Paludans nedtur

Cirkus Rasmus: Tidligere kandidater i Stram Kurs kalder Rasmus Paludans ledelsesstil og tonen i partiet for 'vanvittig' og 'grov' med en leder, der 'får energi af konfrontationer', og de fortryder nu, at de nogensinde blev en del af det ekstreme parti

Under folketingsvalget 2019 stillede Iben Tranholt op for Stram Kurs. I dag har hun meldt sig ud.

Alles øjne var rettet mod Rasmus Paludan under forsommerens valgkamp.

Men siden er det kun gået én vej for partilederen og hans livsprojekt, partiet Stram Kurs.

Ekstra Bladet har op til Stram Kurs's rigskongres, der finder sted på Christiansborg i dag, gjort status over det stærkt højreorienterede projekt, som alle talte om i valgkampen.

Og luften er mildt sagt gået af ballon, efter partiet ikke nåede over spærregrænsen.

Varemærker lider
På YouTube, som gjorde Paludan verdenskendt i Danmark, er trafikken barberet ned til højest en tiendedel af niveauet i og omkring valgkampen. Slut er de dage, hvor Stram Kurs' provo-kanal på nettet kan opnå op til to millioner visninger om ugen.

Også Rasmus Paludans andet varemærke; de provokerende demonstrationer på Nørrebro, i ghettoer, gader og stræder har mistet sin stråleglans. Ofte er tilhørerne til hans spydigheder kun den talstærke politistyrkes betjente, der stadig passer på ham.

Eksempelvis kastede en koranafbrænding på Nørrebrogade tidligere på måneden mestendels blot overbærende skuldertræk af sig, oplevede Ekstra Bladets udsendte.

Enkelte forbipasserende bliver dog stadig vrede over Paludans grovheder, som da en ung kvinde for nyligt oplevede en direkte konfrontation med Rasmus Paludan, der råbte 'luder' efter kvinden.

Cirkus Rasmus
Samtidig bløder Rasmus Paludans organisation. Højest en tredjedel af de i alt 25 folketingskandidater fra juni-valget agter ifølge Ekstra Bladets rundringning og oplysninger fra Rasmus Paludan at møde op til partikongressen i dag.

Mindst fem kandidater er helt ude af partiet. Flere har ikke besvaret vores henvendelse.

- Faktisk ville jeg gerne have undværet at medvirke i det der 'Cirkus Rasmus'. Det ville i mine øjne være bedst, hvis han emigrerede til udlandet, lyder de hårde ord fra eks-kandidat Chang Lembirk, der stadig er enig i noget af den politiske linje i partiet.

- Men somme tider er det svært at være 'first mover'. Det er Rasmus Paludan dog for indskrænket til at begribe noget af. Tonen mellem os ville nok forskrække de fleste, siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere tidligere folketingskandidater, der nu er væk. Flere af dem vil ikke stå frem med navn, da de ikke vil sættes i forbindelse med Stram Kurs.

- Rasmus lever af konfrontation - ikke kun mod muslimer, også mod folk i partiet. Han har hele tiden en sag kørende med nogen, og det er det, der holder ham oppe. Negativitet giver ham energi, lyder det fra en tidligere kandidat, der fortsætter:

- Jeg troede meget naivt, at jeg kunne ændre noget, men fandt meget hurtigt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre.

- Jeg troede i starten, at han brugte sin meget grove retorik som et redskab til at afsløre noget større, men fandt hurtigt ud af, at retorikken og konfrontationerne faktisk var selve målet. Det var en kæmpe fejl, at jeg gik ind i det, og jeg vil faktisk helst lægge det bag mig, siger eks-kandidaten.

***

Paludan: Færre kvalitetsproduktioner

Ekstra Bladet har været i sms-dialog om Stram Kurs-nedturen med Rasmus Paludan. Og han afviser, at Stram Kurs er i krise.

- Flere kandidater har forladt Stram Kurs siden valget. Hvad er sket?

- To (Iben og Martin (Tranholt og Christensen, red.)) var politisk uenige. Én (Helmuth (Nyborg, red.)) var truet af muslimer.

- Chang Lembirk har også vendt partiet ryggen. De frafaldne beskriver et 'Cirkus Rasmus', hvor konfrontation fylder det hele. Og hvor du opfører dig enevældigt?

- Usandt. Chang blev ekskluderet af en enig rigsledelse, fordi han var en tosse, der under valgkampen skrev, at kvinder ikke skulle have stemmeret, lyder det fra Rasmus Paludan.

Partilederen erkender, at partiets YouTube-videoer bliver set langt mindre nu end under valgkampen. Han hæfter sig i stedet ved, at hans videoer nu bliver set på samme niveau som før berømmelsen. Denne pointe bakkes op af fakta.

Paludans videoer bliver i dag set af nogenlunde ligeså mange netbrugere som i årets begyndelse. Man kan sige kanalen er vendt tilbage til hverdagen.

- Jeg skal gerne sende dig dokumentation fra YouTube, som viser, at tallene før og efter valgkampen er sammenlignelige. Naturligvis var de langt større under valgkampen. Primær årsag til fald efter valgkampen er også, at vores klipper stoppede, så der er langt færre kvalitetsproduktioner, lyder det fra Stram Kurs-stifteren.

Rasmus Paludan kom aldrig nærmere en plads i Folketinget end til den nattelige partilederdebat i de fine stole. Foto: RitzauScanpix/Mads Nissen
Rasmus Paludan kom aldrig nærmere en plads i Folketinget end til den nattelige partilederdebat i de fine stole. Foto: RitzauScanpix/Mads Nissen

***

Kandidat: Måske brug for nye metoder

Gerhard Andersen var folketingskandidat på Bornholm og vil være at finde på Christiansborg ved dagens kongres.

- Oplever du, at der er en nedtur i partiet, nu hvor I oplever færre visninger på YouTube og mange kandidater er fløjet fra reden?

- Ja, det er rigtigt, at flere er gået. Det viser noget om loyaliteten blandt politikere i Danmark overfor det parti, de er i, ligger på et meget lille sted.

- Hvad tænker du om Rasmus' retorik og metode med demonstrationer - er det stadig vejen frem?

- Man kan godt overveje det. Overvejelsen bør dog ses i forhold til, at det var den metode, der gjorde, at vi fik vælgererklæringer nok. Man kan godt sige, at det er den forkerte måde at gøre det på - men det var sådan set den måde, der fik gjort os valgbare.

- Man skal justere retorikken til, men jeg synes faktisk, at Rasmus har skruet en smule ned. Det har jeg efterspurgt, og det er blevet efterkommet, siger han.

***

Har fået en million kroner

Rasmus Paludan har fået udbetalt en million kroner i partistøtte, som en direkte følge af de godt 63.000 vælgere, der stemte på ham og Stram Kurs' kandidater på grundlovsdag. Det oplyser Indenrigsministeriet.

Rasmus Paludan fortæller, at partiet bl.a. bruger pengene på at aflønne tre fuldtidsansatte, herunder Paludan selv. Men herudover vil han ikke fortælle, hvordan pengene bliver brugt.

Hvis næste valg kommer om tre et halvt år vil Rasmus Paludan have krav på yderligere godt syv millioner skattekoner. Pengene kommer til udbetaling, når han år for år dokumenterer, at millionerne går til politisk arbejde.

Men da rammerne for politisk arbejde er ret så brede, så skulle det nok lade sig gøre for juristen og hans flok. Ud over løn til sig selv og partifællerne kan penge eksempelvis gå til leje af lokaler eller køb af en bil, så Paludan og andre kan komme rundt i landet. Tænk bare på Lars Løkkes partibetalte Skoda.

Indenrigsministeriet understreger, at man kun kan få partistøtten udbetalt, hvis man aflevere revisor-godkendt dokumentation for retmæssig brug af pengene. Bryder et parti reglerne, er straffen skrap.

'Afgivelse af urigtige oplysninger i erklæringerne om afholdte og påregnede udgifter straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder', skriver ministeriet i mail.

2267 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere