Pape udskyder bryllup igen: - Jeg har bare ikke tiden

Der skulle have lydt bryllupsklokker i 2018 for Søren Pape og hans forlovede, men det er blevet udskudt nok engang

Den Konservative formand og hans forlovede har stadig ikke fundet en dato for deres bryllup. De to snakkede ellers allerede om at holde det tilbage i sensommeren 2017. Men nu er det altså udskudt igen på grund af mangel på tid. Papes viste sin forlovede frem i offentligheden for første gang i 2014. Foto: Jonas Olufson
Den Konservative formand og hans forlovede har stadig ikke fundet en dato for deres bryllup. De to snakkede ellers allerede om at holde det tilbage i sensommeren 2017. Men nu er det altså udskudt igen på grund af mangel på tid. Papes viste sin forlovede frem i offentligheden for første gang i 2014. Foto: Jonas Olufson

De har været forlovet i mere end et år, Søren Pape og hans forlovede, Josue Medina Vasquez. Men nu er deres bryllup udskudt endnu engang.

Det fortæller den konservative formand til Ekstra Bladet efter pressemødet i grønne omgivelser i Silkeborg, hvor partiet afholder deres sommergruppemøde.

- Jeg tror, vi skal over på den anden side af et valg, før vi får tid til det, siger Søren Pape.

Sidste år lød det ellers fra K-formanden i et interview med Fyens Stiftstidende, at de to var forlovede, og at der oprindeligt var tale om et sensommer-bryllup i 2017. Det blev dog udskudt.

- Vi havde talt om, at det skulle være nu her i sensommeren, men det har vi ikke fået planlagt, og nu er Josue jo i Den Dominikanske Republik. Så der går nok et års tid, lød det fra Søren Pape.

Udskudt igen
Det betød et sensommerbryllup for den konservative formand i 2018, men sommeren lakker mod enden, og der er endnu ikke fastlagt nogen dato for et bryllup. Derfor er brylluppet udskudt endnu en gang.

Adspurgt, om en ny dato for brylluppet, griner Søren Pape.

- Ikke endnu. Vi taler jo om, 'hvornår skal det være?' Jeg må bare være ærlig at sige, at livet som minister er meget travlt, i forhold til at skulle planlægge sådan noget. Han har sin virksomhed, som han har været nede og passe her hen over sommeren, forklarer Pape.

Once-in-a-life-time
Han uddyber, at planen stadig er at holde brylluppet i Viborg Domkirke, men at parret vil have ordentligt tid til at planlægge det.

- Det skal være en god dag, siger han.

Derfor er planerne heller ikke kommet længere end til valget af kirke, fortæller han.

- Var planen ikke, at det skulle holdes i 2018?

- Jo, det ville vi gerne. Men når vi så sidder og planlægger, så er der jo 100 ting. Jeg har ikke prøvet at planlægge et bryllup før, men jeg har jo hørt fra folk, der har gjort det, at de synes faktisk, det tager noget tid.

- Jeg tror, enhver der ser på dét, jeg har at se til i øjeblikket, og vi er tæt på et valg og så videre. Jeg har bare ikke tiden. Så vi har kigget hinanden i øjnene og sagt: Den her once-in-a-life-time for os, det skal planlægges i ordentlig tid, siger Søren Pape.

Til spørgsmålet om, hvorvidt planen stadig er, at de to skal giftes lyder det prompte fra Søren Pape:

- Jo, det kan du da lige tro!

'Vi er ovre det'
Det forlovede par var tidligere på året en tur i mediemøllen, da Søren Papes forlovede under en bytur blev slået ned af en slovakisk advokat.

Josue Medina Vasquez mente selv, at slovakken havde råbt 'I don't like homos' under tumulten, men det kunne ikke bevises i retssagen, eftersom der ikke var nogle vidner, der kunne bekræfte det.

Den slovakiske advokat sad varetægtsfængslet i 50 dage - ti dage længere end det, dommen kom til at lyde på, nemlig 40 dage. Samt et indrejseforbud til Danmark på seks år.

Slovakken ankede efterfølgende dommen og overvejer at søge erstatningskrav for de ti yderligere dage, han sad varetægtsfængset.

Justitsministeren vil imidlertid ikke tale mere om forløbet, siger han:

- Vi har aftalt med hinanden, at vi sætter ikke flere ord på den sag. Den er sluttet for vores vedkommende. Der er en dom. Og nu synes vi, at vi har været nok igennem det offentlige rum med den sag. Nu har den vidst fået, hvad den kan trække.

Den konservative formand trækker på skuldrene til spørgsmålet om, hvorvidt han mener, det er en rimelig dom.

- Det er sådan, det er i et retssamfund.

- Det er dommerne, der afgør, hvad der skal være i en hver retssag. Det henholder jeg mig til. Jeg vil slet ikke gå ind og lægge følelser i det ene eller det andet eller det tredje.

- Jeg tror, alle har forståelse for, at det her sådan set ikke er en sag, jeg har meget mere lyst til at tale om. Sket er sket. Nu er vi jo ovre det. Der er faldet dom og så er det jo slut, lyder det fra Søren Pape.

322 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere