OVERBLIK: Her har Løkke brudt sine løfter

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har travlt med at forsvare sin netop fremlagte 2025-plan og mener bestemt ikke, der er tale om løftebrud, når modstandere fremhæver hans kovendinger

Lars Løkke Rasmussen har siden tirsdag stået på mål for flere beskyldninger om klokkeklare løftebrud. (Foto: Tariq Khan)
Lars Løkke Rasmussen har siden tirsdag stået på mål for flere beskyldninger om klokkeklare løftebrud. (Foto: Tariq Khan)

Ovenpå fremlæggelsen af den længe ventede 2025-plan tirsdag er beskyldninger om klokkeklare løftebrud blevet smidt efter statsminister Lars Løkke Rasmussen flere gange.

Naturligvis primært med oppositionen som afsender, som har flere eksempler på Løkkes tidligere løfter, der nu er brudt. Få her et overblik over de punkter i planen, som Løkke og resten af Venstre før har haft andre holdninger til.

Offentlig vækst: Fra nul til nul komma fem
Tilbage i maj 2014 til Berlingske - lidt over et år før valget - kaldte Løkke nulvæksten for et absolut udgangspunkt, hvis han skulle være statsminister: 

- Jeg vil have plads til at forfølge det mål, der handler om at skabe en større grad af rimelighed for folk, der laver noget, og som klarer sig selv, med det sigte at få flere til at gøre det. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er udgiftsstoppet (nulvækst, red.) det klare udgangspunkt og den grundplatform, jeg ønsker at stille mig op på, hvis jeg skal være statsminister. Og hvis jeg ikke kan få lov til at stille mig derop, så må de andre partier jo stille en anden derop. Det er faktisk sådan, jeg har det, sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tid.

Men det er tilsyneladende ikke længere sådan, Løkke har det. I hvert fald indeholder planen et forslag om en offentlig vækst på 0.5 procent om året. Og imødekommer således delvist Dansk Folkepartis ønske om en årlig offentlig vækst på 0,8 procent fremfor Venstres tidligere løfter om nulvækst i det offentlige. 

DF slagter Løkkes plan: Ikke sympatisk

Pensionsalder
En anden af de ivrigt omdiskuterede punkter i regeringens plan er forslaget om forhøjet pensionsalder. Løkke har besluttet sig for, at yderligere seks måneder på arbejdsmarkedet for dem der er i stand til det, vil kunne skabe det råderum, som de øvrige forslag i planen kræver.

Løkkes pensionsbombe: Så længe skal du arbejde

Men hans opfattelse var en helt anden tilbage i april sidste år, hvor han i Børsen kaldte et fokus på en lavere pensionsalder direkte masochistisk og forkert:

- For Venstre og for mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert, sagde han dengang han var leder af oppositionen.

OVERBLIK: Se alle reaktionerne på Løkkes 2025-plan

Et andet og nyere eksempel på Lars Løkke Rasmussens løfter om ikke at rykke ved pensionsalderen findes ved en spørgetime i maj. Her bad Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen statsministeren om at forholde sig til Ekstra Bladets historie om en ny pensionsbombe.  Her afviste han, at regeringen havde aktuelle planer om at hæve pensionsalderen.

Få et overblik over hvordan ændringerne i pensionsalderen kommer til at påvirke dig.
Få et overblik over hvordan ændringerne i pensionsalderen kommer til at påvirke dig.

SU-nedskæring
Fremover skal halvdelen af de unge studerendes SU bestå af et rentefrit lån, hvis det står til regeringens helhedsplan. Løkke taler i dag om et statsstøttesystem for de studerende, som på nuværende tidspunkt er alt for generøst. I den netop fremlagte helhedsplan udviser regeringen ønske om et 'mere robust SU-system', som det lyder.

Bekymrede gymnasieelever om Løkkes plan: Han kan ikke stille garanti

I juni sidste år lød det ellers som om, at danskere på SU kunne ånde lettet op og ikke frygte et ordentlig hug i deres statsstøtte. På et pressemøde fortalte Løkke, at Venstre ikke havde planer om at lægge statsstøtten om:

- Vi har i øvrigt ikke noget forslag om at lave SU-systemet om. Det gælder både i forhold til dem, der går på universiteterne, men også de unge og de hjemmeboende. Ingen forslag overhovedet, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han præsenterede ungeudspillet 'Alle unge godt fra start'.

Statsministeren blev tirsdag af flere medier konfronteret med sine tidligere løfter om ikke at røre ved SU-satsen. Her blev han blandt andet spurgt, om han så kursændringen som et løftebrud:

- Du må kalde det, hvad du vil. Nej, det er det selvfølgelig ikke. Vi havde ingen planer, da jeg svarede på det spørgsmål (i valgkampen, red.). Og jeg vil også sige, at hvis vi flytter dansk politik derhen, at man aldrig nogensinde kan lave noget om - ikke engang med effekt efter et valg - så kaster vi cement ud over al ting, er hans svar til Politiken.

Boligskattestop
Under valgkampen sidste år var fastfrysningen af ejendomsværdiskatten ifølge Lars Løkke Rasmussen ikke til forhandlig. Men det er den nu.

Der er således ikke sat penge af til at fortsætte skattestoppet fra 2020 til 2025 i regeringens nye plan. Ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen som i går fremlagde sin del af helhedsplanen, vil der til gengæld forberedes en pulje på 24 milliarder, der skal kompensere boligejerne for fejl i ejendomsvurderingerne. Det fortæller Claus Hjort Frederiksen onsdag til Børsen

Chok-vurderinger truer boligejerne

Således afliver 2025-planen den boligskat, som det har været regeringens ambition at bibeholde længe. VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen fastfrøs i 2001 ejendomsværdiskatten, og det vil ifølge Børsen koste 3,9 milliarder at forlænge skattestoppet til 2025.

Da Peter Christensen (V) var finansordfører for partiet i 2015, da valgkampen var i fuld gang. Og dengang var der heller intet, der tydede på, at han havde tænkt sig at pille ved boligskatten.

- Det rigtige er at lade skattestoppet for boligejere fortsætte i en ny 2025-plan for dansk økonomi, sagde han under valgkamnpen.

Inger Støjberg: Nødbremse er ikke så enkelt
Lars Løkke Rasmussen er ikke den eneste i Venstre, der i forbindelse med planen har vendt på en tallerken.

Regeringens 2025-plan rummer også et nyt udspil, som skal resultere i en 'stram, konsekvent og realistisk udlændingepolitik, så antallet af asylansøgere er på et håndterbart niveau', som det lyder i fremlæggelsen. Udlændinge - og integrationsminister Inger Støjberg præsenterede som det første punkt i planen en nødbremse, som skal gøre det muligt at afvise flygtninge ved grænsen.

Men i folketingssalen i maj i år mente Inger Støjberg, at planen for en øjeblikkeligt at kunne afvise flygtninge ved grænsen.

- Det kan lyde som en nem og meget besnærende løsning på den flygtninge- og migrationskrise, som vi står over for, men så enkelt er det jo ikke helt, sagde hun i maj.


Barske Inger: Vil smide tiggere i fængsel med det samme   Driller Samuelsen med topskat : Er du mand eller mus?

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.