OVERBLIK: Venstres turbulente august

Den politiske sæson er begyndt noget rodet i Venstre, hvor både Løkke og Kristian Jensen er kommet under pres

Det begyndte med et Kristian Jensen-interview i Berlingske. Og siden da har Venstre været et brandvarmt politisk emne efter sommerferien.

Her er et overblik over Venstres brogede august:

* 5. august: Formand Lars Løkke Rasmussen slår efter et gruppemøde fast, at Venstres ambition stadig er et bredt politisk samarbejde. Han siger, at 'de meldinger, Venstre gav i valgkampen, selvfølgelig er nogle, vi vedstår os'.

Næstformand Kristian Jensen giver samme morgen - inden gruppemødet - et interview med Berlingske. Det bringes tre dage senere i avisen.

* 8. august: Berlingske bringer interviewet. Kristian Jensen siger, at Venstre bør droppe tanken om at danne en SV-regering.

* 9. august: I forbindelse med Venstres sommergruppemøde udtaler partiets nestor, Claus Hjort Frederiksen, at Kristian Jensen bør gå af som næstformand.

Løkke og Kristian Jensen slår fast, at det delte formandskab i Venstre står fast. Begge vil stille op til genvalg på deres respektive poster på partiets landsmøde til november, siger de.

* 11. august: Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at det delte formandskab er fortid.

* 12. august: Til TV Midtvest siger Kristian Jensen, at formandskabet er uændret.

* 15. august: Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at der ikke længere er behov for ændringer i Venstres ledelse. Det er han kommet frem til efter et møde i Venstres forretningsudvalg, hvor emnet blev drøftet.

I en intern mail til partimedlemmerne skriver Løkke, at 'den seneste uge har ikke været god for os'. Han tilføjer:

- Der har været alt for meget fnidder og medietumult i forbindelse med folketingsgruppens konstituering og det efterfølgende sommergruppemøde.

- Det skal vi nu have lagt bag os!

* 18. august: Løkke siger i et interview til avisen Danmark, at han selv kunne have gjort mere for at undgå krisen i Venstre.

- Jeg tog for let på det hen over sommeren, siger Løkke.

I et interview i 'Deadline' på DR2 siger Løkke, at formandskabet i Venstre er en myte.

- Det er jo en kendt sag, at vi havde en krise i partiet for snart mange år siden - i 2014, som jo endte med, at vi ikke foretog nogle ændringer.

- Jeg er formand, og Kristian er næstformand. Jeg introducerede selv sådan lidt improviseret: Vi udgør Venstres formandskab, siger Løkke.

* 20. august: Fire medlemmer af Venstre står frem med navn i Jyllands-Posten og kræver Løkke afsat som formand og Kristian Jensen afsat som næstformand.

Bent Jørgensen, byrådsmedlem for Venstre i Roskilde Kommune, og Kåre Ghisler Fuglsbjerg, næstformand for Venstre Roskilde Midt, skriver en kronik om det.

Svend Møller Sørensen, medlem af Venstres hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg, og Mette Marie Thomsen, kommuneforeningsformand i Holstebro og ligeledes medlem af hovedbestyrelsen, er også citeret i avisen.

25. august: Løkke annoncerer i en video på Facebook, at han vil fortsætte som formand for Venstre. Han ønsker videre at fremrykke partiets landsmøde, så det afholdes inden Folketingets åbning i oktober.

27. august: Venstre i Region Midtjylland, folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Carsten Kissmeyer, samt enkelte borgmestre opfordrer offentligt Løkke og Kristian Jensen til at trække sig.

30. august: Venstre-veteranen Bertel Haarder skriver på Facebook, at han mener, at et formandsskifte kan bringe 'afklaring og fred' i partiet. Kort derefter er der opbakning til den melding fra folketingskollegerne Louise Schack Elholm og Peter Juel-Jensen.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere