OVERBLIK: Det siger de øvrige partier om Nye Borgerlige

Med Nye Borgerlige klar til Folketingsvalg er der lagt op til opgør om vælgerne i blå blok

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Nye Borgerlige kunne onsdag præsentere flere end 20.100 godkendte vælgererklæringer og er dermed opstillingsparate til det næste folketingsvalg.

Nye Borgerlige kræver blandt andet asylstop, at retten til offentlige forsørgelse knyttes til det danske statsborgerskab, og at kriminelle udlændinge udvises efter første dom.

Partiet har også luftet idéen om at fjerne arbejdsmarkedsfradrag og beskæftigelsesfradrag. Dermed vil partiet tilsyneladende udfordre flere partier på højrefløjen.

Nye Borgerlige: Vi er klar til folketingsvalg

Her er et overblik over, hvordan folketingsmedlemmer i blå blok har taget i mod det nye højrefløjsparti.

  • Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

- Det er spændende med et nyt parti, og det mener jeg faktisk selv om de siger, at de vil konkurrere med Dansk Folkeparti.

- Det er vi nu ikke bekymrede for, da Nye Borgerlige grundlæggende er et liberalistisk parti, og Dansk Folkeparti grundlæggende er et nationalkonservativt parti på eksempelvis udlændingeområdet, familieområdet og kulturområdet.

  • Dansk Folkepartis finansordfører, Rene Christensen, om Nye Borgerliges forslag om at fjerne arbejdsmarkedsbidrag og beskæftigelsesfradrag ved at bruge 30 milliarder kroner af det økonomiske råderum på omkring 40 milliarder kroner frem mod 2025.

- Sådan hænger virkeligheden desværre ikke sammen. Tingene er ikke så nemme, som Nye Borgerlige gerne vil gøre dem til i forhold til økonomien, siger Rene Christensen til Børsen.

  • Venstres finansordfører, Jacob Jensen, om udsigten til at danne parlamentarisk grundlag for en Venstre-regering med Nye Borgerlige.

- Det er fuldstændig hypotetisk. Vi lever i den virkelige verden, og den virkelige verden er, at vi har fire partier, som danner flertal og støtter en borgerlig liberal regering. Hvad der sker efter et folketingsvalg, tager vi efter valget, hvis den situation skulle opstå, siger han til Børsen.

  • De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, udtaler sig om nyheden om, at Nye Borgerlige nu er opstillingsberettiget.

- Vi ønsker Nye Borgerlige tillykke med opstillingen. Det er under alle omstændigheder godt, at vi har et demokrati, hvor der er plads til mange partier og også til holdninger så som Nye Borgerlige, Danskernes Parti og Dansk Samling - også selv om det ligger langt fra vores konservative ståsted, skriver K-formanden på Facebook.

Partileder hænger ukendte stenkastere ud som indvandrere

Partiformand i bitter Facebook-krig: Nu siger hun undskyld