Overgrebsmistænkte i LA Ungdom er uønskede i moderparti

Liberal Alliance har bedt fire medlemmer af ungdomspartiet om at blive væk fra arrangementer

Liberal Alliance har taget en foreløbig konsekvens af påstande om voldtægt og seksuelle krænkelser i partiets ungdomsafdeling.

Partiets politiske ordfører, Christina Egelund, fortæller til Radio24syv, at man har bedt fire mandlige medlemmer af Liberal Alliances Ungdom, der mistænkes for at have begået overgreb mod kvindelige medlemmer, om at blive væk fra moderpartiets arrangementer.

- Det er ekstremt følsomt og sårbart for de unge mennesker, der er involveret.

- Alle har følelserne uden på tøjet i denne situation, og derfor synes jeg ikke, at det er en god idé, at anklagede tropper op til arrangementer, siger Christina Egelund.

Hun fortæller også, at ungdomspartiet tilsvarende har valgt at udelukke de pågældende fra dets egne arrangementer.

Anklager om blandt andet voldtægt og seksuelle krænkelser blev fremført i Information i dagene op til Liberal Alliances Ungdoms landsmøde i weekenden.

Sagerne er meldt til politiet, som efterforsker anklagerne mod de fire mænd.

Ifølge Radio24syv har en af de fire for nylig meldt sig ud af ungdomspartiet, mens en anden blev bortvist fra landsmødet i weekenden.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere