OVERBLIK: Løkke har flere ubrugte værktøjer mod asylboom

Indførelse af id-kontrol er ikke regeringens eneste værktøj mod en stigning i antallet af asylansøgere

Sverige har mandag indført id-kontrol ved den danske grænse. I midten af december vedtog Folketinget at give regeringen grønt lys til at lave samme manøvre, hvis det bliver nødvendigt.

Udlændinge- og integrationsministeren kan dermed beslutte i en periode med midlertidig grænsekontrol, at transportører som DSB og Scandlines kan pålægges strafansvar, hvis de bringer udlændinge uden rejselegitimation og visum til Danmark.

Men det er ikke det eneste værktøj, regeringen har fået på hånden, hvad angår flygtningestrømmen.

I midten af november præsenterede regeringen en omfattende asylpakke med sammenlagt 34 initiativer, der talte alt fra indkvartering og udsendelse til politiets mulighed for kontrol.

13 af initiativerne blev hastet igennem Folketinget på tre dage i slutningen af november med støtte fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, de Konservative og Socialdemokraterne. Initiativerne tæller blandt andet:

* En udlænding kan normalt frihedsberøves i tre gange 24 timer med henblik på udsendelse, inden vedkommende skal stilles for en dommer. Men med stramningerne har udlændingeministeren fået mulighed for - i særlige situationer - at suspendere reglen om domstolsprøvelse inden for de tre døgn. Hvis det sker, skal Folketinget orienteres.

* Politiet får mulighed for at tilbageholde asylansøgere med henblik på at fastlægge deres identitet.

* Politiet får mulighed for at kunne forbyde visse former for persontransport - busser, tog og færger - hen over landets grænser, hvis det anses for nødvendigt i særlige situationer.

Kilder: ft.dk og Berlingske.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere