristendemokraterne fra valget i juni 2019 til starten af august samme år at nå dem. Hvilket var rekord for partiet, der grundet sin manglende evne til at komme over spærregrænsen er enormt trænet i at indsamle dem.
Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, får stensikkert opbakning til at komme i Folketinget, og hun kommer til at vælte sig i tilbud fra politikere, der vil elske at være i partiet. Alligevel kan partiet blive en stor maveplasker, hvis Inger Støjberg ikke har styr på det politiske benarbejde i at starte et nyt parti, mener Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen
Lanceret torsdag
Officielt lancerede den dømte, tidligere udlændinge- og integrationsminister sit parti torsdag på Hvidsten Kro i Kronjylland. Partiet har dog været ventet længe, men Inger Støjberg har talt uden om i månedsvis.
Endnu består partiet kun af hende, men der bliver spekuleret voldsomt i, om de mange udbrydere fra Dansk Folkeparti vil melde sig ind. Samt om Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl kan finde på at springe fra borde for at entrere Danmarksdemokraterne.
Nu begynder arbejdet
Det vil ifølge politisk kommentator Hans Engell være afgørende, at flere kommer ind i projektet. For det er et stort arbejde at starte en parti, der skal have en organisation, kandidater og så videre.
- Det er et stort stykke praktiske arbejde, der ligger foran hende. Og skal hun gøre det med sig selv, tre studentermedhjælpere, en lommetyv og to frivillige, så bliver det svært, siger han og fortsætter:
- Men tiden er knap, hvis der kommer valg til efteråret. Hvert minut tæller for hende. Så Inger kommer på sit livs opgave her.
Samtidigt vil Inger Støjberg nu blive mødt med krav om at have holdninger og politik for andet end hendes absolutte hjemmebane, udlændingepolitikken. Allerede torsdag fik hun kritik for ikke at have meget politisk indhold på hylderne.
Læs også: Her er Støjbergs nye sider
Her er populært alternativ til Arne-pension