Overblik: Derfor fik Eva sparket

Hvis du ikke helt har fulgt med, eller du ikke forstår, hvorfor Eva Kjer Hansen (V) ikke længere er miljø- og fødevareministeren, så får du her et overblik over den seneste uges politiske drama

Hvad skal der ske nu? Chefredaktør Poul Madsen og politisk kommentator Henrik Qvortrup diskuterer Eva Kjer Hansens exit lørdag formiddag

Fem dage skulle der gå, fra Det Konservative Folkeparti tirsdag aften udtrykte mistillid til den nu tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), til hun rent faktisk gik af.

Her får du overblikket over det politiske drama, der har lavet store sprækker i blå blok.

Gylle-gate
Sagen, der blev døbt 'gylle-gate', startede tilbage i starten af februar. 8. februat afslører BT, at store dele af en netop fremlagt pakke til kommunerne om vedligeholdelse af vandløb fra ministeren, mere eller mindre er kopieret fra et udkast fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Tallene
Flere dage senere beskyldes ministeren for at have misinformeret Folketinget om landbrugspakken. Berlingske skriver, at tallene om konsekvenserne af pakken ikke hænger sammen. Altså, at pakken ikke er så 'grøn', som den bliver fremstillet.

Forskere kritiserer
Efter flere ugers spekulationer, drøftelser og beskyldninger fastslår en række forskere under en tre timer lang høring tirsdag den 23. februar, at tallene ikke passer, og at ministeren har vildledt partierne. Det bliver Eva Kjers Hansen undergang som miljø- og fødevareminister.

Samrådet
Eva Kjer Hansen indkaldes samme dag til et samråd, hvor flere ordfører kræver, at hun erkender, at hun har misinformeret Folketinget om landbrugspakken. Det gør hun ikke. I stedet siger hun, at hun kunne have gjort tallene mere tydelige. Det får rød blok op i det røde felt, mens Det Konservative Folkepartis landbrugsordfører Rasmus Jarlov så småt raslede med sablerne.

Mistilliden
Klokken otte tirsdag aften indkalder de konservative så til pressemøde. Her fastslår formand Søren Pape, at partiet ikke længere har tillid til ministeren.

- Ministeren har ikke givet et retvisende billede af miljø-konsekvenserne af landbrugspakken. Derfor har vi ikke længere tillid til Eva Kjer Hansen. Det har jeg meddelt statsminister Lars Løkke Rasmussen. Vi kan ikke leve med en minister, som ikke giver et retvisende billede af landbrugspakken. Hun har ikke levet op til sit ansvar, siger partiformanden.

Både politikere og politiske kommentatorer forventer, at det, ligesom det altid har gjort, fører til, at en minister trækker sig. Men sådan går det ikke.

Krisemødet
Efter de konservatives udmelding kalder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til krisemøde i blå blok klokken 21.00. På sin Facebook skriver han:

Mødet trak ud til over midnat, uden at der dog kom en endegyldig udmelding. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakkede op om ministeren, mens de konservative fastholdt deres mistillid.

Valg eller ej
Onsdag den 24. februat møder Eva Kjer Hansen på arbejde, som om intet er hændt. Hun møder endda op til planlagte samråd med rød blok, som dog afbrydes, da flere ordfører kalder det respektløst, at en minister, der ikke har Folketingets opbakning, sidder til et samråd.

13.30 bryder Lars Løkke Rasmussen endelig stilheden, da han på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet fastholder, at han står bag sin minister, og at det i sidste ende kan betyde, at der vil blive udskrevet valg, hvis ikke der findes en løsning.

Klokken 16.00 genoptager blå blok forhandlingerne, men heller ikke her, kommer der nogen endelig afgørelse. Søren Pape (K) fastholder, at de konservative har mistillid til Eva Kjer Hansen.

Landbrugspakken vedtages
På trods af de seneste dages politiske tumult, skal landbrugspakken til afstemning i Folketingssalen torsdag den 25. februar. Her vedtages pakken under protester fra rød blok. De konservative stemmer for.

Rød blok fremsætter desuden formelt et forslag om et mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen. Det tilslutter de konservative sig, og forslaget står til at skulle tages op den 2. marts.

Forhandlingerne fortsætter
Fire dage er gået, siden Søren Pape første gang udtrykte mistillid til Eva Kjer Hansen. Fredag den 26. februar fortsætter forhandlingerne i blå blok på Marienborg, men der kommer fortsat ingen løsning og luften mellem de konservative og de andre partier er iskold.

Sagen har udviklet sig til en blinke-konkurrence mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape.

Sidstnævnte nægter at blinke først, og han fastholder igen, at de konservative ikke har ændret holdning til Eva Kjer Hansen.

Sparket
Lørdag sker det, flere partier på Christiansborg har ventet på. Eva Kjer Hansen melder sin afgang som miljø- og fødevareminister.

I en pressemeddelelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen lyder det, at han beklager, at hun har trukket sig.

- Jeg har med stor beklagelse modtaget miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at træde tilbage som minister, står der blandt andet.

- I lyset af de meget frugtbare samtaler, jeg i de seneste døgn har haft med de tre partier, der står bag regeringen, har jeg taget Eva Kjer Hansens beslutning til efterretning. Det betyder, at jeg efter weekenden vil gå til Hendes Majestæt Dronningen med henblik på at udnævne en ny miljø- og fødevareminister.

45 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere