Skriv til Ekstra Bladets journalister på eb-sikker@protonmail.com (hvis du ønsker at skrive krypteret, skal du selv oprette en protonmail).
Partileder for Stram Kurs Rasmus Paludan taler om sex og opdigter grove sexfortællinger med mindreårige drenge i sit politiske online-chatforum.
Det kan Ekstra Bladet afsløre på baggrund af video- og lydoptagelser fra chatserveren Discord, hvor Paludan samler de unge, som i flere tilfælde selv oplyser, at de er ned til 13 år.
Ifølge juraprofessor Sten Schaumburg-Müller er det ulovligt, hvis drengene er mindreårige:
- Min samlede vurdering af det, jeg har hørt, er, at det er strafbart efter paragraf 232 i straffeloven, blufærdighedskrænkelse, i de tilfælde, hvor tilhørerne er under 15 år, siger han efter at have lyttet til Ekstra Bladets optagelser.
Rasmus Paludan kom næsten i Folketinget ved seneste valg og er årligt berettiget til over to millioner kroner i partistøtte fra staten, selvom han er blevet nægtet mulighed for at genopstille.
Men det er ikke helt normale politiske aktiviteter, den 39-årige partileder bruger sin tid på, når han sidder hjemme i enten en af sine ejendomme i Jylland eller i lejligheden på Vesterbro i København.
I stedet har han altså opbygget et stort netværk af unge drenge, som han har samtaler med online på den digitale tale-platform.
Da Rasmus Paludans YouTube-konto blev fjernet i februar 2020, oprettede han en såkaldt Discord-server. Formålet med serveren var angiveligt, at partiformanden her kunne fortsætte med at gøre folk klogere på sin politik i Stram Kurs.
Det er dog langtfra altid politik, der er i fokus. Tværtimod fører den politiske leder stærkt intime sexsnakke med blandt andet børn, der siger, de er ned til 13 år, opdigter sexhistorier med de involverede mindreårige og viser billeder af blandt andet penis-torturredskaber.
Vold og sex
Oftest sidder Rasmus Paludan fra sen aften til langt ud på natten og taler med de unge drenge. Samtalerne handler sjældent om politik, sommetider om vold og ofte om sex - når partilederen selv deltager, vel at mærke.
For når det kun er de unge drenge, der taler sammen, handler det om, hvad de har lavet i folkeskolen, computerspil og politik.
Drengene virker alle fascinerede af og ser op til Rasmus Paludan. Det udnytter partilederen til fulde på Discord, hvor han meget belejligt har kaldt sin samtale-server for 'Dansk Ungdom' - eller tidligere: 'Stram Kurs'.
Med andre ord: et politisk forum.
Rasmus Paludan reklamerer da også selv for Stram Kurs' Discord-server, der altså nu hedder 'Dansk Ungdom', i en Facebook-video fra Stram Kurs 29. marts i år, hvor han opfordrer folk til at besøge Discord-serveren, ligesom man på Stram Kurs' hjemmeside i 'sociale medier'-sektionen med egne øjne kan se, at Stram Kurs ungdoms-Discord-server hedder 'Dansk Ungdom'.
På serveren er det muligt både at skrive, tale eller vise sig selv på kamera i forskellige chat-tråde med diverse titler og forskellige adgangskrav. For at komme ind på serveren, skal man have et direkte link til den, hvorefter man skal indtaste blandt andet sit telefonnummer og et brugernavn for endelig adgang.
Den store moderator og ordstyrer er Rasmus Paludan. Når han er online, er han i fokus. Det er ham, der leder slagets gang. Ham, der bestemmer, hvad der tales om, i hvilke fora og ikke mindst: Hvem der har taleretten.
Ekstra Bladet kan dog - efter at have infiltreret Rasmus Paludans Discord-univers, hvor vi har optaget hans aktiviteter - konstatere, at han i langt de fleste tilfælde får drejet størstedelen af snakken med de unge drenge over på sex.
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Big white cock'
Et af de nævnte fora hedder eksempelvis BWC - en forkortelse for ’big white cock’ - og det er ikke småting, Rasmus Paludan udsætter sine unge, trofaste følgere for verbalt og visuelt både dér, men også i andre chat-rum som eksempelvis 'Hyggesnak 1-4'.
Flere af dem bliver i en række tilfælde med deres brugernavn flettet ind i grove og voldsomme sexhistorier, der læses op af Rasmus Paludan i plenum.
Og netop alder er ofte et omdrejningspunkt i samtalerne. Rasmus Paludan spørger hyppigt til, hvor gamle dem, han befinder sig i chatrum med, er, og flere gange nævner børnene, at de er helt ned til 13-14 år gamle.
Et eksempel er 'bruger 1' (Ekstra Bladet har anonymiseret drengenes brugernavne i artiklen). Han fortæller ved flere lejligheder, at han er under 15. Det afholder dog ikke Rasmus Paludan fra at inddrage ham i sin sexsnak.
Paludan siger blandt andet:
- Det var en dreng, der bollede 'bruger 1' omme bag Netto, haha. (...) Det var med en strap-on. (...) Jeg tror ikke, at 'bruger 1' er nået til det punkt med sin pigekæreste endnu.
Herefter betoner 'bruger 1', at han er 14 år, og at det altså var en pige, han havde sex med.
Rasmus Paludan nægter.
- Det var en dreng. Men det er fint nok, 'bruger 1'.
Senere skifter partilederen dog mening om situationen.
- 'Bruger 1' bollede sin pigekæreste, men 'bruger 1's drengeven sad og spillede den af til, at han kiggede på, at 'bruger 1' var sammen med sin kæreste, lyder det.
'Anal punishment' foran klassen
I et andet tilfælde taler Rasmus Paludan direkte til to teenageknægte, 'bruger 2' og 'bruger 3'.
- 'Bruger 2', har du hørt, hvor traumatiseret 'Bruger 3' er, egentlig, spørger Paludan.
- Ah-hvad,' svarer 'Bruger 2'.
Rasmus Paludan fortsætter:
- Det er han, fordi han har fået noget, der hedder 'anal punishment' foran hele sin skoleklasse på kokkeskolen. Han skulle stå nøgen foran hele sin klasse, efter at to piger i klassen havde taget al tøjet af ham, siger Paludan.
- Så skulle han bøje sig frem, og så var der en lærer, der stak en stor, sort dildo 60 gange op i ham. Det værste var, at da han vendte sig om til klassen, havde han fået rejsning, supplerer partilederen.
Ved en tredje lejlighed fortæller Rasmus Paludan til drengene, han er i samtale med, at han står nøgen ude i sit køkken.
'Bruger 3' på 17 år, som ovenfor var hovedpersonen i Rasmus Paludans dildohistorie, udbryder:
- Uuuh, du teaser.
- Problemet er jo, at når stolene herude i køkkenet står sådan lidt hulter til bulter, så kommer jeg til at ramme dem med mit enorme lem, replicerer Paludan.
Og således er der en alenlang række tilfælde af seksuelt betonet snak, der hyppigt handler om grov fetich, udnyttelse, voldtægter og seksuel afstraffelse.
Det er ulovligt
Ekstra Bladet har vist et video- og lyd-sammenkog af nogle af tilfældene fra overvågningen af Paludans Discord-chat til professor i jura på Juridisk Institut ved SDU Sten Schaumburg-Müller.
- Der er jo en del udtalelser eller fortællinger, hvor han (Rasmus Paludan, red.) bruger forskellige udtryk, der er seksuelt fikseret på unge drenge. Der tales en hel del om sex, og der nævnes udtryk som strap-ons, noget med ’nonnen og sutten’, der er ’dick spanking', og så er der en længere historie, som han muligvis læser op, hvor han digter nogle af de unge tilhøreres navne eller dæknavne ind.
- Det er deltagerne i chatten, der bliver udsat for ydmygende ting. Det er sådan noget med grov seksuel afstraffelse af en ung dreng foran klassen med dildo. Det er rimelig eksplicit indhold, siger Sten Schaumburg-Müller, inden han indskærper:
- Min samlede vurdering af det, jeg har hørt, er, at det er strafbart efter paragraf 232 i straffeloven, blufærdighedskrænkelse, i de tilfælde, hvor tilhørerne er under 15 år, siger juraprofessoren.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Politianmelder Paludan
Ekstra Bladet har ligeledes vist et sammenklip af vores overvågning af Rasmus Paludans sexsnak med børn under 18 år til eksperter fra Red Barnet. Her er psykolog Ane Lemche rystet over det, hun er vidne til.
- Det, vi ser i de klip, som I har vist til os, er en voksen mand, som har nogle drenge og teenagere omkring sig i et chat-rum og fortæller dem ydmygende, nedværdigende og voldsomme seksuelle historier. Der er elementer af mobning, der er elementer af grænseoverskridende og nedværdigende sex i de historier, og han inddrager navne på nogle af de børn, som angiveligt er under 15 år, i historierne, fortæller Ane Lemche, psykolog hos Red Barnet, og fortsætter:
- Det er langt ude og stærkt grænseoverskridende for de her børn, og derfor har vi i Red Barnet vurderet, at der skal indgives en politianmeldelse.