Özlem: S slipper den indre svinehund løs i muslim-jagt

Et forslag fra Socialdemokraterne om skærpet tilsyn med særligt muslimske friskoler er udtryk for 'den indre svinehund' og vækker minder om jødeforfølgelse, mener Özlem Cekic

Debattøren Özlem Cekic raser mod Socialdemokraternes forslag om skærpet tilsyn med friskoler. Minder om jødeforfølgelsen, siger hun.
Debattøren Özlem Cekic raser mod Socialdemokraternes forslag om skærpet tilsyn med friskoler. Minder om jødeforfølgelsen, siger hun.

Debattør og blogger på Ekstra Bladet Özlem Cekic raser over Socialdemokraternes forslag om at føre skærpet tilsyn med muslimske friskoler.

Forslaget blev præsenteret af den politiske ordfører Nicolai Wammen (S), og retorikken minder ifølge den tidligere SF'er på Christiansborg om stigmatisering.

- Med Socialdemokraternes skærpede tilsyn med muslimske friskoler, så er det ligesom at være skyldig som dansk muslim, indtil det modsatte er bevist.

- Det minder om en heksejagt på grund af tro, og jeg må desværre sige, at retorikken vækker minder om den skærpede tone overfor jøderne dengang, siger Özlem Cekic til Ekstra Bladet.

Se også: S vil holde bedre øje med muslimske friskoler

Risiko
TV2 dokumentaren 'Moskéerne bag sløret' beskriver, at en forening bag en moské får kommunalt tilskud som socialt værested med fysisk aktivitet for børn, men pengene går reelt til en koranskole.

- Det er dybt bekymrende. Det er baggrunden for, at vi vil have et stærkere tilsyn og at man også kunne se, om man kan tage penge fra disse skoler, hvis de ikke lever op til dét, de skal, siger Nicolai Wammen.

Se også: Regeringen vil sikre demokratisk dannelse i friskoler

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen oplyser til Ekstra Bladet, at det skærpede tilsyn ikke går specifikt på muslimske friskoler. Det sker i stedet ud fra en 'risikobaseret kontrol' på baggrund af 'stærkt religiøse værdier og anden etnisk oprindelse end dansk'.

- Man må ikke lovgive ud fra religion, og tilsynet er ud fra en risiko for, at negative kulturelle værdier videreføres, siger Trine Bramsen til Ekstra Bladet.

- Hvem er så i risikozonen?

- Jamen det er jo de muslimske friskoler, fordi vi må forholde os til realiteterne.

- Hvem bliver ramt ud over de muslimske friskoler?

- Det kan jeg faktisk ikke komme på lige nu, siger Trine Bramsen.

Den indre svinehund
Det findes også kristne friskoler, men de går fri på grund af den danske oprindelse. Samtidig går internationale skoler uden
om Socialdemokraternes forslag, fordi de ikke bygger på religiøse værdier.

Derfor mener Özlem Cekic, at Socialdemokraterne går bevidst efter muslimerne i jagt på at fiske stemmer fra Dansk Folkeparti.

- Når man har sluppet den indre svinehund løs for at få DF-stemmer, hvorfor så stoppe med muslimske friskoler?  Det virker som om, at man som udgangspunkt ikke stoler på danske muslimer, siger Özlem.

- Der er også muslimske kvindegrupper og backgammongrupper. Eller i de muslimske hjem, hvor man sikkert også kunne finde ting med skjult kamera, siger debattøren ironisk.

- Men der er jo eksempler på foreninger, der får støtte, som i virkeligheden er koranskoler?

- Der er også nogle kommuner, som har problemer med anbragte børn, men derfor kommer alle kommuner jo ikke under skærpet tilsyn, siger Özlem Cekic.

Socialdemokraternes forslag er blevet godt modtaget af både Dansk Folkeparti og Venstre.

- Socialdemokraterne sparker en åben dør ind, siger Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen til TV2 News.

424 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere