Her er et overblik over de vigtigste historier fra valgkampens 19. dag:
* Socialdemokraterne fremlægger sin 2025-udspil:
De offentlige udgifter skal stige 0,6 procent frem til 2025, lyder det fra Socialdemokraterne i en ny plan for, hvordan dansk økonomi skal udvikle sig frem til 2025. Det er nok til at udvikle velfærdssamfundet, siger Helle Thorning-Schmidt.
* De Radikale fremlægger også sin 2025-plan:
De Radikale vil sikre at skatten sænkes for alle danskere i arbejde. Men samtidig vil partiet ophæve skattestoppet på ejendomsværdiskatten og lade alle boligskatterne følge lønudviklingen efter 2020.
* Lars Løkke Rasmussen indkalder til trepartsforhandlinger:
Der indkaldes til trepartsforhandlinger mellem arbejdsgiverne, lønmodtagerne og regeringen, hvis Lars Løkke Rasmussen (V) vælges som statsminister. Der skal være fokus på, at flere skal i arbejde i stedet for at være på passiv forsørgelse, der skal skabes mere vækst, flere skal have den rigtige uddannelse og fremtidens pensioner skal sikres.
* Thorning svarer Løkke igen i udlændingedebat:
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understreger, at hun ikke mener, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen kan bruge De Radikale som undskyldning for ikke at ville indgå et bredt kompromis på udlændingeområdet sammen med Socialdemokraterne.
- Vi har lavet mange brede aftaler hen over midten i næsten fire år, så Løkke behøver ikke bekymre sig om De Radikale, siger statsministeren.
* Konservative vil sætte skatter og afgifter ned:
Offentligt bureaukrati skal slankes, mens skatten skal sænkes, mener De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Han bliver harm, når den politiske debat i valgkampen handler mere om at fordele goder til folk uden arbejde end at respektere hårdtarbejdende, lavtlønnede danskere.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.