Tidligere overborgmester Frank Jensen har haft tungen på gled over for adskillige kvinder. På en aldeles upassende måde.
Her er kvindernes forklaring om de episoder, der involverer Frank Jensens slikken. Kilden er Kromann Reumerts rapport, som blev afleveret til Københavns Kommune torsdag.
Frank Jensen = FJ
Anonymiserede kvinder: M (ansatte) eller P (politikere)
Det vådeste kys
Nytårs-arrangement på rådhuset 2020:
'På et tidspunkt fik P8 øjenkontakt med FJ, der sagde til hende, at de vist ikke havde hilst ordentligt på hinanden. FJ rakte hånden til P8 for at hilse. P8 tog imod FJ's hånd, og i samme øjeblik trak FJ hende ind til sig, lagde sin hånd på hendes lænd, og gav hende det absolut mest vådeste kys på kinden, som P8 nogensinde havde fået. FJ brugte sin tunge i forbindelse med kysset.
P8 var meget forbavset og efter et par sekunder, hvor hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere, trak hun sig tilbage. P8 var chokeret og vidste ikke, hvad hun skulle sige. I stedet for at skælde FJ ud for det, han netop havde gjort, begyndte P8 at skælde ham ud for den politik, som han førte. P8 kom i den forbindelse på et tidspunkt til at sige "fuck dig" til FJ, hvilket FJ blev chokeret og ophidset over. FJ sagde, at det ikke var okay at bruge ordet "fuck" imod hinanden, og at han var et ordentligt menneske, en familiefar og humanist, hvorfor hendes brug af skældsord ikke var okay.'
Advokaterne finder, at episoden har fundet sted. Berøringen på lænden kan dog ikke bekræftes af andre tilstedeværende.
Slik i øret
Julefrokosten 2011:
'Da M9 og FJ på et tidspunkt stod stille under dansen i forbindelse med udveksling af ord, stak FJ pludselig sin tunge ind i øret på M9. M9 blev meget chokeret over denne adfærd fra FJs side. M9 sagde ikke fra, da FJ slikkede hende i øret. M9 tænkte på, hvordan hun kunne komme ud af situationen på en god måde. M9 frøs derfor i situationen, da hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere. M9 ønskede ikke, at FJ skulle tabe ansigt.
M9 har senere tænkt over, hvorfor hun ikke skubbede FJ væk. FJ slikkede hende lidenskabeligt i øret på en måde, som M9 aldrig har oplevet før. M9 følte ikke, at FJ forsøgte at kysse hende i øret, men han slikkede M9 i øret "godt og grundigt". M9 ville tro, at det varede mellem 5 og 10 sekunder. Mens FJ slikkede M9 i øret, fik M9 øjenkontakt med M1, daværende ansat i overborgmesterens sekretariat, og M9 følte, at M1 kiggede på hende og FJ med et forarget ansigtsudtryk. M9 var bange for, at M1 skulle tro, at det var M9, der havde lagt op til, at FJ kunne slikke hende i øret. M9 havde aldrig senere drøftet oplevelsen med M1.'
Denne episode bekræftes af andre deltagere ved julefrokosten. Advokaterne finder, at episoden har vundet sted.
Frank Jensen forklarer, at tungen må have ramt kvindens øre 'ved en fejl'.
Halsslikkeri
Julefrokosten 2011:
'Efter én dans undskyldte M3 sig over for FJ med, at hun skulle på toilettet. Herefter trak FJ M3 ind til sig og slikkede hende på halsen fra halsudskæringen af hendes t-shirt og op ad halsen og op til øret. M3 har forklaret, at hun formentligt havde lænet sig frem og ind til FJ for at fortælle ham, at hun skulle på toilettet, og det var i den forbindelse, at FJ slikkede på hende.
M3 kunne ikke huske præcis hvordan, men hun mente, at FJ havde taget fat i hendes skuldre i forbindelse med, at hun lænede sig frem imod ham og holdt hende fast, mens han slikkede hende på halsen. M3 vristede sig fri, vendte sig om og gik på toilettet. M3 sagde ikke noget til FJ.'
Advokaterne finder, at episoden har fundet sted.
Annette Heick mærkede tungen i 2010
Brojubilæum 2010:
Journalist og forfatter Annette Heick beskrev i efteråret i B.T., hvordan Frank Jensen slikkede hende i øret til Øresundsbroens tiårs-jubilæum i 2010.
'Mens vi står der og ser op på nattehimlen og fyrværkeriet, mærker jeg en våd tunge i mit venstre øre. Jeg vender hovedet og ser overborgmesteren stå med et kælent blik ved siden af mig.
Hvad gjorde jeg? Jeg gik væk. Tog jeg skade? Nej da. Er det længe siden nu? Ja, ork. Havde jeg brug for at sige det? Nej, og det var derfor også i min bog tænkt som anonymt, da det er det eneste eksempel på noget krænkende, jeg har været udsat for.'
Flere vidner har bekræftet Annette Heicks oplevelse over for B.T. Frank Jensen selv har forklaret, at han ikke husker hændelsen.