Paludan går tiggergang: Nødvendigt

Stram Kurs' leder, som er idømt tre måneders fængsel, tigger penge på sociale medier for at kunne betale erstatning til æreskrænket kvinde

Rasmus Paludan blev kendt skyldig i alle 14 forhold. Han har anket dommen til landsretten. Foto/video: Anthon Unger, Jakob Ehrbahn, Per Rasmussen, Øxenholt Foto, Mads Claus Rasmussen, Mogens Flindt, Morten Stricker.

Rasmus Paludan var lynhurtig til at anke dommen på tre måneders fængsel, han fik tidligere på ugen.

Lige så hurtig har han været til at stable en indsamling på benene på de sociale medier. Eller retteligt: en gave-donation.

Undgår skat
For ikke alene nægter Rasmus Paludan at gribe til egne lommer og betale de 30.000 kroner i erstatning, som han er dømt til at skulle betale en somalisk kvinde, fordi han har æreskrænket hende, hvorfor han opfordrer sin fanskare at spæde til.

Men han nægter også at skulle betale skat af de penge, som han måtte få indsamlet til formålet. Derfor kan han ikke kalde sin 'tiggergang' for en 'indsamling', men i stedet en 'jubilæumsgave', hvorved pengene kan gå til ham skattefrit.

'Almindeligvis passende'
- Jeg er blevet dømt til at betale 30.000 kr. til en yngre somalisk kvinde, som afviste, at hun arbejdede på Istedgade. Selv om dommen er anket, så vil jeg gerne være på forkant med det beløb!, skriver han blandt andet på Facebook.

- Hvis man giver et beløb, som 'almindeligvis er passende' til mig personligt som GAVE i anledning af mit 3 års jubilæum som partileder for Stram Kurs (15.7.2020), så er det SKATTEFRIT, står der på Facebook med Paludan som afsender.

-  Det går mig generelt imod at gå tiggergang(!), men denne løsning er nødvendig for at undgå skat, og vi kan ikke bruge partimidler til det.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle partilederen også optræde med hatten i hånden på det sociale medie Snapchat, som har en meget ung målgruppe.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan. Han er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

FAKTA: Rasmus Paludan er dømt for 14 lovovertrædelser

Over tre dage er en retssag mod partileder Rasmus Paludan blevet behandlet ved Retten i Næstved. Her var han tiltalt for i alt 14 lovovertrædelser, og torsdag har en enig domsmandsret besluttet, at han er skyldig i dem alle.

Selv har Paludan nægtet sig skyldig.

Det er et blandet og langt anklageskrift, som omhandler ærekrænkelse, forhånende udtalelser og hasarderet kørsel.

Dommen lyder på tre måneders fængsel, frakendelse af retten til at føre straffesager som advokat i tre år samt retten til at køre bil i et år.

Læs mere om, hvad Rasmus Paludan er dømt for:

Paragraf 266b (den såkaldte racismeparagraf):

* Rasmus Paludan er dømt for at have overtrådt paragraffen ved fem episoder mellem 13. april 2018 og 6. april 2019.

* To af episoderne mener retten har karakter af 'propagandavirksomhed', og derfor er straffen skærpet.

* Episoderne dækker både over et opslag på Twitter, flyers til Folkemødet på Bornholm i 2018 og udtalelser til Stram Kurs-demonstrationer.

Paragraf 252 (forvolde nærliggende fare for en persons liv eller førlighed):

* Rasmus Paludan er dømt for at have voldt nærliggende fare for en persons liv eller førlighed i Sorø i januar 2019. Det har retten besluttet, efter at partilederen i sin bil gassede op med en voldsom fart og kørte 50 til 100 meter, mens en person lå på kølerhjelmen af bilen.

* Til gengæld mener retten, at Paludan ikke skal straffes for overtrædelsen.

* Retten lægger nemlig vægt på, at Paludan følte sig truet og bange og havde forsøgt at køre fra stedet, lyder det i begrundelsen.

Paragraf 267 (ærekrænkelse):

* Rasmus Paludan er dømt for at være kommet med ærekrænkende beskyldninger rettet mod en ung kvinde under en demonstration på Dronning Louises Bro i København i november 2019.

* Partilederen havde udtalt, at han havde bemærket kvinden på Istedgade, 'hvor hun stiller sig til rådighed for kunder'. Episoden blev filmet og offentliggjort på nettet.

* Paludan skal betale 30.000 kroner i erstatning til kvinden.

Databeskyttelsesloven og færdselsloven:

* Rasmus Paludan er desuden dømt for overtrædelse af færdselsloven, fordi han ad flere omgange ikke overholdt hastighedsbegrænsningerne og holdt for kort afstand til dem, der kørte foran.

* Afslutningsvis er han dømt for at videregive oplysninger om en kvinde, fordi han på Twitter skrev, at vedkommende var anmeldt til politiet for trusler på Paludans liv. Det var sket uden kvindens samtykke, mener retten.

* Som tillæg til straffen skal Rasmus Paludan betale en bøde på 8500 kroner.

Kilde: Retten i Næstved.

2138 kommentarer
Vis kommentarer