OVERBLIK: Flere ministre har brudt loven om partistøtte

Det bliver ikke altid indberettet, når danske politikere modtager gavmilde støttekroner fra erhvervslivet

Flere danske politikere er blevet beriget med penge fra forskellige såkaldte erhvervsklubber, der støtter politikerens valgkamp.

Men i flere tilfælde har politikerne ikke indberettet de rundhåndede beløb i tide, hvilket er i strid med partistøtteloven. Det fortæller den nye bog "Skjulte Penge", der er skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen.

Her er et overblik over nogle af de politikere, der ikke indberettede økonomisk støtte.

* Kristian Pihl Lorentzen: Venstres transportordfører gennem mange år, fik 200.000 kroner til valgkamp fra Viborgegnens liberale erhvervslaug, en erhvervsklub i hans egen valgkreds. Klubben blev allerede stiftet op til Folketingsvalget i 2007, men beløbet blev aldrig indberettet. Det skrev Berlingske i 2014.

* Kristian Jensen: Den tidligere skatteminister, nuværende udenrigsminister og næstformand i Venstre, kom sammen med flere partifæller i søgelyset i forbindelse med Folketingsvalget i 2007. Kristian Jensen forsømte nemlig at indberette de 25.000 kroner, som han fik af Saxo Bank.

* Søren Pind: Nuværende justitsminister Søren Pind (V) fik heller ikke indberettet de 25.000 kroner, han modtog fra Saxo Bank.

* Karen Ellemann: Ligesom Søren Pind og Kristian Jensen modtog nuværende social- og indenrigsminister Karen Ellemann 25.000 kroner til at føre valgkamp for fra Saxo Bank. Pengene blev ikke indberettet.

Claus Hjort Frederiksen: Han var beskæftigelsesminister og er i dag er finansminister, og fik ligeledes tildelt 25.000 kroner til sin valgkamp.

Venstres chefstrateg har derudover modtaget penge fra erhvervsklubben Liberalt Erhvervsforum, der har indsamlet op mod 200.000 kroner. Ifølge Politiken har klubben også doneret penge til blandt andet Bertel Haarder.

* Eva Kjær: Tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) modtog op til valget i 2011 omkring 60.000 kroner fra erhvervsklubben Business Forum Kolding. Pengene blev brug til at føre valgkamp, men beløbet blev først indberettet i 2015, da forfatterne til "Skjulte Penge" kontaktede den tidligere minister og lokalforeningen i Kolding.

* Venstre: Partiet Venstre modtog i 2012 70.000 kroner fra pelsfirmaet Kopenhagen Fur, hvilket ikke fremgik af partiets regnskaber.

I forbindelse med kommunalvalget i 2009 modtog Venstre også 20.000 kroner fra arbejdsgiverorganisationen Industriens Arbejdsgivere i København (IAK) og fra foreningen Debatselskabet Vækst København. Kun donationen fra sidstnævnte blev registreret.

Kilder: Berlingske, DR, Politiken.

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere